lørdag den 31. december 2011

Kransekage

Jeg har i år for første gang kastet mig ud i at lave kransekage fra bunden. Jeg brugte Mette Blomsterbergs opskrift, som I kan se her:

http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/Jul/uds_4/20101217091258.htm

Jeg har dog dyppet/penslet hver del med smeltet, mørk chokolade og formet dem som hjerter. Hvis du ikke når at lave kransekage i dag, synes jeg også, det er ok at lave det hvilken som helst anden dag på året, når nu det smager så godt!

GODT NYTÅR TIL ALLE!
Vi ses på Ida Marengs i det nye år.








torsdag den 29. december 2011

Pains au chocolat

Lige fra da vi var helt små har vi spist pains au chocolat til morgenmad, når vi har været i Frankrig. Min søster og jeg fik lov at gå til bageren for at købe dem, så det første, vi lærte at sige på fransk var "deux pains au chocolat s'il vout plait". Vi kaldte chokoladen i midten for "den gyldne gang" og ikke uden grund.



onsdag den 28. december 2011

Kyllingebryster med citron-, abrikos-, mandel- og persillepesto og parmaskinke

Dette er en let og lækker kyllingeret - måske et forslag til en forholdsvis billig nytårsspise?
Du kan sagtens skifte ud i ingredienserne til pestoen. Prøv med lyse rosiner i stedet for abrikoser og pinjekerner i stedet for mandler for at gøre det mere italiensk.


Kyllingebryster med pesto og parma





Kyllingebryster (1 pr. mand)
Parmaskinke (1 skive pr. bryst)
Citronskal og saft af 1 citron pr. 3-4 bryster
Olivenolie, et par skefulde
Bredbladet persille, 1 bundt
Finthakkede mandler, 2 håndfulde pr. 3-4 bryster
Hvidløg, 1 fed
Tørrede abrikoser, 1 håndfuld
Appelsinsaft af en appelsin

Hak citronskal, persille, mandler, hvidløg og abrikoser og bland med citronsaft, olivenolie og appelsinsaft. Fordel pestoen på kyllingebrysterne og dæk hvert et bryst med et stykke parmaskinke. Sæt i ovnen ved 200 grader indtil kyllingen er gennemstegt og parmaskinken er sprød.

tirsdag den 27. december 2011

Frokost på bjerget i Courmayeur

Gemt lidt væk oppe på bjerget ligger CHIECCO i Courmayeur på den anden side af Mont Blanc fra Chamonix. CHIECCO er en klassisk italiensk restaurant - man kommer ikke ud derfra uden mindst at have spist to retter og drukket et glas vin eller to eller en grappa med værtinden.
Vi fik lækker mad og spiste så meget, at vi kunne trille ned af bjerget efter at have slået mave i en liggestol med en espresso i solen.





Laks med olivenolie og kapers


Caprese - bøffelmozarella, tomat, olivenolie og basilikum


Lamb chops i sesam med grøntsager





lørdag den 24. december 2011

Joyeux Noël

Glædelig jul til jer alle! 
Da jeg var mindre var gaverne højdepunktet juleaften - i dag er det også gaverne, men lige så meget familien og den gode mad. Anden er i ovnen og risengrøden kogt og mandlerne smuttet til risalamanden. I går aftes tog vi chancen og spiste lækre østers dagen før den store dag. Jeg elsker simpelthen Frankrig - eller nærmere: jeg elsker fransk mad! De tre andre billeder er taget fra terrassen lige nu.






tirsdag den 20. december 2011

Fies fødselsdagskage

Min kusine fyldte 8 år i søndags, og min familie og jeg var inviteret først til boller, kakao og hindbærlagkage og derefter aftensmad. Jeg trillede hjem med maven fuld af lækkerier. Hermed billeder af den lækre kage og den søde fødselar.



lørdag den 17. december 2011

Pebernødder og eksamener

Der skal pebernødder til i december! De her er virkelig nemme at lave og smager hundrede gange bedre end dem, man kan købe. Denne omgang pebernødsbagning har hjulpet mig igennem dette års eksamener, og jeg kan slet ikke vente til på onsdag, hvor eksamenerne for i år er færdige, og jeg rejser med min familie til alperne for at fejre jul, stå på ski og spise god mad.


Pebernødder


250 g smør
3 æg
250 g sukker
1/5 kg hvedemel
1,5 tsk natron
Krydderier: stødt ingefær, kanel, hvid peber og kardemomme

Rør først smøren med sukker og æg. Pisk! Tilsæt dernæst mel, natron og krydderier, rør sammen og stil dejen på køl en times tid. Rul dejen ud i lange pølser for at skære den i små bidder. Læg dem på en bageplade - hvis du har tålmodighed, kan du trille dem, så de bliver fine runde, men de smager jo lige så godt, når de er lidt firkantede - og bag dem ved 180 grader i 8 minutter.


søndag den 11. december 2011

Konfekt

Konfekt på den simple (og bedste) måde: nougat, marcipan og chokolade. Glædelig 3. søndag i advent!

Konfekt



Rul en kugle nougat ind i marcipan og dyp i smeltet, mørk chokolade. Jeg har drysset med små sukkerhjerter. Pas på ikke at lave kuglerne alt for store, de skal helst kunne spises i én bid!

torsdag den 8. december 2011

Italiensk på Nyhavn 14

Jeg spiste frokost på Nyhavn 14 med mine forældre for nylig. Nyhavn 14 er en italiensk restaurant, der ligger på ikke turist- og solsiden af Nyhavn. Rigtig hyggeligt med rustikt og simpelt italiensk mad. Vi fik carpaccio, spaghetti med svampe, hvidløg og citron og en lækker salat med tomat og bøffelmozarella, som vi delte. 





mandag den 5. december 2011

Æbleskiver


Sidste år fik jeg en æbleskivepande til jul, som jeg blev rigtig glad for. Det er bare først i år, det virkelig er lykkedes for mig at lave dem, lige som de skal være; sprøde, luftige, friske og kuglerunde. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg endelig har fundet den rigtige opskrift, nemlig en opskrift af kogekonen over dem alle, Camilla Plum. Jeg fik hendes nye bog "Jul" i adventsgave 1. advent og blev rigtig glad, for det er en meget hyggelig og brugbar bog i december.

Æbleskiver




25 stk
2,5 dl mælk
15 g gær
3 æggeblommer
1 spsk sukker
200 g mel
1 tsk kardemomme
Revet skal af 1 citron
65 g smeltet smør
3 piskede æggehvider
Smør til bagningen
Evt. 8 pigeoner i tern, hvis du vil have "rigtige" æbleskiver

Lun mælken til håndvarm og opløs gæren heri. Rør æggeblommer og sukker, så sukkeret opløses. Pisk mælk og mel i. Rør det smeltede smør og krydderierne i. Til sidst vendes de stiftpiskede æggehvider i. Sæt dejen til hævning i en lille times tid til den er tydeligt skummende og hævet op. Varm æbleskivepanden op og kom en lille klat smør i hvert hul. Når det er bruset af, kommes en skefuld dej i hvert hul. Hullet skal være fyldt op, men dejen på ikke flyde over. Når det bobler i dejen hele vejen rundt, skal skiven vendes med en gaffel (hav evt et rent viskestykke liggende ved siden af, som du kan tørre gaflen af i mellem vendingerne). Hvis der skal små æbletern i skiverne, skal dette gøres inden den vendes. Giv den tid til at stivne med hovedet nedad, hvorefter det er en god idé at vende rundt, så den bliver rigtig rund.