fredag den 30. november 2012

Müsli uden sukker

Jeg er pludselig blevet stor fan af speltflager. Speltflagerne tager sig især godt ud i en hjemmeblandet müsli - helt uden sukker! De tørrede abrikoser tager tjansen i stedet for sukkeret og gør müslien lækker og smagfuld sammen med alle de andre lækre kerner og nødder. Det er nemt at blande sin egen müsli, og det er dejligt at kunne sammensætte alle sine yndlingsingredienser. Her får du min version:

Müsli uden sukker



Blandingen består af:
Speltflager
Hasselnødder
Hørfrø
Tørrede abrikoser - skåret i mindre stykker
Græskarkerner

torsdag den 29. november 2012

Sodastream event

I forgårs kom min nye Sodastream Source ind af døren. Jeg havde allerede fundet en plads til den på køkkenbordet og det lille ny køkkenmedlem passede perfekt ind! Hele forelskelsen startede til et Sodastream event, hvor jeg var blevet inviteret ud sammen med en veninde i forbindelse med bloggen som optakt til MTV EMA Preparty. Vi havde en fantastisk aften med lækker mad, spændende mennesker og ikke mindst lækre cocktails og forskellige sodavand. Sodastream har et kæmpe udvalg af forskellige smage til sodavand, bl.a. nogen helt uden sukker sødet med stevia og også nogen helt uden tilsætningsstoffer; så nu kan man faktisk tillade sig at drikke sodavand med god samvittighed. Oven i det sparer en sodastream-maskine miljøet for 550 plastikflasker årligt, og det giver jo også kun plusser til samvittigheden. Jeg tænker på at kaste mig ud i at koge mine egne sodavands-sirupper..


Jeg har nu forsøgt at lave min første egen video (med lidt (måske nærmere meget) hjælp fra min søde roomie), og her er resultatet. Jeg håber på at blive rigtig god til at lave sådan nogle små videoer til bloggen - måske den næste skal være om konfekt?











onsdag den 28. november 2012

Brombærsyltetøj med citron og vanille

Da Frk. Kræsen og jeg serverede vafler i Vaffelfabrikken på Restaurant Day d. 17. november, var der mange, der spurgte efter opskriften på vores hjemmelavede brombærsyltetøj. Den kommer her - jeg håber, at I har lyst til at kaste jer ud i det; hjemmelavet syltetøj smager altså bare af meget meget mere end det, man kan købe, og det er slet ikke svært eller omstændigt, som nogle tror.

Brombærsyltetøj med citron og vanille


Til 1 stort glas:

600 g brombær (optøet hvis frosne)
300 g rørsukker
Kornene af 1 vanillestang eller lidt af Urtekrams lækre vanillepulver
Saft og skal af 1 citron

Kog sukker, vanille, citron og brombær i en gryde og rør rundt undervejs. Lad det koge til bærrene er helt smattede og sukkeret er opløst. Blend til sidst lidt med en stavblender - hvis du godt kan lide, at der er hele bær i kan du nøjes med at blende en lille smule, og hvis du gerne vil have din syltetøj helt uden hele bær skal du blende i lidt længere tid. (OBS: husk forklæde).
Når syltetøjet er færdigt hældes den på skoldede glas og opbevares i køleskabet.




tirsdag den 27. november 2012

Lakridsmarengs

På vej hjem fra arbejde tager jeg ofte metroen i Magasins kælder i disse kolde tider. Turen gennem Magasins kælder byder på mange fristelser, men én af dem er trods alt mere fristende end de andre; nemlig Johan Bülows lille biks. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at gå forbi, smage på de smagsprøver - der næsten altid står fremme - og hilse på de ekspedienter, der altid hilser pænt (og genkendende). Jeg er en stor fan - ikke bare af de lækre lakrids-chokoladekugler, men også af sirup og pulver. Pulveret brugte jeg igår i disse lakridsmarengs, der fik en flot lakridsmarmorering. Jeg havde nogle passionsfrugter, jeg udhulede og noget hvid chokolade, jeg hakkede, og vupti! så havde jeg en dessert. Jeg tror dog det ville have været endnu bedre med en klat is oveni.

Lakridsmarengs


Til to bageplader:
8 bægre æggehvider
1 spsk hyldeblomsteddike
7 dl rørsukker
2 spsk lakridspulver - evt. fra Johan Bülow
1 spsk vand

Pisk hviderne stive og tilsæt sukkeret lidt af gangen sammen med eddiken. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Når hviderne er helt stive og blanke er de færdige. Lakridspulver blandes med lidt vand og denne masse røres langsomt i marengsen med en dejskraber uden at røre det helt sammen - på den måde opnår man marmorering.
Sæt ovnens temperatur ned til 110 grader. Placér marengs i store klatter på bagepapir på bageplader med ske. Lad dem bage/tørre i ovnen i lidt over en time. Hvis du har lavet dem små, skal de have kortere tid, og hvis du har lavet dem store, skal de have længere tid. 






lørdag den 24. november 2012

Koteletter i fad

Her får du en meget nem og lækker opskrift på koteletter i fad:

Koteletter i fad



Til tre personer:
3 svinekoteletter (jeg valgte de tykke af dem i køledisken - det er min erfaring at de er mere saftige)
1 løg
2 fed hvidløg
5 gulerødder - skrællet og skåret i skiver
En lille bakke champignon - vasket og skåret i skiver
1 dåse tomatpuré
1/4-1/2 l piskefløde
Oregano
Laurbærblade
Salt og peber
Lidt olivenolie

Steg koteletterne på en pande i lidt olivenolie til de bliver lidt brune på begge sider. Svits løg og hvidløg i olie i en gryde og tilsæt herefter gulerødder og champignoner. Tilsæt så tomatpure og fløde (start med lidt og find ud af, hvor meget fløde du vil have i) og rør rundt. Hæld saucen over koteletterne, som du har placceret i et ovnfast fad smurt med lidt olie. Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter.
Server med fx ris eller bagekartofler.
Velbekomme og god weekend!




tirsdag den 20. november 2012

Fuldkornsrisengrød med lækker topping

Urtekram har sendt den fineste julepakke med bl.a. fuldkornsgrødris, rørsukker, tørrede frugter, diverse nødder, fedtfattig kakao, småkager, vildtblomsthonning etc. Jeg blev så glad, for jeg elsker at "jule". Igår eftermiddags kogte jeg risengrød på de lækre fuldkornsgrødris, og det blev virkelig en succes. Et super godt alternativ til den hvide grød, hvis man vil spise risengrød til aftensmad. Det er også rigtig godt med tørrede frugter, så kan man nemlig sparre lidt på sukkeret.


Fuldkornsrisengrød med kanelsukker, hakkede nødder, tørrede figner og en klat smør



Til to portioner:
2 dl fuldkornsgrødris
4 dl mælk
Stødt kanel
Rørsukker
Hakkede nødder: hasselnødder, mandler og valnødder
Tørrede figner
Lidt smør

Hæld ris og mælk i en gryde og lad det koge op under omrøring. Skru derefter ned på og lad grøden stå og simre i ca. 75 minutter ved svag varme med låg. Hold øje med grøden og rør i den et par gange undervejs. Til sidst koges grøden op igen til den ønskede konsistens. 
Bland rørsukker og stødt kanel og drys henover. Skær tørrede figner i skiver og top med dem. Drys med hakkede nødder og gi' den så en klat smør. :-) 

Jeg glæder mig allerede til at afprøve alle de andre øko-lækkerier!!







søndag den 18. november 2012

Vaffelfabrikken og vaffelopskrift

For kun halvanden uge siden mødtes Linn fra bloggen Frk. Kræsen og jeg på en café på Nørrebro. Igår stillede vi op til Restaurant Day med Vaffelfabrikken. Det har været en super hurtig proces, men vi har lagt alle kræfter i. Forberedelserne var mange; vi har kogt marmelade, handlet ind, lavet postkort etc. Bare det at hakke nødderne hjemme hos Linn tog halvanden time!





Lørdag formiddag brugte vi især meget tid på forberedelserne. Vi lavede dej, skar æbler og piskede flødeskum. Men der var også tid til at prøvesmage - vi delte en vaffel og blev enige om, at dem kunne vi sagtens være bekendt at servere!

Det var en kæmpe succes, og vi er meget taknemlige for, at så mange søde mennesker troppede op trods kø og kulde! Vi solgte mange flere, end hvad vi havde regnet med og stod der også en time mere. Vi håber, I var lige så glade for at besøge os, som vi var for at få besøg. Arla og Urtekram havde været så søde at sponsorere en hel masse lækre råvarer, som vi var meget glade for at bruge. 






Vi solgte to forskellige vafler: en med skyr eller flødeskum, hjemmelavet brombærmarmelade og friske krydderurter og en med skyr eller flødeskum, friske danske æbler skåret i tynde skiver, hakkede nødder, hakket mørk chokolade og friske krydderurter.
En stor tak til alle jer derude, en stor tak til Arla og Urtekram, en stor tak til verdens bedste Camilla, der hjalp til, en stor tak til Stefanskirken for telt, borde og elektricitet, en stor tak for lån af vaffeljern og termokander, en stor tak for mel og æbler og en stor tak til søde Linn, som var en super god vaffelpartner!








Overskuddet kommer ubeskåret til at gå til Movember, og vi vil - når vi har lavet regnskab - selvfølgelig også fortælle, hvor meget vi har skrabet sammen. 

Her får I vores helt egen vaffelopskrift (som nogle af jer fik med på de små postkort, vi havde lavet). 

Ida Marengs og Frk Kræsens vafler
Til ca. 10 stk.
3 æg
4 dl mælk
4 dl mel
2 tsk bagepulver
130 g smeltet smør
1 spsk rørsukker
Et nip groft salt
Kornene af en vanillestang eller Urtekrams lækre vanillesukker
Saft og skal fra 1 øko-citron
Lidt revet muskatnød
Pisk alle ingredienserne sammen. Si dejen fri for klumper og bag vaflerne på et vaffeljern smurt med smeltet smør. 

Ps. Opskriften på brombærmarmeladen kommer snart her på bloggen!