onsdag den 29. februar 2012

Fuldkornsstykker med mel fra Amo

Jeg blev inviteret til en bageworkshop i anledning af lancering af 3 nye nordiske meltyper hos Amo. Jeg blev desværre syg, men var så heldig at modtage melet og tilhørende opskrifter alligevel, så jeg kunne eksperimentere og afprøve herhjemme i stedet. Amo har udvalgt to kornsorter, Vinjett, som er en vårhvedesort, og som fås som både hvede- og fuldkornsmel, og Evolo, som er en rugsort og fås som fuldkornsmel. Det kan altid være svært at bage brød, men Amo har nogle gode råd til et godt resultat:


- Brug mel med et højt proteinindhold, gerne over 12.
- Brug max. 10 g gær pr. liter væske - det sikrer, at de forskellige meltypers smag kommer bedre frem.
- Ælt grundigt og længe - det giver et lækrere og luftigere brød.
- Lad dejen kold- eller langtidshæve - det giver en bedre smag og en bedre skorpe.
- Dæk dejen til med et viskestykke eller et lag film under hævning - det bevarer fugten i dejen.
- Investér i en bagesten til din ovn. Når du bager brødet på en bagesten, opnår du samme effekt, som hvis    du bagte i en gammeldags stenovn.
- Varm ovnen op med en bradepande i bunden. Når du sætter brødet ind, hælder du samtidig ca. 1 dl vand i bradepanden. Brødet får derved en sprødere skorpe med en flot krakelering.
- Brug surdej - surdej giver brødet en dejlig kompleks smag og kan anvendes til andre brødtyper end rugbrød.







Jeg bagte nogle rigtig lækre fuldkornsstykker - se her hvordan!


Fuldkornsstykker




4,5 dl koldt vand
2 tsk salt
240 g Amo Vinjett Fuldkornsmel
210 g Amo Vinjett Hvedemel
90 g Evolo Fuldkornsmel af Rug
40 g sirup
0,5 dl solsikkekerner
25 g gær
1 spsk rapsolie

Sesamfrø og havsalt

Opløs gæren i det kolde vand. Tilsæt meltyperne, sirup, solsikkekerner, salt og olie. Ælt dejen på mellem hastighed i ca. 20 minutter. Lad dejen hæve, lunt og tildækket, 1,5 time. Fold dejen 2-3 gange i skålen i løbet af hævetiden og lad den herefter hæve endnu 0,5 time. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, drys med Vinjett fuldkornsmel og sesamfrøene. Del dejen i 4 stykker og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys med salt. Brødene skal bage i 15-20 min i en 250 grader varm ovn. (varmluft 230 grader) Efter 1 minuts bagning åbner du ovndøren og lader luften komme ind i 5 sekunder. Dette gentages efter 10 minutter.



tirsdag den 28. februar 2012

Macarons fra Chamonix

Jeg kom hjem fra Frankrig i søndags til grå Danmark, og lige nu sidder jeg og drømmer mig tilbage. Tilbage til macarons-butikken i Chamonix, hvor de sælger de lækreste og smukkeste macarons i alle afskygninger. Vi valgte nogle forskellige, bl.a. pistacie, citron, chokolade, hindbær og saltet karamel. Sidstnævnte var helt klart min favorit. Jeg har købt mandelmel med hjem, så jeg kan eksperimentere lidt selv. Jeg har jo før lavet macarons, og dem med lakrids ligger allerede på bloggen. Er der nogen forslag til en smagsvariant, I synes, jeg skal kaste mig ud i?




mandag den 27. februar 2012

Blog award

Jeg har været så heldig at modtage en blog award af Kristina, som har sendt awarden videre fra sin egen blog, http://kristina-kitchen.blogspot.com/. Jeg er meget beæret og glad for anerkendelsen, så jeg vil gerne sige mange tak til Kristina!



Her er lidt om awarden: 'Liebster' er tysk og betyder foretrukne på dansk. Den gives til bloggere med under 100 faste læsere, og hvis du vil sende den videre som anbefaling på nyere spændende blogs, skal du gøre som følger: 

Udgive din egen top 5 over bloggere, der har under 100 læsere. 

Sende din top 5 en mail elller kommentar for at give dem awarden.

Jeg vil gerne give awarden videre til:



http://blondfood.blogspot.com/


http://www.frkuldbjerg.dk/


http://adhocmad.wordpress.com/


http://www.mariemarolles.com/


http://lauraseksperimenter.wordpress.com/


Endnu en gang tak og god mandag til alle!

onsdag den 22. februar 2012

Franske oste

Forleden aften spiste vi lækre oste efter maden. Her i Frankrig er der masser at vælge imellem, så det kan være svært kun at holde sig til en eller to. Vi valgte fire forskellige, men fik til gengæld nogle små stykker, så vi kunne smage på lidt flere. Denne gang købte vi en Tomme De Savoie, som er en lokal komælksost (den med grå overflade), en gedeost (den runde bagerst), en brie (den firkantede i midten til venstre) og en cremet camembert (den store runde). I øjeblikket er jeg mest til cremede oste, så derfor var sidstnævnte favoritten efter min smag. Her i Chamonix kan man købe en fantastisk figenmarmelade, som vi spiste til ostene, der desuden blev serveret med lækkert brød fra den lokale bager. 


mandag den 20. februar 2012

Kylling i kokos-, karry- og tomatsauce med gule rosiner, bananer og mango

Eksotisk og samtidig klassisk. Du kan selv regulere på mængden af chili og ingefær afhængigt af, hvor stærkt/mildt du synes, det skal være. Velbekomme og god fornøjelse!


Kylling i kokos-, karry- og tomatsauce med gule rosiner, koriander, bananer og mango


Til 4:
Kylling i tern eller strimler - ca. et bryst pr. mand
1 dåse kokosmælk
1-2 tsk karry
1 dåse hakkede tomater
Friskrevet ingefær - ca. 1 skefuld
1/2 chili - finthakket 
2 hvidløg - finthakket
Basmatiris - kog efter anledning på pakken
Koriander
Mango i tern
Banan i skiver
Gule rosiner

Varm gryden op og svits hvidløg, chili og ingefær i karry og en sjat olivenolie. Steg kyllingen heri og tilsæt kokosmælk og tomat. Du kan evt. jævne saucen, hvis du synes, den er for tynd. Brug da lys jævner og gør, som der står på pakken. Kog risene imens saucen koger op. Server kylling og sauce på ris med frisk mango, banan, koriander og rosiner.

søndag den 19. februar 2012

Salat med blåskimmelost, valnødder og pærer

Lækker og nem salat med en skarp kant af den stærke ost. God som forret, men også lækker til frokost eller som tilbehør til vildt kød. 


Pære skåret i tynde skiver
Blåskimmelost efter eget valg - start evt. med en mild
Valnøddekerner
Rucola eller anden salat i bunden
Balsamico 

Skyl salat og pære og anret sammen med ost i tern og valnøddekerner. Hæld balsamico over i en tynd stråle og servér. 

lørdag den 18. februar 2012

Foie gras med granatæblekerner, salat og balsamico

Nu er jeg tilbage i dejlige Frankrig for at stå på ski, slappe af og spise lækker mad med familien. I går startede vi med lidt lokalt foie gras, som smagte dejligt drysset med havsalt sammen med de syrlige granatæblekerner, det sprøde brød og den friske salat. Det gode ved at spise foie gras her er, at vi ved, at de gåse eller ænder der har leveret varen har levet et godt liv, så længe det varede, så selvom kalorierne ikke er gode for samvittigheden, kan man alligevel lige klare at spise det. 



Min søde kusine var sulten og nysgerrig:


torsdag den 16. februar 2012

Fastelavnsboller med marcipan og nougat

Her får du en opskrift på fastelavnsboller inspireret af én jeg fandt på Odense Marcipans hjemmeside. Jeg er helt forelsket i disse herligheder med marcipan og nougat og chokolade på toppen. 

Fastelavnsboller

Til 2 bageplader:

2 dl mælk
40 g gær
2 æg
150 g smør
2 spsk sukker
5-600 g hvedemel
1 knivspids kardemomme
Pensling: 1 sammenpisket æg

Fyld: 
100 g sukker
120 g rå marcipan
70 g smør
Ovenstående røres sammen
200 g blød nougat

Pynt: smeltet mørk chokolade

Rør gær ud i lun mælk og tilsæt sukker og æg. Smuldr smør i mel og bland med gærblandingen sammen med kardemomme. Ælt igennem og lad hæve i 30 minutter. Rul dejen tyndt ud og skær kvadrater på 10x10 cm og fordel remoncen i små klatter på dejen. Skær små stykker nougat ud og fordel også dem på dejen. Pak kvadraterne så du får små boller, som du vender om og lægger på en bageplade med bagepapir, hvor de skal hæve til dobbelt størrelse. Pensl med æg. Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Spis en mens de er varme og lad resten køle af, så du kan dekorere dem med smeltet, mørk chokolade. God fastelavn!


søndag den 12. februar 2012

Chokoladebananer

Hermed en opskrift på den billigste og nemmeste dessert, jeg kender. Chokoladebananer minder mig om en telttur til Sverige, da jeg var helt lille, hvor vi bagte bananerne med chokolade over bålet i sølvpapir. 


Chokoladebananer



Skær et snit midt i bananen, så der er plads til noget chokolade. Fyld bananen med mørk chokolade - hvis det skal være ekstra billigt fungerer pålægschokolade også fint. Bag bananerne i ovnen ved 200 grader i et ildfast fad til de er helt sorte udenpå og helt bløde indeni. Servér bananerne med vanilleis. 

torsdag den 9. februar 2012

Knækbrød

Efter en skiferie i Frankrig og en forkølelse vender jeg tilbage med en omgang knækbrød, du kan bage på under en halv time. Jeg havde desværre ikke nogen græskarkerner i skabet, så knækbrødet du kan se på billedet er uden disse, selvom jeg plejer at komme dem i også. God fornøjelse og god aften!


Knækbrød

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3,5 dl mel
2 dl vand
1 dl olie
1,5 tsk salt

Ælt det hele sammen. Del dejen i to portioner. Hver portion rulles tyndt ud mellem 2 stykker bagepapir på bageplade. Fjern det øverste og skær dejen i de ønskede størrelser. Knækbrødet deles efter bagning. Bag i 200 grader varm ovn til det er gyldent. Køl af på bagerist.

onsdag den 1. februar 2012

Gulerodskage


Endnu en klassiker, der er svær at komme udenom, hvis man skal igang med kagebagningen. Prikken over i'et er helt klart den cremede glasur af flødeost, appelsinsaft og flormelis.

Gulerodskage



100 g rørsukker
200 g farin
2,5 dl smagsneutral olie, f.eks. solsikkeolie
5 æg
300 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk kanel
1 tsk natron
400 g revet gulerod

1-2 dl flormelis
200 g flødeost
1 spsk appelsinsaft

Pisk olie og sukker og tilsæt æg. Bland de tørre ingredienser i en anden skål og rør det sammen med sukkermassen. Tilsæt til sidst gulerødderne og fordel dejen I en smurt bageform. Bag kagen ved 180 grader I ca. 45 minutter. Lad kagen køle af før du smører glasuren på, som røres sammen af flødeost, flormelis og appelsinsaft.

Du kan evt. prøve at tilsætte rosiner eller valnøddekerner i dejen.