Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2013

Fastelavnsboller med lakrids/marcipanfyld

Jeg ELSKER fastelavnsboller. Jeg plejer at lave en klassisk udgave med marcipan og nougat i midten, men denne gang blev de piftet op med lakrids. 

Fastelavnsboller med lakrids/marcipanfyld



2 dl mælk
40 g gær
2 æg
150 g smør
2 spsk sukker
5-600 g hvedemel
1 knivspids kardemomme
Pensling: 1 sammenpisket æg

Fyld: 
100 g sukker
150 g rå marcipan
70 g smør
1-2 tsk lakridspulver
Ovenstående røres sammen


Pynt: smeltet mørk chokolade

Rør gær ud i lun mælk og tilsæt sukker og æg. Smuldr smør i mel og bland med gærblandingen sammen med kardemomme. Ælt igennem og lad hæve i 30 minutter. Rul dejen tyndt ud og skær kvadrater på 10x10 cm og fordel remoncen i små klatter på dejen. Skær små stykker nougat ud og fordel også dem på dejen. Pak kvadraterne så du får små boller, som du vender om og lægger på en bageplade med bagepapir, hvor de skal hæve til dobbelt størrelse. Pensl med æg. Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Spis en mens de er varme og lad resten køle af, så du kan dekorere dem med smeltet, mørk chokolade. God fastelavn!

mandag den 4. februar 2013

Lys chokolademousse med chilimarineret ananas

Nogle mennesker er mere til lys chokolade end mørk, måske fordi de synes, det kan blive en anelse bittert en gang imellem. Jeg forsøgte at lave en chokolademousse med lys chokolade (Valhronas Jivara 40%), selvom jeg plejer at bruge mørk, og det blev rigtig lækkert!

Lys chokolademousse med chilimarineret ananas








Til 4 portioner:

350 g lys chokolade (40 %)
80 g smør
4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
20 g sukker
Tern af 1/2 frisk ananas
1/2-1 chili

Skær ananas i tern og hak chilien. Lad ananasen ligge i chili ind til moussen er færdig.
Smelt chokolade og smør i mikroovn eller over vandbad. Pisk hviderne stive og tilsæt sukkeret til sidst og pisk igen. Bland æggeblommerne i chokoladen, når den er kølet lidt af. Vend hviderne op i chokoladen med en spatel stille og roligt, så luftigheden bevares. Hæld straks på glas eller i små skåle og stil på køl indtil servering. 
Anret moussen med ananas på toppen.

lørdag den 19. januar 2013

Rødtungefileter i senneps/fløde-sauce med spinat, fennikel og pinjekerner

Som lovet får I her min udgave af en opskrift på rødtunge tilberedt i dampovn. Længere nede kan I se, hvordan chokolademousse nemt og hurtigt bliver lavet med lidt hjælp fra dampovnen.


Rødtungefileter i senneps/fløde-sauce med spinat, fennikel og pinjekerner (tilberedt i dampovn)





8 rødtungefileter
1 fennikel, vasket og skåret i fine skiver
1 skalotteløg, hakket
1 hvidløg, finthakket
1 klat smør
1 dl hvidvin
100 g pinjekerner
300 g babyspinat, vasket
1 øko-citron, vasket
3 spsk 38% creme fraiche
2,5 dl fløde
1 spsk dijonsennep
Et par friske estragon-kviste, vasket
Salt/peber

Svits løg og hvidløg i en gryde og tilsæt spinaten. Lad spinaten stege ind til den mister vandet/falder sammen. Sluk for blusset og smag til med salt og peber. Tilsæt creme fraichen og rør rundt. Fisken rulles til små pakker med spinatfyldet indeni. Anret fisken på et dampfad med huller og drys med salt og peber.
Hæld hvidvin i gryden fra før - det gør ikke noget, at der er lidt rester fra før i gryden. Tilsæt desuden fløde, sennep, estragon, citronskal og lad hurtigt saucen koge op. 
Fordel fennikel i et dampfad uden huller og hæld saucen herover. Sæt i dampovnen og tænd på 100 grader i 5 minutter. Rist pinjekerner på en varm og tør pande til de bliver gyldne. Når fadet tages ud tilberedes fisken i 5 minutter ved 80 grader. Skær evt. citronen i tynde skiver og læg ved fisken. Hæld saucen på et fad og anret fisken herpå. Drys med pinjekerner og server.

Chokolademousse med appelsinmarinerede jordbær (med hjælp fra dampovn)


Til 6 portioner:
200 g mørk chokolade
80 g smør
4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
40 g sukker

Topping:
4 jordbær
1 appelsin

Smelt smør og chokolade i dampovnen ved at lægge det i en skål med film over, så kondensvandet ikke kommer ned i skålen. Sæt i dampovnen i 3 minutter ved 100 grader.
Pisk imens æggehviderne stive og hvide og tilsæt til sidst sukkeret og pisk igen. Hæld æggeblommer i chokolademassen og rør rundt. Vend de piskede æggehvider i chokolademassen med en kagespatel uden at piske, så luften ikke forsvinder. 
Hæld chokolademoussen på glas og stil på køl.
Vask og skær jordbær i tynde skiver. Pres appelsinsaft udover og lad dem marinere lidt heri. Riv evt. skallen fra appelsinen udover.



søndag den 6. januar 2013

Yoghurtis / Frozen yogurt med citron og vanille

Jeg er kæmpe fan af yoghurt is, så selvfølgelig var denne variant én af de første eksperimenter på ismaskinen. Resultatet blev fantastisk!

Yoghurtis / Frozen yoghurt med citron og vanille



500 g græsk yoghurt (jeg brugte 10 %)
1 dl piskefløde
2-3 spsk sukker
Kornene af 1 vanillestang
Skallen og saften af 1 citron

Hakket chokolade, nødder, frugt, bær eller anden topping

Kog fløden med sukker og vanillestang + korn. Når det koger tages gryden af blusset og vanillestangen fjernes. Hæld fløden over yoghurten og tilsæt citron. Pisk til en ensartet masse og sæt på køl inden du kører isen på ismaskine. Alternativt kan yoghurtcremen sættes i fryseren i en form og tages ud og blendes på halvvejen - dvs. lige inden isen fryser fast - og sættes ind igen. 



fredag den 4. januar 2013

Mælkechokoladeis på min nye ismaskine

Jeg var så heldig at få en ismaskine i julegave. Jeg har fået en italiensk Musso Lussini, og den står allerede og pynter smukt på mit køkkenbord. Den kom med posten igår, og den stakkels 70-årige mand kunne ikke bære den 20 kg tunge maskine hele vejen på på 4. etage, hvor jeg bor, så han måtte have lidt hjælp. På pakken står der "handle with care", og jeg lover Musso, at jeg vil passe på den som om den var min baby. Jeg lagde ud med en vanille/lime flødeis, som jeg har lavet før på min mosters maskine, og så lavede jeg en mælkechokoladeis efter en opskrift af Meyer med Valhronas Jivara chokolade. Jeg læner mig nok lidt op af opskrifter i starten, og jeg lover, at der hyppigt vil komme diverse iseventyr her på bloggen i år 2013. 

Mælkechokoladeis


175 g lys chokolade
5 dl fløde
1 stang vanille 
4 æggeblommer
100 g sukker

Hak chokoladen og hæld i en glasskål. Bring fløde og vanille i kog. Pisk æggeblommer og sukker luftigt. Tag vanillestangen op af fløden og hæld fløden i æggemassen under piskning. Hæld massen i gryden igen og lad den koge op til den når at blive lidt tyk. Hæld den varme creme over chokoladen og pisk ind til det smelter. Stil skålen i køleskab ind til massen er kølig og kør den så på ismaskinen. Har man ikke ismaskine hældes massen i en form og sættes i fryseren. Lige når massen begynder at fryse hældes den i en blender og blendes og sættes så i fryseren igen i formen.




lørdag den 15. december 2012

Honningkager

Her får du Camilla Plums fantastiske opskrift på honningkager. Hvis du er hurtig, kan du smække dejen sammen nu, og så er de klar til jul!

Honningkager

500 g mel
500 g honning (gerne lynghonning eller din favorit)

Bland mel og honning - sæt det i en skål i køleskabet med film over og lad det stå i min. en uge - allerhelst 14 dage og gerne længere.

2 æggeblommer
5 g potaske
5 g hjortetakssalt
4 tsk stødt kanel
2 tsk stødt allehånde
1 tsk reven muskatnød
2 tsk stødt ingefær

Rugmel

Ælt alle ingredienserne i dejen og tilsæt lidt vand, hvis det er vanskeligt at røre i. Rul dejen ud på et meldrysset bord (helst rugmel) i ca. 1 cm tykkelse. Stik dem ud som på billedet og bag dem (placér dem langt fra hinanden på pladen, de hæver meget) i 10 min ved 200 grader. 

Mørk chokolade

Smelt chokoladen og overtræk honninghjerterne. Jeg skrev navnene på de heldige med glasur på mine honningkager. 









søndag den 9. december 2012

ODENSE MARCIPAN GIVE AWAY - 2. ADVENT

Glædelig 2. søndag i advent. Som lovet kommer der her endnu en adventsgave fra Ida Marengs. Jeg har været så heldig at få Odense Marcipan til at sponsorere en gigantisk gavekurv med alt, hvad man skal bruge til at lave lækker julekonfekt. Der er bl.a. to lækre kogebøger om kager, desserter og konfekt, marcipan, nougat, mørk chokolade, hvid chokolade, kokosdrøm, lys mandelmasse, udstiksforme m.m. Konkurrencen slutter tirsdag aften kl. 24 og gaven bliver sendt afsted onsdag morgen.

KONKURRENCEN ER SLUT.

Odense Marcipan Give Away - 2. advent



Alt du skal gøre er:

1. Skrive en kommentar, hvor du skriver din e-mailadresse og dernæst fortæller, hvad din yndlingsjuletradition er.

2. Give Ida Marengs et "like" på Facebook her.

3. Blive fast læser via Bloglovin her.

lørdag den 8. december 2012

5 slags konfekt - nemt at lave

Igår brugte jeg næsten hele dagen på at lave konfekt. Jeg havde noget skøn chokolade og marcipan i skabet og havde en masse tørrede frugter, nødder og nougat. Da jeg havde lavet konfekten pakkede jeg dem i små æsker (købt i Søstrene Grene) og bandt en sløjfe om til små gaver. 


HUSK AT FØLGE MED PÅ BLOGGEN IMORGEN, HVOR IDA MARENGS UDLODDER ENDNU EN ADVENTSGAVE - HINT: MÅSKE ER DET NOGET, DU KAN BRUGE TIL AT LAVE KONFEKT MED......

Konfekt













1. Tørret mango dyppet i mørk chokolade

I et forsøg på at nytænke de populære kattetunger (orangestænger med chokolade) eksperimenterede jeg med at dyppe stykker af tørret mango ned i smeltet, mørk chokolade. Resultatet blev forrygende!

2. Dadler fyldt med marcipan i hvid chokolade

Urtekram havde i sin julepakke foræret mig en masse tørrede frugter - heriblandt dadler. Disse blev udstenet og fyldt med en lille smule marcipan og den ene halvdel blev dyppet i hvid chokolade. En af mine favoritter!

3. Nødde-sveske-marcipankugler dyppet i hvid chokolade

Jeg blandede finthakkede valnødder, mandler og hasselnødder med marcipan og hakkede, soltørrede svesker. Jeg trillede massen til små kugler og dyppede dem i hvid chokolade. Drys med lidt af de hakkede nødder til sidst. Nam nam!

4. Klassikeren: marcipan og nougat dyppet i mørk chokolade

Man kommer ikke uden om marcipankuglerne fyldt med små stykker nougat dyppet i mørk chokolade. Mmmmh..

5. Havregrynskugler med kaffe og vanille rullet i kokos

Du blander 250 g blødt smør med 180 g havregryn, 2 spsk mørk kakao, 3 spsk sukker, lidt vanille og et shot stærk kaffe. Tril massen til kugler og rul dem i kokosmel.




fredag den 2. november 2012

Hjemmelavede flødeboller med lakrids og hvid chokolade


Jeg har lavet flødeboller igen. Denne gang blev de virkelig (!) gode. Kombinationen af den fløjlsbløde guf med lakridssmag og den hvide chokolade, der smelter i munden, er simpelthen helt fantastisk. Denne gang har jeg specificeret opskriften en del, for sidste gang jeg bloggede om flødeboller, kom der en masse spørgsmål. Spørg endelig igen, hvis I er i tvivl om noget og del gerne nogle flødebolle-idéer.

Hjemmelavede flødeboller med lakrids og hvid chokolade


Til ca. 35 stk
1/4 liter æggehvide
1/2 kg sukker
50 g glukose (kan købes i større supermarkeder)
Lakridspulver f.eks. fra Johan Bülow (ikke lakridsrodspulver!)
165 g vand
1 rulle marcipan
6-700 g hvid chokolade til overtræk

Redskaber:
Vægt
Kagerulle
2 gryder
Sukkertermometer (kan købes i f.eks. Panduro Hobby)
Sprøjtepose og tyl (kan købes hos Kunst og Køkkentøj bl.a.)
Bagepapir
Spatel
Skarp kniv
Køkkenmaskine med piskeris eller skål og elpisker
Skål i f.eks. glas, der passer til vandbad til gryden
Forklæde og grydelapper
 
1. Pisk æggehviderne meget stive i maskine eller med elpisker. Det er vigtigt, at hviderne ikke står for lang tid og venter - så bliver de nemlig "våde".
2. Kog sukker, glukose og vand til 116 grader i en gryde - mål med et sukkertermometer hele tiden og hold godt øje. 
3. Hæld den varme sukkerlage langsomt i de stiftpiskede æggehvider imens der piskes og pisk to minutter på fuld kraft bagefter. Massen skal få en flot glat overflade og have samme konsistens som guf, man får på gammeldags isvafler om sommeren.
4. Lakridspulveret blandes i massen lidt efter lidt indtil du synes, det smager, som det skal. Pas på ikke at komme for meget i, så smagen bliver for dominerende. Hellere lidt for lidt end lidt for meget.
5. Rul marcipanen ud med en kagerulle mellem to stykker bagepapir og tryk den ud i små cirkler (jeg brugte toppen af et champagneglas - det passede godt i størrelsen). Rul den overskydende marcipan ud igen og tryk cirkler ud. 
6. Hæld lakridsmassen i en sprøjtepose med tyl. Fyld den kun halvt op. Sprøjt massen ud på marcipan-cirklerne som vist på billederne. Lad flødebollerne stå i en times tid, så de lige kan nå at sætte sig.
7. Smelt den hvide chokolade (hakket) over vandbad langsomt. Overtræk flødebollerne i smeltet chokolade som på billedet og pynt med et drys lakridspulver.
8. Lad flødebollerne stå ind til chokoladen stivner.
9. SPIS!!! (helst inden for en uges tid - men det bliver ikke noget problem).








Det sidste billede afslører lidt mørk chokolade - jeg løb tør for den hvide chokolade, men havde så heldigvis noget mørkt, så nogle af flødebollerne blev med mørk chokolade, hvilket bestemt også var et hit!


lørdag den 13. oktober 2012

Hotel Chocolat i København!

I den ene ende af strøget (den ned mod Kgs. Nytorv) er der lige åbnet en ny butik og cafe. Den hedder Hotel Chocolat, og jeg har været på besøg. Når man træder ind i butikken, er det som at komme i chokoladehimlen! Jeg ELSKER chokolade, og Hotel Chocolat er klart anbefalelsesværdigt til alle med et chokoladehjerte som mit. Cafe-butikken byder på kakao og andre fristelser i et åbent chokoladekøkken og desuden et udvalg af chokolade på størrelse med et mindre supermarkeds udvalg af dagligvarer. Helt fantastisk! Navnet snyder lidt - tænk hvis man kunne bo på hotel der i virkeligheden...












mandag den 4. juni 2012

Blåbær dyppet i hvid chokolade og lakrids

Jeg elsker kombinationen af chokolade og lakrids, selvom det er lidt utraditionelt. Min mor fandt på at dyppe friske (lidt våde) blåbær i lakridspulver og derefter dyppe dem i smeltet, hvid chokolade. Det tog sin tid, men hver en bid var det hele værd! Vores ambition var at lave så mange, så vi kunne servere dem til kaffen til min lillebrors konfirmation, men heldigvis havde min mor sørget for nogle macarons også, så vi gav op halvvejs og spiste blåbærerne på morgenmaden i stedet. Men et blåbær eller to nåede gæsterne da at smage, og vi der lavede dem nåede at spise et par stykker, mens vi var igang. Eller måske var det lidt flere....








tirsdag den 27. marts 2012

Brownie med Lindt chokolade

Som en heldig madblogger og chokoladeelsker modtog jeg nogle pakker lækker mørk Excellence chokolade fra Lindt med posten, og jeg besluttede mig hurtigt for, at det skulle bruges til en brownie. Lindt lancerer en ny slags 70 % chokolade, som er mere mild end den originale for de lidt sartere munde. Denne brownie indeholder hovedsagligt chokolade (70 %), så man kan rigtig smage de gode løjer.


Brownie


300 g hakket Lind Excellence 70 % chokolade
75 g smør
3 æg
50 g sukker
1 tsk vanillesukker eller kornene af en vanillestang
1/2 tsk salt
120 g mel
150 g hakkede valnødder

Forvarm ovnen til 180 grader. Smør en 20x20 cm bradepande. Smelt forsigtigt den hakkede chokolade og smørret over et vandbad. Rør hele tiden. Tag den smeltede blanding af varmen og lad den køle lidt af. Du kan også smelte smør og chokolade ved lav temperatur i mikroovnen, men pas endelig på det ikke får for meget. Pisk æg, sukker og vanille og salt godt sammen. Tilsæt den smeltede chokolade og pisk det godt sammen. Tilsæt mel og hakkede valnødder og bland til det bliver en ensartet masse. Hæld dejen i den forberedte bradepande. Bag kagen i højst 20 minutter og IKKE mere - så bliver den tør.