Viser opslag med etiketten Ost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ost. Vis alle opslag

lørdag den 2. marts 2013

Små hapsere med flødeostcreme og soltørrede tomater

Det er altid hyggeligt med lidt fingermad inden det rigtige måltid. Her er et godt bud på, hvordan du nemt og hurtigt kan byde dine gæster på en lille snack, der er lidt sjovere end peanuts.

Små hapsere med flødeostcreme og soltørrede tomater


20 små kiks
100 g flødeost
1 håndfuld hakket persille
Saft og skal af 1/2 citron
Salt og peber
10 soltørrede tomater

Bland flødeostcremen af flødeost, persille, citron og salt/peber. Fordel på kiksene. Halver de soltørrede tomater og anret oven på cremen. 

fredag den 1. februar 2013

Græske Bruschetta

Jeg brugte brødet, som jeg bagte forleden dag til disse herligheder. Fetaosten smeltede på tungen, og brødet knasede mellem tænderne. Køb den feta, der endnu ikke er skåret ud - den smager af meget mere. (Evt. Taverna)

Græske Bruschetta


4 stykker daggammelt lyst brød 
1 håndfuld feta (jeg beklager måleenheden, men det var faktisk en håndfuld)
2-3 tomater afhængig af størrelse
1 rødløg
1 fed hvidløg
1-2 spsk olivenolie - jeg brugte den græske Gaea
Salt/peber
Oregano
Evt. frisk bredbladet persille

Rist brødet i ovnen ved 200 grader, så de bliver sprøde. Skyl og skær tomaterne i tern og fjern indmaden (kernerne). Bland sammen med feta, som du river i med hænderne, hakket løg og hvidløg og rør sammen med olivenolie. Smag til med oregano, salt og peber og anret på brødene. Dryp evt. lidt ekstra olivenolie udover. Sæt i ovnen ind til fetaen bliver let gylden og server med bredbladet persille.

torsdag den 31. januar 2013

Salat med laks, rygeost, blegselleri og ristet rugbrød

En lækker frokostsalat, som i mindre format kan bruges som en god forret. Rygeost er oprindeligt en fynsk ost, og jeg er vokset op på Fyn, så jeg er stor fan! Det ristede rugbrøds-knas er prikken over i'et.

Salat med laks, rygeost, blegselleri og ristet rugbrød






Til 2 personer:

2-3 håndfulde blandet grøn salat
2 stilke blegselleri
4 skiver røget laks
2 skiver rugbrød i så tynde skiver som muligt
1 spsk olivenolie
Salt og peber
Frisk dild

Dressing:
Salt og peber
Saft af 1/2 citron
2 spsk rygeost
1 spsk creme fraiche

Skyl salat og blegselleri. Anret salaten på et fad. Skær sellerien i tern og laksen i mindre stykker. Rugbrødet i tynde skiver lægges på en bageplade med bagepapir og dryppes med olie og salt og peber. Bages i ovnen ved grillfunktion ind til de er sprøde. Hold øje! Lad dem køle af på en rist. Bland dressingen sammen og rør laks og blegselleri med. Anret på salaten og "drys" med rugbrødsskiver og dild.








fredag den 11. januar 2013

Tagliatelle med gorgonzola, spinat, valnøddekerner og sprød parmaskinke

Jeg havde en gorgonzola-rest i køleskabet, som kom til sin fulde ret i en pastaret med spinat og fløde toppet med valnøddekerner og sprød parmaskinke.

Tagliatelle med gorgonzola, spinat, valnøddekerner og sprød parmaskinke



Til 2 personer:
1 pakke frisk pasta
4 skiver parmaskinke
En håndfuld valnøddekerner
1 alm. løg eller 2 skalotteløg, hakket
2 fed hvidløg, presset
Lidt olivenolie
100 g gorgonzola
1 dl fløde
1 stor pose frisk spinat
Revet muskatnød
Salt og peber

Kom parmaskinke på en bageplade med bagepapir og sæt i ovnen ved 180 grader ind til det bliver sprødt. Hold øje! Svits løg og hvidløg i olivenolie. Vask spinaten og kom i gryden til løgene. Vær opmærksom på, at spinaten falder meget sammen, så du skal bruge mere end du lige regner med. Når spinaten er "faldet sammen" tilsættes gorgonzola-osten. og fløden. Smag til med salt og peber og muskatnød. Kog pastaen efter anvisning på pakken og vend den i saucen til sidst. Anret på tallerken og knus parmaskinken i mindre stykker udover. Drys med hakkede valnødder.




mandag den 10. december 2012

Ostescones med fuldkorn

Say cheese!! Disse vidunderlige scones er proppet med lækker ost og er et perfekt lille mellemmåltid på en kold eftermiddag. Opskriften stammer fra en af min mors gamle kogebøger, der hedder "Cranks", og jeg kan tydeligt huske, da jeg var lille og min mor bagte dem. De smager allerbedst med smør, sennep og brøndkarse!

Ostescones med fuldkorn




450 g 100 % fuldkornsmel
1 tsk havsalt
15 g gær
1 tsk sukker
3-4 dl vand
1 pisket æg
275 g revet cheddarost

Bland mel og salt. Rør gær og sukker i en lille skål med 1,5 dl lunkent vand. Lad det så lunt til det skummer. Hæld gæren op i melet og tilsæt gradvis resten af vandet. Bland det godt i en røremaskine sammen med ægget. Lad det hæve i ca. 20 min. Rul så dejen ud på en let melet overflade til et rektangel. 1/3 af osten drysses på det midterste stykke. Fold venstre stykke indover og drys halvdelen af osten på overfladen. Til sidst foldes højre side indover. Rul med en kagerulle, så dejen presses sammen med osten. Stik scones'ne ud med et glas, pensl dem med lidt mælk og drys resten af osten henover. Fold og rul dejresterne, så det hele bliver brugt. Bag dem i 25 min i en 200 grader varm ovn.