torsdag den 28. juni 2012

Klassisk daiquiri: Cocktail af lime, rom og flormelis

Hvis du kan lide syrlige drinks og lime, er det her et godt bud på en forfriskende sommercocktail. Denne cocktail er den oprindelige daiquiri, og de drinks vi i dag forbinder med daiquri er en videreudvikling af denne cocktail. Det er svært at angive mængder af ingredienserne, for det er meget forskelligt, om man synes den skal være sødere, stærkere eller mere sur; så prøv dig frem med en shaker, hvori du ryster lys rom, limesaft og lidt flormelis med isterninger. Det kan i øvrigt betale sig at købe en god rom, da den er en af hovedingredienserne i cocktailen.
Jeg brugte ca. 5 cl lys rom, 1-2 cl frisk lime saft 1-2 cl flormelis og et par isterninger i shakeren. 


tirsdag den 26. juni 2012

Laksesticks med blå birkes og parmaskinke

Mine forældre inviterede til Sankt Hans fest på Fyn i weekenden, og vi serverede asiatisk mad, bl.a. disse lækre laksesticks, som vi dyppede i aïoli (hjemmelavet hvidløgsmayonaise). De smagte fantastisk og var også et stort hit blandt gæsterne. Efter maden gik vi ned på stranden for at se bål og synge midsommervisen. Jeg håber, at I også havde en festlig og hyggelig Sankt Hans med god mad og sommerfornemmelser. Jeg kan næsten ikke vente til på fredag, hvor jeg skal til den sidste eksamen inden sommerferien!

Laksesticks med blå birkes og parmaskinke



Træspyd (lægges i blød i vand et par timer inden, for at de ikke brænder ved grilning)
Laks, ca. 2-3 spyd pr. mand (fjern skindet og skær i tern) 
Parmaskinke
Blå birkes

Laksetern dyppes i birkes. Parmaskinke klippes i lange stykker, der vikles om lakseternene, og disse sættes på træspyd med ca. 2 på hver.
Grill (helst på grill, men hvis man er mange eller det regner, kan det også gøres i ovnen med sølvpapir som underlag) spydene i kort tid - skinken skal blot være lidt gylden i kanterne.

Server aïoli til de varme laksesticks!

mandag den 25. juni 2012

Danske jordbær med fløde

En klassisk, sommerlig, dansk og simpel dessert - eller en lækker morgenmad måske? Skyl jordbær, halvér dem og hæld kold fløde udover. Drys med sukker, hvis det er nødvendigt..


lørdag den 23. juni 2012

Tournedos Rossini

Tournedos Rossini er en ret opkaldt efter Gioachino Rossini. Rossini var en italiensk komponist i 1800-tallet, og fordi han var en livsnyder og et luksusdyr af dimensioner, blev denne hovedret skabt til ham - HURRA for det! Min udgave er ikke fuldendt, idet en rigtig tournedos rossini kræver friskrevet trøffel og desuden et brioche brød under sig. Økonomien rakte i denne omgang "kun" til oksemørbrad-tournedoser og foie gras fra Torvehallerne. Jeg serverede smørristede brune svampe, nye kartofler og frisk timian til. Jeg har tidligere spist denne ret på restauranter i Frankrig og har været ved at falde ned af stolen af mæthed og ikke mindst tilfredshed. Denne ret ligger på min top 5 over livretter..


Jeg lavede ikke retten efter nogen opskrift, så måske er det en fejl at kalde det her en opskrift på Tournedos Rossini. Lad os i stedet kalde den Tournedos Marengs...

Tournedos Rossini/Marengs



1 oksemørbradtournedos pr. mand
1 stykke foie gras pr. mand
Nogle svampe/champignoner (eller måske endda lidt trøffel...)
Frisk timian
Nye kartofler
Smør
Salt/peber

Kog kartoflerne, vask og skær svampene. Steg svampene i smør med timian. Tag dem af og svits kødet et par minutter på hver side. Til sidst steges foie grasen lidt på hver side (så den får stegeskorpe, men stadig er blød indeni). Anret kødet ovenpå svampene og læg foie grasen ovenpå. Hæld resten af foie gras-fedtet fra panden udover som sauce og server kartoflerne ved siden. 

torsdag den 21. juni 2012

Og vinderen er....

Sikke nogle fine forslag, der kom i anledning af fødselsdagskonkurrencen! Jeg har lyst til at sende gaver afsted til jer alle sammen, men må jo desværre trække lod. 

Vinderen af Fødselsdagskonkurrencen er: Marianne! Hurra og stort tillykke. Jeg sender en mail direkte til dig, og når jeg har fået din adresse, sender jeg fødselsdagsgaven afsted med posten! 



mandag den 18. juni 2012

Artiskokker

Artiskokker er både dekorative og smager dejligt. Man koger dem i vand i 25-45 minutter afhængig af størrelsen. Du kan vurdere, om artiskokken er færdig ved at prøve at hive et af bladene af. Hvis den er mør (og færdig) er bladene lette at hive af. Spis spidsen af bladet ("roden"), som skrabes af med tænderne. Det bedste er artiskokhjertet, som man når ind til allersidst. De små hår, man når frem til skæres af og så kan man spise det, der er tilbage. Servér med noget godt smør og havsalt.


HUSK at du stadig kan være med i fødselsdagskonkurrencen, hvor du kan vinde lækre præmier. Se hvordan i det tidligere indlæg på bloggen!






lørdag den 16. juni 2012

FØDSELSDAGSKONKURRENCE

I dag har bloggen eksisteret et år, og Ida Marengs er i gavehumør! Derfor udlodder jeg en fødselsdagsgave, som DU kan vinde!


Gaven du kan vinde består af 3 dele, nemlig:
- 2x185 g mandelmel, jeg har importeret fra Frankrig
- et forklæde i flot farve og god kvalitet fra Bastian
- et par grydelapper i flotte farver fra Bastian


Kan du gætte hvad jeg har i tankerne? Jeg tænker på nogle lækre, hjemmelavede macarons (hvor mandelmel jo som bekendt er hovedingrediensen), en rabarbercrumble lavet på mandelmel eller noget helt tredje. 






Det eneste du skal gøre for at vinde disse fantastiske gaver er at like Ida Marengs på Facebook her: http://www.facebook.com/pages/Ida-Marengs/195442890507217
og derefter skrive en kommentar i kommentarfeltet, hvor du skriver, hvad du vil bruge mandelmelet til. OBS! Husk at angive din e-mail-adresse, så jeg kan skrive tilbage. 
Jeg trækker lod i starten af næste uge, og så sender jeg gaverne til vinderen i en lille pakke med posten. 
God fornøjelse og god weekend!! :-)



fredag den 15. juni 2012

Grape-carpaccio med lime, koriander og kokos + overraskelse

Denne salat - eller citruscarpaccio - minder lidt om en pomelo-salat, jeg før har skrevet om på bloggen, men nu får I inspiration til en lidt anderledes version. Salaten egner sig særlig godt til asiatisk mad.

PS. Ida Marengs har imorgen eksisteret i 1 år, så i anledning af fødselsdagen vil der være en spændende konkurrence imorgen, du kan deltage i og vinde en meget lækker præmie, men meget mere om det imorgen - glæd dig!

Grape-carpaccio med lime, koriander og kokos



2 grapefrugter
Limesaft fra 1 lime
Kokos - frisk revet kokos er selvfølgelig at foretrække, men kokosmel går også an
Lidt peanuts
Frisk koriander

Skær skrællen af frugterne og skær dem i tynde skiver. Pres lidt limesaft udover og drys med kokos, peanuts og koriander.

torsdag den 14. juni 2012

Asiatiske kyllingefrikadeller

Her får du lidt inspiration til hverdagsaftensmaden, hvis du er løbet lidt tør for idéer. Kyllingefrikadellerne er sunde og billige at lave. Jeg serverede dem med en peanutbutterdip, som jeg før har skrevet om her på bloggen i forbindelse med hjemmelavede forårsruller.

Asiatiske kyllingefrikadeller





400 g hakket kyllingekød
5-6 forårsløg, hakket
1 spsk hakket frisk koriander
Saft og skal af 1 lime
1/2-1 rød chili, hakket
2 æg
1 spsk frisk, revet ingefær
1 spsk fiskesauce
2 spsk soya
3-4 spsk hvedemel
Olie til at stege i - helst smagsneutral

Pisk farsen sammen af alle ingredienserne og steg dellerne - som du former med din hule hånd og en ske - på en varm pande med lidt olie.  

Peanutbutterdip røres af peanutbutter, 1 spsk fiskesauce, 1 spsk soya, lime (saft og skal) og sweet chili sauce.

onsdag den 13. juni 2012

Flødekarameller med havsalt

I mandags havde jeg besluttet mig for at cykle til Karamelleriet i Jægersborggade på Nørrebro for at købe nogle lækre karameller, som jeg kunne hygge mig med til eksamenslæsningen. Da jeg kom derhen fandt jeg til min store skuffelse ud af, at Karamelleriet har lukket om mandagen. Min lyst til karameller blev imidlertid ikke standset, så jeg besluttede mig for at koge karamellen selv og fandt på at røre lidt saltflager i til sidst, for selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, udgør karamel og salt et utroligt godt makkerpar.

Flødekarameller med havsalt


1/5 liter piskefløde
100 g glukosesirup
250 g sukker
Saltflager, fx. Maldon Sea Salt

Kog alle ingredienser bortset fra salt i en tykbundet gryde. Skru ned for varmen og lad karamellen småkoge i en lille times tid, hvor du rører i den engang imellem. Karamellen skal være gyldenbrun og så tyk, at den slipper grydens bund, når du rører rundt. Rør 2 tsk salt i lige inden den er færdig og hæld karamellen i et fad smurt med neutral olie. Lad karamellen køle af før du skærer den i tern og pakker den ind i små stykker bagepapir.

tirsdag den 12. juni 2012

Bruschetta med hokaidogræskar, chili og hytteost

I forlængelse af hytteostarrangementet med Arla deltog jeg i en konkurrence for bloggere, hvor man skulle sammensætte en 3-retters menu. Jeg vandt desværre ikke og kan derfor nu offentliggøre min version på bloggen. Heldigvis har Arla lovet at sende nogle trøstepræmier til os andre. Her får du opskriften på den første ret i min menu:



Bruschetta med hokaidogræskar, chili og hytteost

4 skiver lyst brød
1 skalotteløg
½ rød chili
1 hvidløg
Indmaden af ½ hokaido-græskar
3 spsk olivenolie
4 spsk hytteost
Salt og peber
Frisk timian
Evt. lidt rucola i bunden




Tænd ovnen på 200 grader. Hak skalotteløg, chili og hvidløg fint. Skær hokaidogræskar i tern på størrelse med små terninger.  Bland ovenstående sammen med hytteost, olivenolie og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. mere chili eller hvidløg, hvis du synes. Fordel blandingen på brødene og bag disse i ovnen i ca. 20 min. Hold øje med dem til sidst, så de ikke brænder på. Anret bruschetta på lidt rucola, du har skyllet, med frisk timian på toppen.





lørdag den 9. juni 2012

Bagte rodfrugter med Urtekrams krydderimix

Jeg beklager fotokvaliteten på bloggen for øjeblikket, men jeg har nogle problemer med mit kamera. Derfor må I nøjes med iPhone-billeder for tiden, men det håber jeg er ok. 


For nogle dage siden var jeg så heldig at få sendt nogle nye krydderiblandinger fra Urtekram - et mærke jeg i øvrigt ofte tyer til, når jeg køber krydderier. Den første krydderiblanding afprøvede jeg den anden dag på rodfrugter, inden de blev bagt i ovnen, og resultatet var rigtig godt! Mange færdigblandinger (herunder pulverkager eller pulverkartoffelmos) man kan købe i supermarkeder, viger jeg automatisk uden om, men når det kommer til krydderiblandinger, er jeg en stor tilhænger! Krydderier er dyrere, end man lige tror, og det kan være vanskeligt at sammensætte de helt rigtige. Med de nye krydderiblandinger hjælper Urtekram på vej i krydderijunglen og har på forhånd blandet nogle af de lækreste smagsnuancer sammen, så det er lettere, billigere og sjovere at pimpe f.eks. de traditionelle bagte rodfrugter op. Jeg har fået fire forskellige slags, men i første omgang afslører jeg kun én af dem, nemlig rodfrugtskrydderiet, der indeholder en blanding af bl.a. ramsløg, timian og citron. De kommende dage vil jeg afprøve de tre andre, så følg med på bloggen!



fredag den 8. juni 2012

Rabarbertærte

Min moster lavede den skønneste rabarbertærte af rabarber fra egen have. Opskriften er gået gennem generationer i min familie og er efter min mening den bedste rabarbertærte, man kan finde.


Rabarbertærte






Kompot:
1/2 kg friske rabarber
150 g sukker
Korn af 1 vanillestang

Dej: 
275 g mel
225 g smør
2 æggeblommer
4-5 spsk sukker
2 spsk vand eller fløde

Snit de skyllede rabarber i tændstiklange stykker. Kom dem i en gryde med sukker og vanille, opvarm dem meget langsomt, så sukkeret når at smelte samtidig med, at at der dannes lage - må ikke koge. Tag gryden af varmen, når rabarberne er møre og lad stykkerne afkøle i lagen. 
Til dejen hakkes smørret i melet. Tilsæt æggeblommer, sukker og vand/fløde. Ælt dejen let sammen og lad den evt. hvile holdt en halv times tid. Rul dejen ud eller form den direkte i en smurt kage/tærteform. Prik dejen med en gaffel og bag den i 20-25 minutter ved 225 grader. Lad tærten køle af. Lad rabarberne dryppe af og kom dem i tærtebunden. Servér tærten med creme fraiche. 

torsdag den 7. juni 2012

Knækbrød med ost og soltørrede tomater

Her får du opskriften på verdens bedste knækbrød. Opskriften kommer fra Gertie, min venindes mor, jeg før har nævnt her på bloggen i forbindelse med en rugbrødsopskrift. Knækbrødet smager af rigtig meget og er en god eftermiddagssnack til den lille sult eller som tilbehør til ost.

Knækbrød med ost og soltørrede tomater









1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 dl hvedemel evt. grovmel
2 dl vand
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
175 g revet ost (evt. gouda eller primadonna)
Et glas soltørrede tomater skåret i små stykker
1/2 dl olie fra glasset med tomater (evt. smagsneutral olie)

Bland det hele sammen og rul dejen ud mellem to stykker bagepapir på en bageplade. Rids med en kniv, så du kan knække, når de er bagt. Bag ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 10 min. Hold øje med knækbrødet imens det bager, det skal være lidt gyldent i kanten, når det er færdigt. Lad det køle af på en rist.



mandag den 4. juni 2012

Blåbær dyppet i hvid chokolade og lakrids

Jeg elsker kombinationen af chokolade og lakrids, selvom det er lidt utraditionelt. Min mor fandt på at dyppe friske (lidt våde) blåbær i lakridspulver og derefter dyppe dem i smeltet, hvid chokolade. Det tog sin tid, men hver en bid var det hele værd! Vores ambition var at lave så mange, så vi kunne servere dem til kaffen til min lillebrors konfirmation, men heldigvis havde min mor sørget for nogle macarons også, så vi gav op halvvejs og spiste blåbærerne på morgenmaden i stedet. Men et blåbær eller to nåede gæsterne da at smage, og vi der lavede dem nåede at spise et par stykker, mens vi var igang. Eller måske var det lidt flere....