tirsdag den 5. marts 2013

Æbletærte

I Frankrig lavede jeg denne super nemme æbletærte med butterdejsbund og karamelliseret overflade. Før har jeg lavet en mangotærte, der mindede meget om, så opskriften er nærmest den samme, bare med æbler.

Æbletærte



2 æbler - ikke for søde
1 færdiglavet butterdej (helst lavet på smør)
40-50 g rørsukker (afhængigt af hvor surt/sødt æblet er)
80 g smør
Creme fraiche til servering

Vask æblerne og fjern kernehus. Skær æblerne i meget tynde både og fordel dem i cirkler på tærtedejen, som placeres på en bageplade med bagepapir. Drys sukkeret udover og fordel små smørklatter over det hele. Sæt i ovnen ved 200 grader ind til tærten bliver gylden i kanten. (Ca. 45 min.)
Server et stykke tærte med creme fraiche til.

mandag den 4. marts 2013

Stegt foie gras med salat af ribs, æble og fennikel og balsamico

Vi fik denne lækre forret for lidt over en uge siden i Frankrig. Salaten, der var sprød, sød og syrlig, passede helt fantastisk til den fede foie gras. 

Stegt foie gras med salat af ribs, æble og fennikel og balsamico


Til 4 personer:
1 skive foie gras pr. mand - skal skæres i skiver af en tommelfingers tykkelse
1 æble
1/2 fennikel
En lille håndfuld ribs
Balsamicoglaze
Salt/peber

Vask og skær fennikel og æble i små tern. Bland sammen med vaskede ribs og anret salaten på fire tallerkener. Steg foie gras få minutter på begge sider på en meget varm (og tør) pande. Anret foie gras-stykkerne på salaten og hæld lidt balsamicoglaze udover i en tynd stråle. Drys med salt og peber og servér straks!



søndag den 3. marts 2013

Salat med radiser, rucola og pomelo

Jeg har en pomelo-periode lige i øjeblikket. Det betyder, at der næsten altid ryger en pomelo i indkøbskurven, når jeg er ude og købe ind. Jeg er helt vild med den! Forleden dag kom den i en lækker, simpel salat:

Salat med radiser, rucola og pomelo



En bakke rucola, skyllet
1 håndfuld radiser, skyllet
1 pomelo

Efter min mening behøver salaten ikke nogen dressing, da pomeloen er saftig, men hvis du føler for det, kan du jo altid tilføje en olie/eddike-dressing.

Kom den skyllede salat i en skål, skær radiserne tyndt og tilføj også dem. Pil pomeloen og bræk den i mindre stykker. Fordel i salaten og servér.

lørdag den 2. marts 2013

Små hapsere med flødeostcreme og soltørrede tomater

Det er altid hyggeligt med lidt fingermad inden det rigtige måltid. Her er et godt bud på, hvordan du nemt og hurtigt kan byde dine gæster på en lille snack, der er lidt sjovere end peanuts.

Små hapsere med flødeostcreme og soltørrede tomater


20 små kiks
100 g flødeost
1 håndfuld hakket persille
Saft og skal af 1/2 citron
Salt og peber
10 soltørrede tomater

Bland flødeostcremen af flødeost, persille, citron og salt/peber. Fordel på kiksene. Halver de soltørrede tomater og anret oven på cremen.