Viser opslag med etiketten morgenmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten morgenmad. Vis alle opslag

fredag den 30. november 2012

Müsli uden sukker

Jeg er pludselig blevet stor fan af speltflager. Speltflagerne tager sig især godt ud i en hjemmeblandet müsli - helt uden sukker! De tørrede abrikoser tager tjansen i stedet for sukkeret og gør müslien lækker og smagfuld sammen med alle de andre lækre kerner og nødder. Det er nemt at blande sin egen müsli, og det er dejligt at kunne sammensætte alle sine yndlingsingredienser. Her får du min version:

Müsli uden sukker



Blandingen består af:
Speltflager
Hasselnødder
Hørfrø
Tørrede abrikoser - skåret i mindre stykker
Græskarkerner

fredag den 6. juli 2012

Min morgenmad: Havregrød med æbletern og kanelsukker

Her får du et forslag til en let og simpel morgenmadsspise. Jeg opdagede i morges, at jeg hverken havde yoghurt eller mælk, så jeg måtte finde på noget andet, for det øser ned udenfor, og jeg havde ikke lyst til at trodse vejret for at hente en liter mælk. Det blev til:


Havregrød drysset med æbletern og kanelsukker

Til en person:
1 dl havregryn
2 dl vand
Et nip salt
Kanelsukker
Et vasket æble skåret i små tern

Hæld havregryn og vand i gryden og tænd for høj varme. Rør hele tiden i gryden, drys med et nip salt og tag gryden af, når du synes, grøden er tyk nok. Jeg kan godt lide den lidt mere flydende end mange andre - men det er jo op til dig. Hæld havregrøden i en skål og drys med æbletern og kanelsukker. God morgen!

onsdag den 25. april 2012

French toasts / Arme riddere med jordbær og kanelsukker

Midt i al eksamenslæsningen/skrivningen er jeg taget et smut til Fyn, hvor mine forældre bor. Min mor stod tidligt op i morges og lavede french toasts til min lillebror og jeg. Igår købte vi jordbær på det lokale marked, og de blev skåret ud og lagt oven på de arme riddere, som også blev drysset med kanelsukker. Så var de arme riddere ikke så arme alligevel.

French toasts / Arme riddere med jordbær og kanelsukker


Til 2 personer:
4 skiver (daggammelt) lyst brød
3 piskede æg
En klat smør til stegning
Sukker og kanel
Jordbær skåret i skiver

Dyp brødet i de piskede æg og steg dem på en varm pande på begge sider med lidt smør. De skal helst være sprøde og gyldne udenpå og bløde indeni. 
Drys kanelsukker på og server med jordbær.




torsdag den 5. april 2012

GRØD i Jægersborggade

I går spiste jeg froskostgrød med min søde veninde på Jægersborggade på Nørrebro. Vi nød den lækre grød i den ydmyg lille café, hvor man tydeligt kunne mærke, at der blev arbejdet på livet løs for at servicere gæsterne, som strømmede ind. GRØD serverer både morgenmad i form af diverse havre-, byg og 3-kornsgrøde, men har også lækre risottoer og dessertgrøde. Min veninde fik en 3-kornsgrød med gulerodssaft, rosiner, æbler, ristede hørfrø og ingefærsirup, mens jeg fik en risotto med vesterhavsost, frisk æble og timian. Priserne er meget rimelige, men portionerne også lidt små. Derfor delte vi en  pæregrød med vaniljeflødeskumsskyr, brændenældesirup, ristede mandler og mørk chokolade til dessert, og så var maverne yderst tilfredse! 

GRØD








lørdag den 31. marts 2012

Scrambled eggs med parmaskinke

Nu har jeg endelig ferie, og det blev i morges fejret med scrambled eggs og parmaskinke. Parmaskinken er et godt alternativ til den fede bacon.

Scrambled eggs og parmaskinke


Det er meget simpelt: pisk ca. 4 æg pr. mand med salt og peber og vend på en varm pande, til konsistensen bliver som på billedet. Parmaskinke i skiver (ca. 2 pr. mand) varmes i ovnen ved 180 grader, til det bliver sprødt. Hvis du har purløg, så klip en lille smule af og drys ovenpå.


fredag den 23. marts 2012

En lille frugtsalat

Jeg spiste frugtsalat forleden morgen. Den passede perfekt til solskinnet og mit gode humør den dag. Man kan købe to mangoer for 15 kr. i grønthandlere på Nørrebro, så det behøver ikke engang at være en dyr fornøjelse. Det bedste af det hele er at bide det sidste frugt af kernen på mangoen, når man har skåret den ud. Mmmm!

Frugtsalat


Skyl frugten og skær den ud i tern. Jeg har brugt kiwi, jordbær og mango her, men man kan jo bruge hvad som helst. 

mandag den 12. marts 2012

Smoothie med kiwi, æble og banan

Endnu et vitaminboost, som smager af sol og sommer. Drik smoothien til morgenmaden, så har du allerede fået den frugt, du helst skal spise på en dag!


Smoothie med kiwi, æble og banan




Til et glas:
2 kiwier
1 banan
1 glas presset æblemost (brug evt. juice/most, der allerede er presset; jeg brugte en koldpresset æblemost, jeg havde i køleskabet)
1 lille skvæt olivenolie (hjælper på optagelsen af vitaminerne)
3 isterninger

Blend alle ingredienserne sammen med en stavblender.

torsdag den 1. marts 2012

Smoothie med banan, ingefær og appelsin

Det gælder om at booste sig selv med vitaminer i de her dage, hvor man næsten kan være sikker på, at der er mange baktusser i luften. Det kan du gøre med en lækker smoothie, som du kan lave af 3 appelsiner, 1 banan, 1 spsk friskrevet ingefær og et par isterninger. Blend saften af 2 appelsiner, kød og saft af 1 appelsin, bananen, ingefær og isterninger i en blender, evt. stavblender, og server i et glas med sugerør. Mmmm!

Smoothie med banan, ingefær og appelsin



onsdag den 29. februar 2012

Fuldkornsstykker med mel fra Amo

Jeg blev inviteret til en bageworkshop i anledning af lancering af 3 nye nordiske meltyper hos Amo. Jeg blev desværre syg, men var så heldig at modtage melet og tilhørende opskrifter alligevel, så jeg kunne eksperimentere og afprøve herhjemme i stedet. Amo har udvalgt to kornsorter, Vinjett, som er en vårhvedesort, og som fås som både hvede- og fuldkornsmel, og Evolo, som er en rugsort og fås som fuldkornsmel. Det kan altid være svært at bage brød, men Amo har nogle gode råd til et godt resultat:


- Brug mel med et højt proteinindhold, gerne over 12.
- Brug max. 10 g gær pr. liter væske - det sikrer, at de forskellige meltypers smag kommer bedre frem.
- Ælt grundigt og længe - det giver et lækrere og luftigere brød.
- Lad dejen kold- eller langtidshæve - det giver en bedre smag og en bedre skorpe.
- Dæk dejen til med et viskestykke eller et lag film under hævning - det bevarer fugten i dejen.
- Investér i en bagesten til din ovn. Når du bager brødet på en bagesten, opnår du samme effekt, som hvis    du bagte i en gammeldags stenovn.
- Varm ovnen op med en bradepande i bunden. Når du sætter brødet ind, hælder du samtidig ca. 1 dl vand i bradepanden. Brødet får derved en sprødere skorpe med en flot krakelering.
- Brug surdej - surdej giver brødet en dejlig kompleks smag og kan anvendes til andre brødtyper end rugbrød.







Jeg bagte nogle rigtig lækre fuldkornsstykker - se her hvordan!


Fuldkornsstykker




4,5 dl koldt vand
2 tsk salt
240 g Amo Vinjett Fuldkornsmel
210 g Amo Vinjett Hvedemel
90 g Evolo Fuldkornsmel af Rug
40 g sirup
0,5 dl solsikkekerner
25 g gær
1 spsk rapsolie

Sesamfrø og havsalt

Opløs gæren i det kolde vand. Tilsæt meltyperne, sirup, solsikkekerner, salt og olie. Ælt dejen på mellem hastighed i ca. 20 minutter. Lad dejen hæve, lunt og tildækket, 1,5 time. Fold dejen 2-3 gange i skålen i løbet af hævetiden og lad den herefter hæve endnu 0,5 time. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, drys med Vinjett fuldkornsmel og sesamfrøene. Del dejen i 4 stykker og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys med salt. Brødene skal bage i 15-20 min i en 250 grader varm ovn. (varmluft 230 grader) Efter 1 minuts bagning åbner du ovndøren og lader luften komme ind i 5 sekunder. Dette gentages efter 10 minutter.



søndag den 29. januar 2012

Smoothie med banan og peanutbutter

En alternativ smoothie, der er rigtig god, hvis man er lækkersulten og vil gå uden om sukkeret. 



Pr. glas:
1-2 bananer afhængig af størrelsen
Isterninger (5-6 stk.)
2-3 spsk peanutbutter
Mælk

Blend alle ingredienserne sammen med en stavblender eller i en almindelig blender. Start med lidt mælk og spæd til indtil du synes, din smoothie har den rigtige konsistens.

lørdag den 21. januar 2012

(Snyde)croissanter med nougat

Der er ikke noget bedre end at vågne op til friskbagte croissanter. Eller jo; at vågne op til friskbagte croissanter med nougat! Jeg havde lidt nougat tilovers fra decembermåneden, og den gjorde sig godt i disse lækre croissanter, som blev lavet med lidt snyd. Se her hvordan!






Den fine, lille bøtte croissanter kan både købes i Netto og Føtex (og sandsynligvis også andre supermarkeder) til omkring 16 kr. Gør som anvist på pakken og fyld croissanterne med små stykker nougat (eller chokolade, marcipan, marmelade, kanelsukker etc.). De skal ca. have 15 min. i en 200 grader varm ovn.

lørdag den 14. januar 2012

Amerikanske bananpandekager med passionsfrugtsmør

Så bliver det bare ikke bedre! Man kan jo altid bilde sig selv ind, at det er ok, når nu der er frugt i både pandekagerne og smøren, hvis man har dårlig samvittighed over de mange kalorier. De er dog bestemt alle kalorierne værd, hvis I spørger mig!


Amerikanske bananpandekager med passionsfrugtsmør



Til ca. 30 stk:

300 g mel
3 tsk bagepulver
3 spsk sukker
100 g smeltet smør
4 æg
5 dl kærnemælk
4 mosede bananer

8 passionsfrugter
200 g smør i tern

Bland smeltet smør, mælk og æg i en skål og mel, bagepulver og sukker i en anden. Bland det hele sammen og tilsæt banan. Sæt på køl. Indmaden i passionsfrugterne kommes i en kasserolle, og dette bringes hurtigt i kog. Skru ned og kom lidt efter lidt smørtern i kasserollen imens der røres, ind til det bliver til en creme. Sluk for blusset og lad det køle af, imens du steger pandekagerne på en pande med smør.





fredag den 24. juni 2011

Blåbærsmoothie

Under 2. Verdenskrig spiste britiske piloter mange blåbær for at fremme deres nattesyn. Det påstås nemlig, at blåbær ikke bare skulle være guf for munden, men også for øjnene. Her er et meget simpelt bud på, hvad du kan bruge dem til.


Blåbærsmoothie


   

Frosne blåbær
Mælk (Erstat lidt af mælken med fløde, hvis det er fredag..)
Et skvæt olivenolie (Så optager du vitaminerne bedre)
1 banan

 Blend evt. ingredienserne med en stavblender, så står du ikke med kæmpe blender-opvask bagefter, og så bliver det straks mere overskueligt at gå igang. Du kan faktisk næsten blende hvad som helst med. Du kunne jo evt. lave din egen lille "Kan det blendes?"-sketch..