lørdag den 31. marts 2012

Scrambled eggs med parmaskinke

Nu har jeg endelig ferie, og det blev i morges fejret med scrambled eggs og parmaskinke. Parmaskinken er et godt alternativ til den fede bacon.

Scrambled eggs og parmaskinke


Det er meget simpelt: pisk ca. 4 æg pr. mand med salt og peber og vend på en varm pande, til konsistensen bliver som på billedet. Parmaskinke i skiver (ca. 2 pr. mand) varmes i ovnen ved 180 grader, til det bliver sprødt. Hvis du har purløg, så klip en lille smule af og drys ovenpå.


fredag den 30. marts 2012

Pappardelle med tigerrejer og en flødesauce med safran, soltørrede tomater og citron

Hermed endnu en pastaret på bloggen - denne gang en lidt syndig udgave, men nu er det jo fredag...


Pappardelle med tigerrejer og safran-flødesauce


Til 2 personer:
Frisk pappardelle (eller en anden form for frisk pasta) - man er typisk 2 pers. om en pakke
1/4 l fløde
1 lille glas hvidvin
Saft og skal af en citron
1-2 fed hvidløg
Tigerrejer - kan købes på frost (ca. 8-9 rejer pr. mand)
2 knivspidse safran
Soltørrede tomater - en god håndfuld (semi-dried er de bedste)
Salt og peber
Friskhakket persille

Steg rejerne på panden i en sjat olivenolie i et par minutter, så de bliver lyserøde. I en gryde svitses et presset hvidløg (eller to) i lidt olivenolie eller en klat smør. Skru ned for varmen og tilsæt safran og hvidvin. Hæld derefter fløden på og giv den et opkog. Tilsæt rejer og soltørrede tomater og smag til med salt og peber. Kog pastaen i få minutter og hæld saucen henover. Drys til sidst med lidt persille og server!   




torsdag den 29. marts 2012

Hjemmelavet lakridsis med hvid chokolade og passionsfrugtcoulis

Jeg har været så heldig at låne min mosters italienske ismaskine. Den er lidt retro, helt fantastisk og så fylder den halvdelen af mit køkken - so ein Ding muss ich auch haben!
I går forsøgte jeg mig med en lakridsis med hakket, hvid chokolade, og så lavede jeg en passionsfrugtcoulis til isen, som er en slags blanding af en frugtsirup og syltetøj. Jeg glæder mig til at eksperimentere videre i køkkenet med ismaskinen de næste par dage, især nu hvor vejret byder på en masse solskin.

 Først en masse billeder af mit projekt - opskrifterne findes længere nede!















Is:
3 æggeblommer
125 g sukker
1/2 liter fløde
25 g lakridspulver (jeg brugte en blanding af Johan Bülows Lakridspulver og Urtekrams Lakridsrodspulver)
100 g hakket, hvid chokolade

Pisk æggeblommer og sukker til en luftig æggesnaps og bland herefter lakridspulveret i. Pisk fløden til flødeskum og vend den over i æggesnapsen med en dejskraber, så massen bevarer luftigheden. Bland hakket hvid chokolade i og kør isen på ismaskinen. Jeg kørte isen i ca. 1/2 time - nogen gange skal den have mere, men hold øje med din is, så den ikke bliver krystalliseret. Isen smager bedst på dagen, men kan selvfølgelig sagtens fryses og spises de næste par dage også. 


Coulis:
Frugtkødet fra 6 passionsfrugter
1/2 kop sukker (ca. samme mængde som frugtkødet)
Saft og skal af 1 citron

Kom alle ingredienserne i en gryde og lad det hele koge op under konstant omrøring. Lad det koge i ca. 3 min. Lad det køle af.

Server isen med lidt coulis ovenpå. 



onsdag den 28. marts 2012

Salat med radiser, selleri, appelsin og iceberg

Først og fremmest vil jeg lige opfordre jer, kære læsere, til at give min Facebook-side et like, for det ville være en kæmpe stor hjælp! :-) Det kan I gøre nemt og hurtigt her: http://www.facebook.com/pages/Ida-Marengs/195442890507217?__adt=8

Hvis du mangler inspiration til hverdagens salater er her et godt bud på en smuk og sprød forårssalat. Appelsinen gør det ud for dressingen, så salaten kan nemt gemmes til næste dag, når den nu ikke er plasket til med olie eller andet.

Forårssalat


1 iceberg-salathoved - skyllet og skåret i tynde strimler
4 selleristilke - skyllet og skåret i skiver
En håndfuld radiser - skyllet og skåret i små stykker
1 appelsin - skrallet og skåret i små stykker

Fordel salat, selleri, radiser og appelsin i en skål eller et salatfad.

tirsdag den 27. marts 2012

Brownie med Lindt chokolade

Som en heldig madblogger og chokoladeelsker modtog jeg nogle pakker lækker mørk Excellence chokolade fra Lindt med posten, og jeg besluttede mig hurtigt for, at det skulle bruges til en brownie. Lindt lancerer en ny slags 70 % chokolade, som er mere mild end den originale for de lidt sartere munde. Denne brownie indeholder hovedsagligt chokolade (70 %), så man kan rigtig smage de gode løjer.


Brownie


300 g hakket Lind Excellence 70 % chokolade
75 g smør
3 æg
50 g sukker
1 tsk vanillesukker eller kornene af en vanillestang
1/2 tsk salt
120 g mel
150 g hakkede valnødder

Forvarm ovnen til 180 grader. Smør en 20x20 cm bradepande. Smelt forsigtigt den hakkede chokolade og smørret over et vandbad. Rør hele tiden. Tag den smeltede blanding af varmen og lad den køle lidt af. Du kan også smelte smør og chokolade ved lav temperatur i mikroovnen, men pas endelig på det ikke får for meget. Pisk æg, sukker og vanille og salt godt sammen. Tilsæt den smeltede chokolade og pisk det godt sammen. Tilsæt mel og hakkede valnødder og bland til det bliver en ensartet masse. Hæld dejen i den forberedte bradepande. Bag kagen i højst 20 minutter og IKKE mere - så bliver den tør.







søndag den 25. marts 2012

Søndags-dip nr. 4 - Guacamole

Hvis du skulle være i tvivl om, hvordan man udtaler ordet guacamole, får du her en lille hjælp: 


http://www.youtube.com/watch?v=vM_sn-VzDXk


I en typisk opskrift på guacamole skal der creme-fraiche i, men hvis det skal være rigtig godt, bør man undlade dette, for i virkeligheden bliver det kun føjet til for at spare på de fine avocadoer, og det ville da være en skam - især nu hvor det er søndag, og solen skinner.



Til portionen ovenfor har jeg brugt:

6 modne avocadoer uden skal og sten
Saften af 1,5 citron eller lime
4 fed hvidløg, finthakket
1 halv frisk chili, finthakket
3-4 spsk olivenolie
Evt. frisk koriander
Salt og peber

Blend det hele med en stavblender - hvis du ikke ejer sådan én, kan du sagtens mose med en hel almindelig gaffel.

lørdag den 24. marts 2012

Marcipan-knuder med kanel

Jeg blev så glad forleden dag, da solen skinnede, og jeg kom hjem og opdagede, at Odense Marcipan havde været så søde at sende mig en påskehilsen med et halvt kilo marcipan, nougat og mørk chokolade. Jeg gik straks igang med at bage disse marcipan-knuder med kanel, som efter min mening er en Rolls-Royce udgave af kanelsnegle.

Marcipan-knuder med kanel


14-16 stk.

50 g gær
2 dl mælk
1 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. salt
2 spsk. sukker
1 æg
100 g smør
Ca. 450 g mel

100 g smør
100 g sukker
2 tsk. stødt kanel
100 g ODENSE Ren Rå Marcipan
Evt. sammenpisket æg til pensling

Rær gæren ud i lun mælk. Tilsæt kardemomme, salt, sukker og æg og rør det godt sammen. Smuldr smørret i halvdelen af melet og rør det i gærblandingen. Tilsæt resten af melet lidt af gangen og ælt dejen rigtig grundigt igennem. Brug med fordel en røremaskine og ælt dejen i mindst 5 min. Lad dejen hæve en times tid eller mere.

Rør smør, sukker, kanel og marcipan sammen til en blød og cremet remonce. Slå dejen ned og rul den ud til en stor firkant. Smør remoncen på halvdelen af dejen på den lange led og fold den anden halvdel hen over. Skær den i strimler 2-3 cm brede og sno dem til en spiral. Drej spiralen som en snegl og slå en knude til sidst. Lad dem hæve på en bageplade med bagepapir i 45 min. og bag dem i ca. 15 min. ved 200 grader. Server dem lune og frys evt. resten ned.









fredag den 23. marts 2012

En lille frugtsalat

Jeg spiste frugtsalat forleden morgen. Den passede perfekt til solskinnet og mit gode humør den dag. Man kan købe to mangoer for 15 kr. i grønthandlere på Nørrebro, så det behøver ikke engang at være en dyr fornøjelse. Det bedste af det hele er at bide det sidste frugt af kernen på mangoen, når man har skåret den ud. Mmmm!

Frugtsalat


Skyl frugten og skær den ud i tern. Jeg har brugt kiwi, jordbær og mango her, men man kan jo bruge hvad som helst. 

torsdag den 22. marts 2012

Hytteost-arrangement

I går aftes var jeg til et arrangement, Arla havde arrangeret for at skærpe opmærksomheden omkring hytteost. Det var en god aften, hvor der var sørget for det hele; to dygtige kokke fra Beta i Århus, et overdådigt udvalg af lækre råvarer og et professionelt køkken i Københavns Madhus i kødbyen. Vi snakkede og snackede hele aftenen og opdagede, at hytteosten ikke nødvendigvis kun skal spises på rugbrød. Vi blev introduceret til en masse alternative måder at tilberede osten på samtidig med, at vi selv fik lov at udfolde os på hytteost-legepladsen. 


Der vil løbende komme forskellige opskrifter på bloggen med hytteost, så I kan bare glæde jer!


Her er et par billeder af aftenens oplevelser og kreationer: