Viser opslag med etiketten Asiatisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asiatisk. Vis alle opslag

onsdag den 27. februar 2013

Dampet laks i asiatisk marinade med dampede rosenkål, porrer og koriander


Jeg har været så heldig at få besøg af selveste Hr. Dampovn i mit køkken i en periode. Miele har været så sød at låne mig vidunderet, så jeg kan få lov at eksperimentere med diverse dampretter derhjemme. Dampovnen fylder lidt meget på mit lille køkkenbord, når ismaskinen, røremaskinen og alle de andre ting også skal være der, men det er helt ok – jeg er nemlig allerede blevet nærmest afhængig af den! Laksesteaks er en klassiker – og i dampovnen er det en fornøjelse at tilberede fisk, for det er meget nemmere at ramme den helt rigtige tilberedning (lige mellem rå og gennemstegt). Her får du opskriften på en lækker lakse-dampret med et asiatisk twist og dampede grøntsager.

Dampet laks i asiatisk marinade med dampede rosenkål, porrer og koriander


Til 2 personer:
2 laksesteaks
1 porre
Ca. 15-16 rosenkål
Marinade:
½ rød chili, finthakket
1 spsk friskrevet ingefær
1 spsk soya
1 tsk fiskesauce
1 presset hvidløg
Saft af 1 lime

Frisk koriander

Bland alle ingredienserne til marinaden og lad laksen trække heri en time i køleskabet. Skyl imens porre og rosenkål og skær poren i skrå skiver. Anret laksen på et dampfad med grøntsagerne ved siden. Hæld lidt marinade udover laksen. Damp i dampovn ved 100 grader i 4 min. Anret på en tallerken og drys med frisk koriander.  


mandag den 15. oktober 2012

Ristaffel med svinemørbrad

Efter krydderikursus hos Urtekram har jeg virkelig fået lyst til at eksperimentere med alverdens krydderier. I denne omgang gik det udover karry, safran og spidskommen, som jo er essentielle krydderier i en ristaffel. Her får du min opskrift!

Ristaffel med svinemørbrad


Til 6 personer:

1 kg svinemørbrad
Olivenolie
3 fed hvidløg
1 løg
1 spsk karry
1 tsk spidskommen
Et drys safran
Salt, peber
5 dl vand
1 tsk Sambal Oelek
1 dåse kokosmælk
1 terning svinebouillon
2 dl piskefløde
Lys jævner

Tilbehør:
Lidt ketjap manis (sød soyasauce)
Banan i skiver
Tørret mango
Kokosmel
Ananas
Mangochutney

5 dl parboiled rice

Hak løg og hvidløg og svits dem i en gryde med lidt olie. Skær det værste fedt af svinemørbraden og skær i grove stykker. Tilsæt karry, sambak oelek og spidskommen og svits det med. Dernæst tilsættes kødet og vend rundt ind til kødets overflade er stegt. Hæld nu vand over og opløs bouillonterningen heri. Tilsæt kokosmælk og fløde og rør rundt. Kog op og jævn saucen. Læg låget på, kog ris og anret tilbehør i små skåle. Kødet skal være mørt og lækkert, når du serverer.




mandag den 17. september 2012

Mangolassi med lime

I Indonesien fik vi serveret mangolassi op til flere gange om dagen og nu har jeg forsøgt mig herhjemme. Af en eller anden grund smager en mangolassi bedst med en hvid strand eller rismarker i baggrunden, men den gik faktisk også an i mit køkken på Frederiksberg.

Mangolassi


Til to glas:
2 mangoer
Et par skefulde A38 eller Neutral yoghurt
Saft og evt. skal af 1 lime
4-5 isterninger

Blend det hele og server med sugerør i glas. Start med lidt yoghurt og is og føj så mere til efterfølgende. Man kan søde lassien med lidt agavesirup, hvis det er strengt nødvendigt, men jeg synes, mangoen gør det godt alene.

torsdag den 13. september 2012

Indonesien part 2.

Her får I anden omgang billeder fra min Indonesien-tur. Jeg har stadig lidt svært ved at vende mig til at være hjemme. Især temperaturen er svær at vænne sig til, og her den anden dag tog jeg mig selv i at være ved at tænde for varmen - jeg gjorde det dog ikke. Min rejsefeber er bestemt ikke stillet efter sådan en tur; tværtimod får jeg bare endnu mere lyst til snart at komme langt væk på eventyr igen. Jeg har dog savnet mit køkken, så jeg har været igang med diverse eksperimenter siden jeg kom hjem, som snart kommer på bloggen.
Jeg ville ønske jeg havde taget flere billeder, men efter jeg havde fået stjålet kamera én gang, ville jeg nødigt risikere noget. Derfor blev det ofte nede i tasken eller i safety-boksen på hotellet, når vi tog ud og spise.

Runde riskager, der tørrer i solen


Kaffebønner tørrer i solen på en terrasse på et lille familiehotel, vi boede på i bjergbyen Munduk


Nelliker


Bali er meget kendt for deres Luwak-kaffe, der er opkaldt efter ham her:


Luwaken spiser kaffebønnerne, og når kaffebønnerne har været hele vejen igennem dyret opsamler man bønnerne og rister det. Denne kaffe er verdens mest kostbare!


Vi kom forbi en lille hytte, hvor vi fik lov at smage på kaffen. Her solgte de også kaffen, krydderier og meget andet godt. Jeg købte lidt krydderier og noget lækkert kakao.




Vi fik serveret disse bananpandekager til kaffen:




mandag den 10. september 2012

Indonesien part 1.

I lørdags kom jeg hjem fra en skøn rejse i Indonesien med min kæreste. Jeg nød det i fulde drag, og vi oplevede en hel masse. Det var nu alligevel rart at komme hjem til mælk og rugbrød, selvom man i hverdagen kan blive lidt træt af det engang imellem. Jeg har taget en masse billeder, men fik stjålet mit spejlreflekskamera med en masse billeder på, så nogle af billederne må I lige som mig tænke jer til. Desværre! Jeg fik dog købt et lækkert nyt kamera, som jeg brugte resten af turen og som vil blive brugt til bloggen fremover.
Vi kom lidt omkring og havde både gode og dårlige madoplevelser. Vi blev lidt trætte af ris, nudler og kylling til sidst, men mange steder var de gode til at bruge krydderier på en helt anden måde, end vi kender fra Europa. Nogle gange var maden så stærk, at vi havde ondt i ganerne i flere timer efter! Jeg har en del billeder, så i første omgang får I ca. halvdelen af dem.


Mangolassi - dem drak vi mange af. Jeg vil snart prøve at eksperimentere med opskrift her på bloggen, så følg med, hvis du er interesseret!


Friskfanget hummer, som vi spiste på stranden..



En af de mange retter med kylling og ris...


Fra markedet i Ubud:




Safran i massevis, som jeg naturligvis købte noget af.


Kyllingeret med chili og koriander.... og ris.


Tunsteak med lime og hvidløgssmør. Jeg spiste rigtig meget frisk tun - det var virkelig lækkert! Af en eller anden grund pynter de retterne med ristede løg. Ikke noget vi i Danmark ville råbe hurra for...


Fortsættes...

tirsdag den 26. juni 2012

Laksesticks med blå birkes og parmaskinke

Mine forældre inviterede til Sankt Hans fest på Fyn i weekenden, og vi serverede asiatisk mad, bl.a. disse lækre laksesticks, som vi dyppede i aïoli (hjemmelavet hvidløgsmayonaise). De smagte fantastisk og var også et stort hit blandt gæsterne. Efter maden gik vi ned på stranden for at se bål og synge midsommervisen. Jeg håber, at I også havde en festlig og hyggelig Sankt Hans med god mad og sommerfornemmelser. Jeg kan næsten ikke vente til på fredag, hvor jeg skal til den sidste eksamen inden sommerferien!

Laksesticks med blå birkes og parmaskinke



Træspyd (lægges i blød i vand et par timer inden, for at de ikke brænder ved grilning)
Laks, ca. 2-3 spyd pr. mand (fjern skindet og skær i tern) 
Parmaskinke
Blå birkes

Laksetern dyppes i birkes. Parmaskinke klippes i lange stykker, der vikles om lakseternene, og disse sættes på træspyd med ca. 2 på hver.
Grill (helst på grill, men hvis man er mange eller det regner, kan det også gøres i ovnen med sølvpapir som underlag) spydene i kort tid - skinken skal blot være lidt gylden i kanterne.

Server aïoli til de varme laksesticks!

fredag den 15. juni 2012

Grape-carpaccio med lime, koriander og kokos + overraskelse

Denne salat - eller citruscarpaccio - minder lidt om en pomelo-salat, jeg før har skrevet om på bloggen, men nu får I inspiration til en lidt anderledes version. Salaten egner sig særlig godt til asiatisk mad.

PS. Ida Marengs har imorgen eksisteret i 1 år, så i anledning af fødselsdagen vil der være en spændende konkurrence imorgen, du kan deltage i og vinde en meget lækker præmie, men meget mere om det imorgen - glæd dig!

Grape-carpaccio med lime, koriander og kokos



2 grapefrugter
Limesaft fra 1 lime
Kokos - frisk revet kokos er selvfølgelig at foretrække, men kokosmel går også an
Lidt peanuts
Frisk koriander

Skær skrællen af frugterne og skær dem i tynde skiver. Pres lidt limesaft udover og drys med kokos, peanuts og koriander.

torsdag den 14. juni 2012

Asiatiske kyllingefrikadeller

Her får du lidt inspiration til hverdagsaftensmaden, hvis du er løbet lidt tør for idéer. Kyllingefrikadellerne er sunde og billige at lave. Jeg serverede dem med en peanutbutterdip, som jeg før har skrevet om her på bloggen i forbindelse med hjemmelavede forårsruller.

Asiatiske kyllingefrikadeller





400 g hakket kyllingekød
5-6 forårsløg, hakket
1 spsk hakket frisk koriander
Saft og skal af 1 lime
1/2-1 rød chili, hakket
2 æg
1 spsk frisk, revet ingefær
1 spsk fiskesauce
2 spsk soya
3-4 spsk hvedemel
Olie til at stege i - helst smagsneutral

Pisk farsen sammen af alle ingredienserne og steg dellerne - som du former med din hule hånd og en ske - på en varm pande med lidt olie.  

Peanutbutterdip røres af peanutbutter, 1 spsk fiskesauce, 1 spsk soya, lime (saft og skal) og sweet chili sauce.

søndag den 29. april 2012

Blåmuslinger i cremet kokossuppe med koriander, lime og mynte

Hermed en alternativ måde at servere blåmuslinger på. Inspirationen kommer fra Berlingeren, og de små darlings smagte fantastisk med et asiatisk touch. Give it up for:

Blåmuslinger i cremet kokossuppe med koriander, lime og mynte


Til 4 personer (små portioner, evt. forret):
1 kg muslinger
1 liter kokosmælk
1 frisk kokosnød
4 limefrugter
1 stilk citrongræs
1 ingefær
10 kaffir limeblade
1 chili
1 bundt mynte
1 bundt koriander

Kokosmælken sættes over i en gryde og gives et opkog med limesaft, fintsnittet citrongræs, limeblade, og fintrevet ingefær. Tag suppen af varmen og lad den stå og trække i en times tid, før den sigtes. Imens den trækker ordnes muslingerne.
Skyl og sortér muslingerne. De åbne smides ud. Damp muslingerne i 1 dl vand i MAX 2 min. De lukkede sorteres fra. 
Hæld kogelagen fra muslingerne i den sigtede suppe - varmes evt. op - og smag til med krydderurter, frisk kokos-"kød" og finthakket chili. Muslingerne overhældes med suppen og der pyntes med flere krydderurter og kokos.

tirsdag den 17. april 2012

Edamame bønner med havsalt

En lækker og nem snack, der passer perfekt som tilbehør til sushi eller andet asiatisk mad. Bønnerne kan købes i blandt andet Føtex i fryseposer. De hældes over med kogende vand, varmes i mikroovnen og drysses med havsalt. Man spiser ikke skallen, men "bider bønnerne ud". 
Edamame bønner med havsalt

mandag den 16. april 2012

Forårsruller med tigerrejer og peanutbutterdip

I weekenden forsøgte jeg mig første gang med at lave forårsruller. Før jeg gik igang, var jeg et smut forbi den kinesiske købmand inde i byen for at købe forårsrulledejen og nogle andre af de ingredienser, jeg skulle bruge. Disse skønne sprødheder smager slet ikke af fedtet fast food, men derimod af friske grøntsager og saftige rejer. Jeg serverede dem med en cremet peanutbutterdip, der kompenserede rullerne perfekt. Jeg lod mig inspirere af Annes (fra Annemad) opskrift, og det var klart en succes.

Forårsruller med peanutbutterdip


Forårsruller til 4 personer:
3 finthakkede forårsløg
3 spsk. friskrevet ingefær
3 spsk. finthakket galangal rod
1 finthakket chili, renset for kerner
1-2 stængler citrongræs
6-8 limeblade
2-3 fintrevne gulerødder
16 rå tiger rejer, pillet og skåret i små stykker
1 skvæt sweet chili sauce
1 æg - pisket
Forårsrulle dej
Ca. 2-3 liter smagsneutral olie til stegning og friture.

Peanutbutterdip:
Peanutbutter
Fiskesauce
Limesaft
Sweet chili sauce


Hak/riv alle grøntsager og steg dem med limeblade og rejer. Tilsæt lidt sweet chili sauce og smag fyldet til. Tag panden af varmen.
Læg forårsrulle dejen et lag ad gang på et bræt med et hjørne pegende ned mod dig selv. Læg en lille klat fyld i en lille pølse 2-3 cm fra hjørnet, og rul til fyldet er dækket af dej hele vejen rundt. Pensl snipperne i siderne med æg, samt hjørnet der peger modsat dig selv. Fold snipperne ind over fyldet og rul forårsrullen færdig. 
Steg forårsrullerne i den varme olie til de er gyldne - ikke for mange af gangen. Lad rullerne dryppe af på køkkenrullepapir, før du serverer dem med peanutbutterdippen, som laves af ovenstående ingredienser, der røres sammen og smages til.

lørdag den 14. april 2012

Tunsashimi med wasabicreme, sesam, koriander og lime

Jeg har fødselsdag imorgen, og igår tog jeg forskud på glæderne sammen med nogle af mine dejlige veninder, der kom til middag. Vi fik blandt andet denne lækre tunsashimi, som er en af mine livretter.


Tunsashimi med wasabicreme, sesam, koriander og lime


Tunfilet/bøf købt i fiskehandel til formålet - jeg købte min i Torvehallerne 
Creme fraiche
Lime
Koriander
Sesamfrø
Wasabipasta (kan købes i nogle almindelige supermarkeder og ellers i asiatiske supermarkeder)

Frys tun ned for at gøre det lettere at skære tynde skiver. Fordel tunen i skiver på et fad og hæld lidt dressing over, som blandes af creme fraiche, wasabipasta og en lidt limesaft - det er op til dig, hvor stærk den skal være. Drys med sesamfrø og koriander og anret evt. med nogle skiver lime.

mandag den 20. februar 2012

Kylling i kokos-, karry- og tomatsauce med gule rosiner, bananer og mango

Eksotisk og samtidig klassisk. Du kan selv regulere på mængden af chili og ingefær afhængigt af, hvor stærkt/mildt du synes, det skal være. Velbekomme og god fornøjelse!


Kylling i kokos-, karry- og tomatsauce med gule rosiner, koriander, bananer og mango


Til 4:
Kylling i tern eller strimler - ca. et bryst pr. mand
1 dåse kokosmælk
1-2 tsk karry
1 dåse hakkede tomater
Friskrevet ingefær - ca. 1 skefuld
1/2 chili - finthakket 
2 hvidløg - finthakket
Basmatiris - kog efter anledning på pakken
Koriander
Mango i tern
Banan i skiver
Gule rosiner

Varm gryden op og svits hvidløg, chili og ingefær i karry og en sjat olivenolie. Steg kyllingen heri og tilsæt kokosmælk og tomat. Du kan evt. jævne saucen, hvis du synes, den er for tynd. Brug da lys jævner og gør, som der står på pakken. Kog risene imens saucen koger op. Server kylling og sauce på ris med frisk mango, banan, koriander og rosiner.

mandag den 3. oktober 2011

Sushi - step by step

Det er faktisk slet ikke særlig svært at lave sushi selv. Køb noget lækkert, helt fisk hos fiskehandleren, evt. tun eller laks, og læg det i fryseren i en times tid inden du skærer i det, så er det nemmere. Du kan putte næsten hvad som helst i din sushi, men avokado, mango, agurk, sesamfrø og selvfølgelig frisk fisk er altid sikre vindere. Og glem nu ikke soya, wasabi og ingefær ved siden af...


Hjemmelavet sushi


Sushi-ris (koges som beskrevet på posen)
Risvineddike til risene
Sukker til risene
Tørret sushi-tang
Rulle-måtte
Frisk fisk, som har været en times tid eller længere i fryseren
Andet fyld: evt. mango, avokado, sesamfrø, agurk, flødeost
Tilbehør: soya, wasabi, ingefær og spisepinde selvfølgelig

Kog risene som beskrevet på posen og bland dem med risvineddike og sukker (er også beskrevet på posen).
Gør klar på et stort spækbræt med rulle-måtte, tang og en stor skål vand. Stil de afkølede ris frem og grøntsager, fisk og andet, som du har skåret i aflange, tynde skiver. 
Gør hænderne våde og fordel risene på tangen og undlad en "stribe" foroven på tangen som vist nedenfor. Fordel fisk, grøntsager/frugt osv. på midten af risene. Rul hele måtten sammen og pres ind med fingrene, så rullen bliver stram. Gør det overskydende tang vådt med fingrene og rul helt sammen. Se hvordan jeg gjorde på billederne nedenfor.
Skær rullerne med en skarp og våd kniv og server med soya, wasabi og syltet ingefær.

召し上がれ
Velbekomme!