Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag

tirsdag den 5. februar 2013

Fuldkornspenne med kødboller i tomatsauce

Jeg fik sendt den skønneste pakke fra Urtekram med alverdens lækre produkter, bl.a. fuldkornspenne, balsamico, olivenolie og smagsfulde krydderier. Jeg var netop kommet hjem fra Milano, da jeg kastede mig over denne italienske klassiker, fordi jeg savnede den italienske mad allerede. Jeg havde smuglet en parmesan med hjem fra et skønt madmarked i Milano, og osten blev revet udover.



Fuldkornspenne med kødboller i tomatsauce

 




























300 g hakket svine/kalvekød
1 dåse hakkede tomater
250 g fuldkornspenne
1 bøffel mozzarella ost
1/2 parmesan ost
1 tsk dijonsennep
Krydderier: oregano, timian, rosmarin - de er fantastiske fra Urtekram
Ekstra jomfru olivenolie
1 skvæt balsamico-eddike
1 æg
1 løg
2 hvidløg
3 spsk mel
Salt og peber
Evt. frisk basilikum

Hak løg og hvidløg fint og svits i en gryde med olivenolie. Tilsæt hakket tomat og balsamico-eddike. Lad det simre ved lav varme og smag til med krydderierne. 
Bland farsen til kødbollerne af følgende ingredienser: hakket kød, dijonsennep, krydderier, en spsk olivenolie, æg, mel og salt/peber. Form til boller med hænderne (hæld koldt vand i en skål og dyp dine hænder heri indimellem, det gør livet meget lettere). Steg kødbollerne på en varm pande med lidt olivenolie, så det bliver brunet mildt. De skal ikke skamsteges, bare brunes lidt (de skal også i ovnen nemlig). 
Smør et ildfast fad med olivenolie og fordel kødbollerne heri. Hæld tomatsaucen over. Riv mozzarella i hænderne henover og også gerne lidt parmesan. Hvis det skal være ekstra lækkert hældes der en smule olivenolie udover i en tynd stråle. Sæt i en 200 grader varm ovn i ca. 20 min.
Kog pastaen som anvist på pakken og fordel kødboller og sauce udover, når det er blevet gyldent i ovnen. Riv med parmesan og drys med basilikumblade.



fredag den 11. januar 2013

Tagliatelle med gorgonzola, spinat, valnøddekerner og sprød parmaskinke

Jeg havde en gorgonzola-rest i køleskabet, som kom til sin fulde ret i en pastaret med spinat og fløde toppet med valnøddekerner og sprød parmaskinke.

Tagliatelle med gorgonzola, spinat, valnøddekerner og sprød parmaskinke



Til 2 personer:
1 pakke frisk pasta
4 skiver parmaskinke
En håndfuld valnøddekerner
1 alm. løg eller 2 skalotteløg, hakket
2 fed hvidløg, presset
Lidt olivenolie
100 g gorgonzola
1 dl fløde
1 stor pose frisk spinat
Revet muskatnød
Salt og peber

Kom parmaskinke på en bageplade med bagepapir og sæt i ovnen ved 180 grader ind til det bliver sprødt. Hold øje! Svits løg og hvidløg i olivenolie. Vask spinaten og kom i gryden til løgene. Vær opmærksom på, at spinaten falder meget sammen, så du skal bruge mere end du lige regner med. Når spinaten er "faldet sammen" tilsættes gorgonzola-osten. og fløden. Smag til med salt og peber og muskatnød. Kog pastaen efter anvisning på pakken og vend den i saucen til sidst. Anret på tallerken og knus parmaskinken i mindre stykker udover. Drys med hakkede valnødder.




mandag den 29. oktober 2012

Pappardelle med muslinger og en flødesauce med frisk gurkemeje og citron

For lidt siden fortalte jeg jer om den Arla Unika fløde, jeg købte i Torvehallerne. Den fløde blev også brugt til denne lækre sauce, der blev krydet med frisk gurkemejerod, jeg også købte i Torvehallerne. Det blev til en virkelig frisk sauce, der passede perfekt til muslingerne sammen med parmesan, pastaen og den syrlige citron.

Pappardelle med muslinger og en flødesauce med frisk gurkemeje og citron


Pappardelle / Pasta
Saft og skal af 1 citron
1 bundt frisk salvie
2 dl fløde (evt. Unika-udgaven 48 %)
1 stykke parmesan, revet
1 frisk gurkemejerod, skrællet og revet (pas på dine fingre, når du river denne rod - de bliver helt gule)
1 bundt/1 pose blåmuslinger
1 glas hvidvin
1,5 dl vand
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 spsk smør
Salt og peber

Hak løg og hvidløg og svits i smør og med lidt salvie i en gryde. Hæld vin over og lidt vand og tilsæt muslingerne, som du først har vasket og sorteret (dem der er åbne kasseres). Læg låget på og damp muslingerne til de fleste er åbne. (Ca. 5 min.)
Muslingerne hældes i en anden skål, og det resterende væske koges op med fløde. Tilsæt citronsaft og -skal og revet gurkemeje.
Kog pastaen efter anvisning på pakken i en anden gryde og riv parmesan. Smag saucen til med salt og peber og hæld muslingerne i. Saucen serveres på pastaen, og der drysses med revet parmesan og pyntes med lidt salvie.







torsdag den 2. august 2012

Rigatoni med asparges, aubergine, bacon og flødesauce

Hermed en pastaret fra Mallorca, som hurtigt blev smækket sammen efter en lang dag i solen. I det lokale supermarked fandt vi noget lækkert bacon, rigatoni (som denne slags pasta hedder) og nogle flotte grøntsager og her er resultatet:

Rigatoni med asparges, aubergine, bacon og flødesauce


Rigatoni/penne/farfalle pasta
Et bundt asparges
1 stor eller 2 små auberginer
En pakke bacon, klippet i små stykker
2-3 dl fløde
1/2 glas hvidvin
Frisk rosmarin
Salt/peber
Citronsaft af 1/2 citron

Rens grøntsager og skær i små tern. Steg bacon på en varm pande. Tilsæt grøntsager. Kog vand til pastaen. Når grøntsager er let brune hældes hvidvin på og lad det dampe lidt af. Tilsæt fløde og kog hurtigt op. Hæld pasta i kogevandet. Tilsæt citronsaft, rosmarin og smag til med salt og peber. Tag pastaen af efter ca. 12 minutter (se på pakken) og hæld vandet fra. Hæld saucen og pastaen, rør rundt og server.



mandag den 30. april 2012

Ravioli med spinat, ricotta og parmesan

I weekenden havde jeg min pastamaskine med ud til min moster, og vi lavede ravioli med lækker spinat og ricotta. Det smagte fantastisk, og arbejdet var det hele værd! Når man selv laver ravioli, forstår man, hvorfor prisen på dem på restauranter er noget højere end almindeligt pasta. Det tager nemlig ret lang tid. Hvis du undervejs går død i projektet eller har noget overskydende pastadej, så kør det i maskinen i tynde strimler, rul det i lidt durummel og sæt det på køl i en lufttæt boks. Så har du frisk pasta til dagen efter.

Ravioli med spinat, ricotta og parmesan






1 pastadej - se her: http://idamarengs.blogspot.com/2011/08/svamperavioli-med-safran-citron-og.html

Fyld:
200 g spinat - dampet og udvandet (dvs. læg spinaten i en si efter dampningen og pres vandet ud af den med en ske e.l.)
200 g ricotta
4 spsk revet parmesan
Revet muskatnød
Salt og peber

Bland alle ingredienserne til fyldet sammen og smag til med salt og peber. Hvis du vil have nok fyld til alt pastadejen skal du fordoble portionen. Jeg lavede almindeligt pasta af halvdelen. Du kan jo evt. halvere pastaportionen.
Rul pastadejen ud på pastamaskinen, ind til den bliver næsten gennemsigtig, læg dejen på et durummel-drysset bord og prik cirkler ud med et lille glas f.eks. Fordel små (!!) klatter fyld på cirklerne og luk dem sammen på midten til ravioli. Undgå helst at der kommer huller i raviolien. Læg ravioli på durummel-dryssede tallerkener før de koges i 2-3 minutter og ikke mere! Server med parmesan og evt. nogle smørristede svampe.


onsdag den 4. april 2012

Lasagne fra bunden

Nu fik jeg endelig gang i min pastamaskine igen - denne gang brugte jeg pastaen i en lækker lasagne.

Lasagne


2 fed hvidløg, presset
1 løg, finthakket
1 drys karry
3 laurbærblade
1 drys oregano
1 drys basilikum
1000 g kød
1,5 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpure
Lasagneplader, evt. hjemmelavet (se opskrift på pastadej her:
http://idamarengs.blogspot.com/2011/08/svamperavioli-med-safran-citron-og.html)
1 pose revet mozzarella ost
1 aubergine, renset og skåret i små tern
1 squash, renset og skåret i små tern
3 stilke blegselleri, renset og skåret i tynde skiver
Bechamelsauce: 50 g smør, 50 g hvedemel, 5 dl mælk, 1 knsp revet muskatnød, salt og peber

Pastadejen laves og sættes på køl, mens du laver kødsaucen. Svits løg og hvidløg i en sjat olie I gryden og tilsæt kødet. Når kødet er brunet tilsættes grøntsager og tomat. Smag til med krydderierne og lad saucen stå og simre ved svag varme, imens du ruller pastaen ud til plader. Smelt smør til bechamelsauce i en gryde og tilsæt mel. Pisk derefter mælk i lidt af gangen og lad det koge op til en sauce, som du smager til med salt, peber og muskatnød. Smør lasagnefadet med olie eller smør og kom først lidt sauce i bunden. Byg herefter op skiftevis med lasagneplader og sauce + et par skefulde bechamelsauce i hvert lag. Til sidst drysses osten udover og lasagnen bages i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter. Du kan evt. sætte ovnen på grill til sidst for at gratinere osten lidt ekstra.


















fredag den 30. marts 2012

Pappardelle med tigerrejer og en flødesauce med safran, soltørrede tomater og citron

Hermed endnu en pastaret på bloggen - denne gang en lidt syndig udgave, men nu er det jo fredag...


Pappardelle med tigerrejer og safran-flødesauce


Til 2 personer:
Frisk pappardelle (eller en anden form for frisk pasta) - man er typisk 2 pers. om en pakke
1/4 l fløde
1 lille glas hvidvin
Saft og skal af en citron
1-2 fed hvidløg
Tigerrejer - kan købes på frost (ca. 8-9 rejer pr. mand)
2 knivspidse safran
Soltørrede tomater - en god håndfuld (semi-dried er de bedste)
Salt og peber
Friskhakket persille

Steg rejerne på panden i en sjat olivenolie i et par minutter, så de bliver lyserøde. I en gryde svitses et presset hvidløg (eller to) i lidt olivenolie eller en klat smør. Skru ned for varmen og tilsæt safran og hvidvin. Hæld derefter fløden på og giv den et opkog. Tilsæt rejer og soltørrede tomater og smag til med salt og peber. Kog pastaen i få minutter og hæld saucen henover. Drys til sidst med lidt persille og server!   




mandag den 24. oktober 2011

Pasta med svampe, hvidvins-/flødesauce og ristet bresaola

Jeg ved godt, at der har været andre retter her på bloggen, der minder meget om den her. Så nu er jeg afsløret; jeg er en sucker for pasta og kan spise det i lange baner uden at blive træt af det. Og flødesauce med hvidvin, friske svampe og ristet, salt bresaola gør det bestemt ikke værre, tværtimod.


Pasta med svampe, flødesauce og ristet bresaola



Frisk pasta
1/4 l fløde
1 lille glas hvidvin
2 skalotteløg
4 fed hvidløg
En klat smør
Svampe: evt. kantareller, Karl-Johan, bøgehatte, champignoner e.l.
Parmesan
Bresaola (parma kan også bruges)
Salt og peber
Persille til toppen

Tænd ovnen på 200. Fordel bresaolaen på en bageplade med bagepapir og sæt den ind, når ovnen er varm. Tag den ud igen når bresaolaen er sprød. Hak løg og hvidløg og svits dem i smøren i en gryde. Klargør og hak svampene og tilsæt disse. Riv parmesanen. Hæld fløden i og lad det koge op, imens du koger pastaen. Tilsæt vinen til saucen og kog op igen. Smag til med salt og peber. 
Server pastaen med svampesauce, bresaola-drys, revet parmesan og lidt persille. 




søndag den 11. september 2011

Pastasalat med forårsløg, agurk, purløg og flødeostdressing

Nu er det ved at være alt for lang tid siden, jeg har blogget. Jeg er lige flyttet til København og har ikke noget fast internet endnu, så jeg har haft lidt svært ved det desværre. Men nu er jeg på banen igen - med lidt flere SU-venlige retter, da jeg lige er startet på sudie og må leve af min SU. Her får I opskriften på en nem, lækker og ikke mindst forholdsvis billig måde at lave pastasalat på. 

Pastasalat med forårsløg, agurk, purløg og flødeostdressing



Pasta - evt. fuldkornspasta
Forårsløg
Agurk
Purløg
Yoghurt Natural
Flødeost
Salt og peber

Kog pastaen og lad den køle af. Skær purløg og agurk og forårsløg. Bland dressingen af yoghurt, flødeost, purløg og salt og peber. Hæld dressingen udover agurk, forårsløg og pasta og rør rundt.

torsdag den 11. august 2011

Svamperavioli med safran-, citron- og flødesauce

Endelig fandt jeg den støvede pastamaskine frem og gik igang med at lave ravioli med svampefyld. De små skønheder fortjener det bedste af det bedste, så derfor en sauce af citron, fløde og safran.
Jeg har angivet opskriften på denne ret i den rækkefølge, der er mest hensigtsmæssig at lave den i.


Her får du opskriften på min ellers ret hemmelige:

Svamperavioli med safran-, citron- og flødesauce









Pastadej:
200 g hvedemel
300 g durummel
4 æg
5 æggeblommer
4 spsk olivenolie

Melet blandes sammen og hældes ud på meget ren bordplade. Lav en fordybning i melet, så der er plads til æg og olie.  Lige så stille rører du med fingrene æggene og olien ud i melet, så det bliver en fast dej. Denne dej skal æltes i lang tid - mist ikke tålmodigheden. Dejen skal være smidig og rimelig glat inden den sættes i køleskabet før brug.

Svampefyld:
1 hvidløg
1 lille løg eller 1/2 stort løg
Svampe, fx østershatte, kejserhatte, champignons, kantareller (ca 500 g)
Olivenolie

Snit løg og hvidløg. Skyl og finhak svampene i små stykker. Varm olien på en pande og tilsæt først løgene. Sauter svampene og sluk for varmen, når det er færdigt. Sørg for, at der ikke er noget væde, når fyldet skal fordeles på dejen.




Ravioli:
Hvis du ikke har en fancy pastamaskine, så anskaf dig en! Ej, du kan også rulle pastadejen ud med kagerulle, men den skal altså være ultratynd! 
Men ellers rulles pastadejen ud på pastamaskinen i brede striber, hvorpå du med lidt mellemrum placerer en lille teskefuld afkølet og afdryppet svampefyld. Fold pastadejen og udstik små måneformede ravioli, evt. med et glas. Sørg for, at der for det første ikke går hul på dejen og for det andet ikke er lufthuller i de små pakker. Placer ravioli på meldryssede tallerkener indtil de skal koges.

Flødesauce:
1 hvidløg
30 g smør
4 dl piskefløde
1 glas hvidvin
Saft og skal af 1 stor citron
Safran (så meget du vil ofre...)
Hakket persille
Salt og peber

Hak hvidløg og svits i gryde i smøren. Tilsæt piskefløde, hvidvin og citron. Kog op og smag til med safran, persille og salt og peber. Skru helt ned for blusset mens du koger raviolien i 2-3 minutter.

Forestil dig et liv uden pasta!? Det kan man næsten ikke...
Velbekomme!

tirsdag den 26. juli 2011

Pasta med cremet tomatsauce og rejer

Er efter en uge i Italien blevet både pasta og olivenolie-narkoman. Måtte derfor lige eksperimentere med nogle pastaretter her i vores ferielejlighed i Chamonix - hvor jeg desværre ikke har min pastamaskine (lover at der snart vil komme indlæg om hjemmelavet pasta) - og endte med at lave en sauce af tomatpure, fløde og hvidvin. Man kommer jo ikke udenom, at tomat bare er godt til pasta. Så here you go! Spar helst ikke på rejerne...

Pasta med cremet tomatsauce og rejer


Tigerrejer (ca 7-8 stk per mand, gerne optøede fra fryseren)
Pasta (ca 150-200 g per mand)
Tomatpuré, ca 2 af de små dåser eller én stor
Omkring 2 dl fløde
2 glas hvidvin (et til saucen og et til dig!)
1 stort eller 2 små fed hvidløg
Salt og peber
Olivenolie
Basilikum til toppen

Hak hvidløg meget fint og svits i olivenolie på bunden af gryden. Tilsæt tomatpuréen inden hvidløg bliver farvet. Hæld derefter fløde og hvidvin i til saucen får en cremet konsistens. Jeg er ikke sikker på de angivne mål ovenfor. Det handler om at smage sig frem, for det er forskelligt, hvor syrlig eller fed, man vil have saucen. Tilsæt til sidst salt og peber. Kom de allerede kogte rejer (dvs. lyserøde) ned i saucen i sidste øjeblik - de skal bare lige varmes. Hæld saucen over pastaen og server med basilikum og hvis du elsker ost: parmesan.
Buon appetito!