For lidt siden fortalte jeg jer om den Arla Unika fløde, jeg købte i Torvehallerne. Den fløde blev også brugt til denne lækre sauce, der blev krydet med frisk gurkemejerod, jeg også købte i Torvehallerne. Det blev til en virkelig frisk sauce, der passede perfekt til muslingerne sammen med parmesan, pastaen og den syrlige citron.
Pappardelle med muslinger og en flødesauce med frisk gurkemeje og citron
Pappardelle / Pasta
Saft og skal af 1 citron
1 bundt frisk salvie
2 dl fløde (evt. Unika-udgaven 48 %)
1 stykke parmesan, revet
1 frisk gurkemejerod, skrællet og revet (pas på dine fingre, når du river denne rod - de bliver helt gule)
1 bundt/1 pose blåmuslinger
1 glas hvidvin
1,5 dl vand
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 spsk smør
Salt og peber
Hak løg og hvidløg og svits i smør og med lidt salvie i en gryde. Hæld vin over og lidt vand og tilsæt muslingerne, som du først har vasket og sorteret (dem der er åbne kasseres). Læg låget på og damp muslingerne til de fleste er åbne. (Ca. 5 min.)
Muslingerne hældes i en anden skål, og det resterende væske koges op med fløde. Tilsæt citronsaft og -skal og revet gurkemeje.
Kog pastaen efter anvisning på pakken i en anden gryde og riv parmesan. Smag saucen til med salt og peber og hæld muslingerne i. Saucen serveres på pastaen, og der drysses med revet parmesan og pyntes med lidt salvie.