Viser opslag med etiketten Sovs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sovs. Vis alle opslag

onsdag den 7. marts 2012

Ovndampet laks med safransauce

Hermed et forslag til ugens fisk med en fantastisk sauce til. På billede nr. 3 kan du se, at jeg serverede laksen med grovbulgur, haricots verts og grønne asparges, som jeg skrev om i går på bloggen. God fornøjelse og velbekomme!

Ovndampet laks med safransauce




Drys laksen med salt og peber og friske krydderurter, fx. timian eller rosmarin. Damp i ovnen med en halv kop vand ved 200 grader. 


Safran sauce til 4 pers.

3 rensede og finthakkede forårsløg
1 spsk smør
1/4 gram safrantråde eller 1 dosis
1 dl hvidvin
1 dl grøntsagsboullion
1 dl piskefløde
1 dl creme fraiche 18 % el 38 %
1 spsk dijonsennep
Lidt estragon tørret el. frisk
Lidt lime- el. citronsaft
Salt og peber


Smør smeltes og safran simres i smør i 2 min. Tilsæt løg, stadig under svagvarme i ca. 5 min. Hvidvin tilsættes og dampes ind, så væske lige dækker løgene. Resten af tingene tilsættes og varmes op. Smag til med salt og peber. Saucen er nem at tilberede i forvejen, stop blot efter inddampning og bland tingene i + køl.

lørdag den 12. november 2011

And med grønkål/granatæble salat, kartofler og appelsinsauce

Her får I en forsinket opskrift på en Mortens Aften and, der er blevet lavet med en lækker appelsinsauce, kartofler og en sprød salat af grønkål, granatæble og pecannødder. Livet er for kort til kun at spise and ved højtiderne, så spis and lidt oftere..

 Andesteg med grønkål/granatæble salat, kartofler og appelsinsauce



Andebryststeg (1 pr 3 mand) - steges som anvist på pakningen

Kartofler - koges i saltet vand

4 appelsiner, skræl og saft
2 dl fløde
Stegefedt fra anden
Evt lys jævner
Salt og peber
Kog stegefedtet fra anden med appelsin. Lad det koge ind, tilsæt fløde og kog op igen. Jævn evt sovsen med lys jævner. Smag til med salt og peber.

Grønkål - fint skåret
Granatæblekerner
Hakkede pecannødder
En dressing af sesamolie, olivenolie, citronsaft, sukker og salt og peber
Anret salaten med grønkålen, granatæblekerner og nødder og hæld dressingen udover i sidste øjeblik.



mandag den 7. november 2011

Rosmarinmarineret fasan med kartoffel/sellerimos og rødvinssauce

Fasanen stammer oprindeligt fra Asien og blev importeret til Danmark engang i 1500-tallet. Og gudskelov for det! Fasankød smager helt vildt godt og er efter min mening, noget man burde spise noget oftere. Ligesom and er fasan mest noget, man spiser om vinteren. Måske fordi vi forbinder i hvert fald and med Mortens Aften og Juleaften.
Rødvinssaucen er ikke af den slags, der serveres i spandevis ligesom på Jensens Bøfhus, men derimod noget mere koncentreret og skal derfor kun spises i mere modererede portioner til fasankødet og kartoffel/sellerimosen. 


Fasanbryster marineret i rosmarin serveret med kartoffel/sellerimos og rødvinssauce
Til 4 personer

Fasanbryster, ca. 2-3 stk
3 fed hvidløg
1 stor spsk rosmarin
Et nip salt
2 spsk olivenolie

Sauce:
1 rødløg 
1 spsk smør + ca 75 g smør
Rødvin så det dækker løgene (ca. 1 glas)
2 stjerneanis

Mos:
Skrællede kartofler
Skrællet selleri, skåret i skiver
Mælk
Smør
Salt

Rosmarinen mortes med saltet og røres sammen med pressede hvidløg og olivenolie. Marinaden hældes over fasanbrysterne og dette trækker i et par timer.
Skræl kartofler og selleri og skær sellerien i mindre skiver. Kog begge dele i saltet vand. 
Skær rødløg i små tern og kom dette i en kasserolle sammen med 1 spsk smør indtil løget bliver "gennemsigtigt". Hæld vinen over og kom stjerneanis ved og lad det stå og dampe ind.
Grill fasanbrysterne på en grillpande imens du tilsætter smøren lidt af gangen i små klatter ned i kasserollen (max 75 g).
Når kartofler og selleri er kogt færdigt hældes det over i en anden skål sammen med lidt af kogevandet, lidt mælk og smør. Pisk sammen med en håndmixer eller i en køkkenmaskine, så mosen bliver lind. 

 


torsdag den 16. juni 2011

Franske klassikere i Meyers Madhus

I 20-års fødselsdagsgave fik jeg af mine forældre et madkursus i Meyers Madhus på Nørrebro. På kurset lavede vi en masse god, fransk mad. Selvom fransk mad er meget rustik og bastant, er den meget populær - og ikke uden grund. I Frankrig og i mange af de andre sydlige lande, forstår man nemlig ikke bare at give sig god tid til at lave maden, men også til at spise den og nyde den. Man samles om bordet - typisk om søndagen - og spiser til man er ved at sprække. Her bliver der sjældent talt kalorier, og alligevel ser man sjældent en tyk franskmand. Af fransk mad bliver man hurtigt mæt, mest fordi smagsoplevelserne er så overvældende. 
Jeg nød aftenen i Meyers Madhus med godt selskab, et glas vin i hånden og en lille smule sved på panden, da jeg for første gang kastede mig ud i at lave grov fransk landpølse. Nedenfor kan du se resultaterne. Og selvfølgelig får du opskrifterne med på vejen, hvis noget af det frister...




Fransk Løgsuppe

 

600 g løg
60 g smør
1,5 l bouillon
Lidt cognac eller sherry
Evt. hvidløg
Tørt hvedebrød
Revet ost til gratinering

Snit løgene fint og sautér dem langsomt i smørret - lang tid = gyldenbrun farve = god smag. Déglacér gryden (kom lidt vand i gryden og lad det koge med) en eller flere gange, hvis løgene er ved at brænde på. Hvis man vil bruge hvidløg, kan man tilsætte hakket hvidløg i starten af processen for en blød og mild smag eller man kan smage suppen til før portionering med friskrevet hvidløg for en skarpere kant. Sidste déglacering foretages med spiritus. Tilsæt bouillon og lad nu suppen simre i 30 min. Smag til med salt og peber. Skær brødet i croutons og rist dem tørre og let gyldne uden fedtstof i ovnen i ét lag ved 150 grader. 
Ved servering: Fordel løgsuppen i små skåle eller kopper, læg nogle croutons i hver skål og top op med revet ost. Gratiner suppen i ovnen ved 200 grader indtil osten er gylden.



Moules


2 kg muslinger
2 skalotteløg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1 gulerod, skrællet
1 persillerod, skrællet
1/2 porre, renset
50 g smør
2 dl hvidvin
2-3 laurbærblade
1 dl fløde
Salt og peber
En håndfuld friske, hakkede krydderurter

Muslingerne skal være levende, indtil de bliver kogt. Du kan se, de er levende ved at tjekke, om de er lukkede. Bank dem forsigtigt mod bordet, hvis de er åbne for at se, om de lukker sig. Hvis muslingerne stadig er åbne, kasseres de. 
Skær gulerod, persillerod og porre i små tern. Sautér grøntsager i smør i en gryde stor nok til muslingerne. Tilsæt hvidvin og så muslingerne. Dæk til med låg. Damp muslingerne indtil de stort set alle har åbnet sig - ca. 5-8 minutter. Hæld al væden fra muslingerne over i en mindre gryde. Hæld muslingerne ud i et stort fad og kassér de evt. lukkede muslinger. 
Tilsæt fløden til suppen og kog den godt igennem indtil den begynder at blive tykkere. Smag til.
Ved servering: tilsæt de friske urter til den varme suppe, hæld den over muslingerne og servér!


Rokkevinge med kaperssmør


6 stykker rokkevinge med ben og uden skind. Krydret med salt og lidt sukker.
Lidt mel til at vende fisken i
100 g smør
2 skalotteløg, finthakket
1/2 dl kapers i lidt af egen lage
1 dl hakket dild
Salt og peber

Vend fiskestykkerne i mel og steg stykkerne i smør. Regn med ca. 4-6 minutter på hver side. Tag fiskestykkerne af panden og hold dem varme på et serveringsfad.
Sautér skalotteløget i stegesmørret. Tilsæt kapers og dild og steg det hele godt igennem i ca. 1 minut. Hæld kaperssmørret over rokkevingen og server med det samme.


Boeuf Bearnaise


Bearnaiseessens: 
1,5 spsk hakket skalotteløg
10 g hakket estragon
10 g hakket persille
1,5 dl hvidvinseddike
1/2 dl hvidvin
6 knuste peberkorn

3 pasteuriserede æggeblommer
5 spsk. essens
2 spsk vand
250 g afklaret smør
Lidt cayennepeber
Estragon
Kørvel

Kom skalotteløg, estragon, persille, hvidvinseddike, hvidvin og knuste peberkorn i en kasserolle og giv det et opkog. Lad det stå og trække lidt så lagen kan optage smagen fra krydderurterne.
Sigt lagen over i en skål. Kom de 3 æggeblommer, 5 spsk essens og 3 spsk vand i en gryde. Pisk nu til en tyk, cremet masse over varmen på komfuret, endelig ikke for høj varme! Tilsæt det afklarede smør i en tynd stråle. Smages til med hakket estragon, kørvel, cayennepeber og salt og peber. Evt. sukker hvis syrlig.

Til denne sauce serveres store, røde bøffer eller helstegt oksefilet. Hertil stegte kartofler eller pommes frites og salat.


Grov fransk landpølse med hvidløg og rosmarin


350 g grofthakket svinekød med minimum 12 % fedt
25 g salt
Friskkværnet peber
100 g kogte puylinser
1 løg
2 dl mælk
20 g hakket rosmarin
1 fed hvidløg, fint hakket
Medisterpølsetarme

Del kødet i to portioner. Hak den ene ud i mindre stykker og frys det ned. Sæt den anden del så koldt så muligt, uden at kødet fryser.
Blend de grønne linser på en køkkenmaskine til en grov pure. Blend hvidløg og rosmarin med. 
Hak løget. Kom det ikke-frosne kød i køkkenmaskinen sammen med salt og peber, mælk og løget. Blend, til det bliver en homogen masse. Tilsæt det frosne kød og blend. Pas på ikke at røre for grundigt - så kan farsen skille.
Træk en medistertarm over en pølsestopper. Pres farsen ind i tarmen; sørg for, at farsen er jævnt fordelt i tarmen - pas på med luftlommer. Tarmen skal ca. være 3/4 fyldt. Bind en knude på tarmen i begge ender, så farsen ikke trækker ud. Lad pølserne hvile i køleskabet i 30 min. Kog pølserne i letsaltet vand ved svag varme  i ca. 10-12 min, lad dem gerne trække lige så lang tid. Du kan stege pølserne op en pande med smør eller grille dem rå, hvis du skal bruge dem med det samme.


Coq au vin


1 unghane
125 g bacon
1 skalotteløg, grofthakket
Ca. 20 champignons
1 spsk smør
3 spsk mel
2 fed hvidløg
Timian, laurbærblade, persillestilke
2,5 dl hønsefond
1 flaske rødvin
Hakket persille til servering

Partér og marinér unghanen i rødvin i mindst et døgn.
Rist bacon i en gryde og tag det op. Tilsæt smørret i baconfedtet og brun unghanen heri. Tag kødet op og rist champignonerne. Tilsæt mel og rist af. Tilsæt igen kødet og desuden bacon, løg, timian, laurbærblade, persillestilke, fond og vin og lad simre under låg indtil kødet er mørt - ca 1,5 time. Tag nu kødet op af gryden (dæk det til med sølvpapir, så det ikke tørrer ud) og kog så braisérlagen ind til saucekonsistens. 
Ved servering: vend kødet i saucen og drys med hakket persille.


Citrontærte med marengs


Tærtedej:
125 g blødt smør
250-300 g hvedemel
1/5 tsk bagepulver
1 æg
3 spsk sukker

Bland sammen og rul ud og placér i tærteform. Bag i ovnen ved 175 grader i ca. 15 min. 

Citroncreme:
3 citroner
2 æg
2 æggeblommer
100 g sukker
2 dl fløde

Riv skallen på citronerne. Skær skallen af citronerne og skær kødet ud i skiver. Kom skiver og skal, sukker, æg og blommer i en blender. Blend, tilsæt fløde og blend igen til en ensartet masse.
Hæld citroncremen i tærteformen og bag den i ovnen ved 140 grader i 20 min eller til cremen er gylden.

Marengs:
125 g æggehvide
200 g sukker

Pisk æggehvider og lidt af sukkeret til en sej æggesnaps. Tilsæt resten af sukkeret og bliv ved med at piske indtil sukkeret opløses.
Smør marengsen på citrontærten med en palet. Bag tærten ved 230 grader indtil marengsen er gylden.


Macarons


125 g mandelmel
225 g flormelis
20 g kakao
120 g æggehvide
60 g sukker

Sigt mandelmel, flormelis og kakao i en skål. Pisk æggehvider til marengs ved at tilsætte sukkeret lidt af gangen. Vend mandelmel, kakao og flormelis i marengsen. Sprøjt små cirkler på bageplader. Lad dem stå og sætte sig i 30 min inden de bages i 20 min ved 140 grader.

Chokoladecreme:
1 dl fløde
100 g mørk chokolade

Hak chokoladen fint og kom det i en skål. Kog fløden op, hæld den varme fløde over chokoladen og rør rundt indtil chokoladen er smeltet og opløst i fløden. Stil cremen i køleskabet. Når cremen er kold piskes den op, ikke for meget, for kan nemt skille. Læg macaronsne sammen med chokoladecremen.