torsdag den 30. juni 2011

Nimb Terasse i Tivoli

Da min søster blev færdig med sin bachelor igår, tog vi i Tivoli for at fejre det. Efter en tur i Det Flyvende Tæppe tog vi på den nye restaurant, Nimb Terasse, for at spise middag. For de rimelige 345 kr. kan man få 3 superlækre retter, som man får lov at spise i meget hyggelige omgivelser - enten på den idylliske terasse eller indenfor i den flotte, nyrenoverede restaurant. Derudover fik vi en tallerken ost indimellem de tre retter, som også var fantastisk. Kan klart anbefales!





Saltet laks med peberrod & vild brøndkarse




Kalv & blanquet med søde ærter, asparges, gulerødder og hvedegræs



Franske gårdoste med syltet abrikos og rugkiks



Hvid chokoladeparfait med rå lakrids, jordbær og spansk kørvel

tirsdag den 28. juni 2011

Tærte med lemon curd og bær

Denne tærte er SÅ nem at lave. Jeg fik den første gang for et år siden til en studenterfest, og jeg var nødt til at spørge om opskriften. Det er meget simpelt; en mørdej, en god lemon curd og hvilken som helst slags bær, dog helst jordbær eller hindbær. Lemon curd er en engelsk citron-"smør", en slags honning, der er god til alt fra knækbrød til kager. Man kan endda lave den selv af æg, sukker, smør og en masse citroner, men jeg har jo lige været i England, hvor man kan købe den allerbedste af slagsen, som næsten er bedre end den hjemmelavede. Det kan dog også købes i de fleste supermarkeder i Danmark og står typisk henne ved marmeladeafdelingen. 


Tærte med engelsk lemon curd og danske jordbær


250 g blødt (rigtigt) smør
1 æg
40 g flormelis
400-500 g mel 
Lemon Curd
Bær

Bland alle ingredienserne - dog ikke melet i første omgang - sammen evt. i en røremaskine og tilsæt melet efterhånden. Dejen skal ikke være klistret, men må endelig heller ikke blive for tør. Fordel dejen i et tærtefad (rul evt. ud på køkkenbord først) og sæt den i køleren i hvert fald en halv time før den bages, så den lige når at sætte sig. Gem eventuelle rester af mørdejen i fryseren, så har du til en anden god gang. Stik med en gaffel i kagebunden. Bag til den er let gyldenbrun i kanterne og lad den stå og køle af.
Inden servering smøres lemon curd'en i tærtebunden og bærrene fordeles herpå. 
Spis tærten op - så lover jeg, at det bliver godt vejr dagen efter..

Kulinarisk Sydfyn

Henover weekenden har der været Kulinarisk Sydfyn i centrum af Svendborg, en slags messe eller et marked med fødevarer lige fra æblemost til lakrids til hjemmelavet pasta. Det kostede kun 40 kr. at komme ind én dag, og for de 40 kr. fik man adskillige smagsprøver i alle de lækre boder. Til gengæld ender man med at gå derfra med en masse indkøb, fordi man simpelthen ikke kan lade være. Jeg var der med min mor, og vi købte blandt andet en halv side laks fra Fanø (www.fanoe-laks.com), noget lækkert ølandsbrød fra bageren Baguette i Svendborg, en rygeost, økologisk rabarbersaft og nogle forskellige olier.
Vi lavede laksemadder med rygeostcreme og vagtelæg til aftensmad, og der var liv og glade dage!







Laksemadder med rygeostcreme og vagtelæg


Røget laks
Vagtelæg
Lækkert brød
Rygeost
Creme Fraiche
Salt og peber
Dild eller andre krydderurter
Citron

Kog, pil og halver de små æg. Skær laksen ud med en skarp kniv. Bland creme fraiche og rygeost med salt og peber. Servér med friske krydderurter, brød og citronskiver. Vi klarede os både uden citron og dild, fordi ingen af os orkede at køre i Føtex. Men det smagte fantastisk alligevel! Velbekomme.

fredag den 24. juni 2011

Blåbærsmoothie

Under 2. Verdenskrig spiste britiske piloter mange blåbær for at fremme deres nattesyn. Det påstås nemlig, at blåbær ikke bare skulle være guf for munden, men også for øjnene. Her er et meget simpelt bud på, hvad du kan bruge dem til.


Blåbærsmoothie


   

Frosne blåbær
Mælk (Erstat lidt af mælken med fløde, hvis det er fredag..)
Et skvæt olivenolie (Så optager du vitaminerne bedre)
1 banan

 Blend evt. ingredienserne med en stavblender, så står du ikke med kæmpe blender-opvask bagefter, og så bliver det straks mere overskueligt at gå igang. Du kan faktisk næsten blende hvad som helst med. Du kunne jo evt. lave din egen lille "Kan det blendes?"-sketch.. 

torsdag den 23. juni 2011

Skaldyrsorgie

Det er ved at være på det sidste, hvis man skal nå at købe fjordrejer. Min mor var nede ved fiskehandleren for at købe fjordrejer, da fiskemanden overtalte hende til også at købe jomfruhummere. Så hun kom hjem med poser fulde af skaldyr, som jeg måtte hjælpe hende med at forberede. Det tager jo timer at pille fjordrejer, så det er ren kærlighedserklæring til dem, man laver det til. Nedenfor får I opskrift på fjordrejer og jomfruhummere, som de spises bedst. Enjoy!

Fjordrejer

Kom fjordrejerne i spilkogende vand, så det dækker rejerne. Kom lidt sukker, evt. et bundt dild  og 1 spsk salt pr. kilo i vandet. Lad rejerne koge op og sluk for blusset. Lad rejerne køle af i vandet. Sæt GOD tid af til at pille dem og spis dem på lækkert brød med mayo og citron. Mmmmh!




Jomfruhummere


Til 6 personer skal der ca. bruges 36 jomfruhummere, hvis det skal spises som en forret/mellemret. 
2 dl god olivenolie
Saft fra en cirton
6 fed knuste hvidløg
1 stort bundt hakket persille
Salt og peber
Citroner til servering


Klip toppen af hummerhalernes skjold som vist nedenfor. Det gøres bedst ved at starte fra "nakken" og ned rundt ved halen op op til hovedet igen. Træk skjoldet af. 






Læg hummerne tæt sammen på en bageplade med sølvpapir.
Bland de forskellige ingredienser og husk at smage til! Krydr hummerne med salt og peber, før du kommer marinaden på over halerne med en ske. Kom rigeligt på!
Stil dem i en ovn på 250-270 grader under grillen i 8-10 min. 
Sut endelig alt det gode ud af hovederne og kløerne.




tirsdag den 21. juni 2011

Koldskål med ristede havregryn

Man bliver aldrig træt af koldskål. Især fordi, det er noget, man ikke spiser året rundt. Man spiser det kun om sommeren. Jeg bliver dog engang imellem træt af kammerjunker, og derfor spiser vi i min familie ristede havregryn på koldskålen. Hvis de ristede havregryn ikke bliver spist op, så gem dem og spis dem på yoghurt til morgenmad.

Koldskål



6 pasteuriserede æggeblommer
12 spsk sukker 
1 liter kærnemælk
1 liter yoghurt naturel
3 spsk marscarpone
Skal og saft af en citron
Kornene af en vanillestang

Pisk æggeblommerne stive med sukkeret. Tilsæt herefter alle de andre ingredienser og pisk. Sæt i køleskab før servering. 


Ristede havregryn




Havregryn
Smør 
Sukker

Vend havregryn og sukker i smør på pande, til havregrynene bliver sprøde. Drys over den kolde koldskål.

mandag den 20. juni 2011

Jamies blåbærboller

Da jeg i foråret var i Oxford med en veninde for at læse engelsk i 10 uger, hændte det, at vi bagte rugbrød og brunsviger, når vi havde lidt hjemve og var trætte af de engelske supermarkeders udvalg af brød og kager. Ikke desto mindre har England jo nogle dygtige, verdenskendte kokke, heriblandt Nigella Lawson, Gordon Ramsay og ikke mindst Jamie Oliver. Vi lod os en dag inspirere af en af Jamie Olivers opskrifter - denne på nogle blåbærboller. Der er frugt- og grøntmarked midt i byen i Oxford hver onsdag, hvilket vi flittigt besøgte, og denne onsdag købte vi blandt andet to bakker blåbær med hjem. 
Disse skønheder skal nemlig spækkes med blåbær! Og vær ikke bange, hvis dit køkkenbord ligner et gerningssted, efter du har bagt bollerne.. 
Sæt tænderne i Jamie Ol... nårh nej, i blåbærbollerne, lige efter de er kommet ud af ovnen, og du vil rose og takke dig selv og Mr. Oliver helt op til skyerne og tilbage igen!



Blåbærboller




375 g blåbær + sukker
375 ml lunken mælk 3
7 g tørgær (vi var jo i England...) - brug gerne rigtig gær, der skal dog bruges noget mere
2 æg 
Salt
1 tsk kardemomme, stødt
200 g sukker
50 g smeltet smør 
750 g mel
1 appelsin
1 spsk blødt smør
1 spsk brun farin

Bland gær i lunken mælk og lad stå i nogle minutter. Slå æggene ud i en skål med salt, sukker og smør og rør rundt. Tilsæt mælkeblandingen og rør igen. Hæld først 500 g hvedemel i med kardemommen og bland til en klistret masse, inden du hælder de resterende 250 g mel i. Dejen skal ikke hænge fast i hænderne - juster med mel. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. 1 times tid.
Mos blåbærrene og sukkeret med hænderne og tilsæt appelsinsaft og skal.
Fordel/stræk dejen på køkkenbordet - smæk frugten på og fordel. Fold dejen indover, så bærrene er fanget. Del i 2.
"Kast" på bedste Jamie Oliver-manér nogle smørklatter på en bradepande og drys med brun sukker. Med dette opnår man en sprød og lækker bund på bollerne.
Del dejen yderligere, så det bliver 8 portioner, stræk de små stykker ud og rul dem sammen. Placer dem på bradepande.
Lad dem ligge i en halv time, drys sukker og appeltsinskal over inden de placeres i en 180-graders varm ovn i 20-25 min.
HAPPY DAYS!

torsdag den 16. juni 2011

Pavlova med muscovado, is og passionsfrugt

Jeg er ikke meget for at indrømme, at jeg blev kaldt Marengs, da jeg var lille. Min moster fandt på dette kælenavn til mig, fordi jeg lige siden jeg var lille har haft en sød tand, og fordi jeg desuden var en lillesmule skrøbelig. Men en marengs er jo også sej indeni ej at forglemme. 
Ordet Pavlova stammer fra en russisk balletdanserinde, Anne Pavlova. Denne dessert er en sikker vinder! Med muscovadosukkeret opnår man en eftersmag, som smager af en blanding af lakrids og kaffe, hvilket komplementeres perfekt af den syrlige passionsfrugt. Lige til at dykke ned i på en kedelig regnvejrsdag!
Min far synes ikke, den var så køn, men han elskede den. Så lad dig ikke skræmme, hvis du synes, det ligner, at den allerede har været spist én gang... Håber, sølvfadet hjælper lidt på det.


Pavlova


3 æggehvider
1 dl rørsukker
1 dl muscovadosukker
1 tsk eddike, fx æbleddike
1 l vanilleis
4-5 passionsfrugter
Evt. citronmelisse til pynt, hvis man synes dette er nødvendigt

Pisk æggehviderne stive med eddiken og halvdelen af sukkeret. Tilsæt resten af sukkeret og pisk igen til sukkeret er opløst. Fordel på bageplade og bag i lang tid ved lav varme, ca. 120 grader. Lad marengsen køle af og fordel isen og passionsfrugtkernerne over lige inden servering.
Dig in!

Franske klassikere i Meyers Madhus

I 20-års fødselsdagsgave fik jeg af mine forældre et madkursus i Meyers Madhus på Nørrebro. På kurset lavede vi en masse god, fransk mad. Selvom fransk mad er meget rustik og bastant, er den meget populær - og ikke uden grund. I Frankrig og i mange af de andre sydlige lande, forstår man nemlig ikke bare at give sig god tid til at lave maden, men også til at spise den og nyde den. Man samles om bordet - typisk om søndagen - og spiser til man er ved at sprække. Her bliver der sjældent talt kalorier, og alligevel ser man sjældent en tyk franskmand. Af fransk mad bliver man hurtigt mæt, mest fordi smagsoplevelserne er så overvældende. 
Jeg nød aftenen i Meyers Madhus med godt selskab, et glas vin i hånden og en lille smule sved på panden, da jeg for første gang kastede mig ud i at lave grov fransk landpølse. Nedenfor kan du se resultaterne. Og selvfølgelig får du opskrifterne med på vejen, hvis noget af det frister...




Fransk Løgsuppe

 

600 g løg
60 g smør
1,5 l bouillon
Lidt cognac eller sherry
Evt. hvidløg
Tørt hvedebrød
Revet ost til gratinering

Snit løgene fint og sautér dem langsomt i smørret - lang tid = gyldenbrun farve = god smag. Déglacér gryden (kom lidt vand i gryden og lad det koge med) en eller flere gange, hvis løgene er ved at brænde på. Hvis man vil bruge hvidløg, kan man tilsætte hakket hvidløg i starten af processen for en blød og mild smag eller man kan smage suppen til før portionering med friskrevet hvidløg for en skarpere kant. Sidste déglacering foretages med spiritus. Tilsæt bouillon og lad nu suppen simre i 30 min. Smag til med salt og peber. Skær brødet i croutons og rist dem tørre og let gyldne uden fedtstof i ovnen i ét lag ved 150 grader. 
Ved servering: Fordel løgsuppen i små skåle eller kopper, læg nogle croutons i hver skål og top op med revet ost. Gratiner suppen i ovnen ved 200 grader indtil osten er gylden.



Moules


2 kg muslinger
2 skalotteløg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1 gulerod, skrællet
1 persillerod, skrællet
1/2 porre, renset
50 g smør
2 dl hvidvin
2-3 laurbærblade
1 dl fløde
Salt og peber
En håndfuld friske, hakkede krydderurter

Muslingerne skal være levende, indtil de bliver kogt. Du kan se, de er levende ved at tjekke, om de er lukkede. Bank dem forsigtigt mod bordet, hvis de er åbne for at se, om de lukker sig. Hvis muslingerne stadig er åbne, kasseres de. 
Skær gulerod, persillerod og porre i små tern. Sautér grøntsager i smør i en gryde stor nok til muslingerne. Tilsæt hvidvin og så muslingerne. Dæk til med låg. Damp muslingerne indtil de stort set alle har åbnet sig - ca. 5-8 minutter. Hæld al væden fra muslingerne over i en mindre gryde. Hæld muslingerne ud i et stort fad og kassér de evt. lukkede muslinger. 
Tilsæt fløden til suppen og kog den godt igennem indtil den begynder at blive tykkere. Smag til.
Ved servering: tilsæt de friske urter til den varme suppe, hæld den over muslingerne og servér!


Rokkevinge med kaperssmør


6 stykker rokkevinge med ben og uden skind. Krydret med salt og lidt sukker.
Lidt mel til at vende fisken i
100 g smør
2 skalotteløg, finthakket
1/2 dl kapers i lidt af egen lage
1 dl hakket dild
Salt og peber

Vend fiskestykkerne i mel og steg stykkerne i smør. Regn med ca. 4-6 minutter på hver side. Tag fiskestykkerne af panden og hold dem varme på et serveringsfad.
Sautér skalotteløget i stegesmørret. Tilsæt kapers og dild og steg det hele godt igennem i ca. 1 minut. Hæld kaperssmørret over rokkevingen og server med det samme.


Boeuf Bearnaise


Bearnaiseessens: 
1,5 spsk hakket skalotteløg
10 g hakket estragon
10 g hakket persille
1,5 dl hvidvinseddike
1/2 dl hvidvin
6 knuste peberkorn

3 pasteuriserede æggeblommer
5 spsk. essens
2 spsk vand
250 g afklaret smør
Lidt cayennepeber
Estragon
Kørvel

Kom skalotteløg, estragon, persille, hvidvinseddike, hvidvin og knuste peberkorn i en kasserolle og giv det et opkog. Lad det stå og trække lidt så lagen kan optage smagen fra krydderurterne.
Sigt lagen over i en skål. Kom de 3 æggeblommer, 5 spsk essens og 3 spsk vand i en gryde. Pisk nu til en tyk, cremet masse over varmen på komfuret, endelig ikke for høj varme! Tilsæt det afklarede smør i en tynd stråle. Smages til med hakket estragon, kørvel, cayennepeber og salt og peber. Evt. sukker hvis syrlig.

Til denne sauce serveres store, røde bøffer eller helstegt oksefilet. Hertil stegte kartofler eller pommes frites og salat.


Grov fransk landpølse med hvidløg og rosmarin


350 g grofthakket svinekød med minimum 12 % fedt
25 g salt
Friskkværnet peber
100 g kogte puylinser
1 løg
2 dl mælk
20 g hakket rosmarin
1 fed hvidløg, fint hakket
Medisterpølsetarme

Del kødet i to portioner. Hak den ene ud i mindre stykker og frys det ned. Sæt den anden del så koldt så muligt, uden at kødet fryser.
Blend de grønne linser på en køkkenmaskine til en grov pure. Blend hvidløg og rosmarin med. 
Hak løget. Kom det ikke-frosne kød i køkkenmaskinen sammen med salt og peber, mælk og løget. Blend, til det bliver en homogen masse. Tilsæt det frosne kød og blend. Pas på ikke at røre for grundigt - så kan farsen skille.
Træk en medistertarm over en pølsestopper. Pres farsen ind i tarmen; sørg for, at farsen er jævnt fordelt i tarmen - pas på med luftlommer. Tarmen skal ca. være 3/4 fyldt. Bind en knude på tarmen i begge ender, så farsen ikke trækker ud. Lad pølserne hvile i køleskabet i 30 min. Kog pølserne i letsaltet vand ved svag varme  i ca. 10-12 min, lad dem gerne trække lige så lang tid. Du kan stege pølserne op en pande med smør eller grille dem rå, hvis du skal bruge dem med det samme.


Coq au vin


1 unghane
125 g bacon
1 skalotteløg, grofthakket
Ca. 20 champignons
1 spsk smør
3 spsk mel
2 fed hvidløg
Timian, laurbærblade, persillestilke
2,5 dl hønsefond
1 flaske rødvin
Hakket persille til servering

Partér og marinér unghanen i rødvin i mindst et døgn.
Rist bacon i en gryde og tag det op. Tilsæt smørret i baconfedtet og brun unghanen heri. Tag kødet op og rist champignonerne. Tilsæt mel og rist af. Tilsæt igen kødet og desuden bacon, løg, timian, laurbærblade, persillestilke, fond og vin og lad simre under låg indtil kødet er mørt - ca 1,5 time. Tag nu kødet op af gryden (dæk det til med sølvpapir, så det ikke tørrer ud) og kog så braisérlagen ind til saucekonsistens. 
Ved servering: vend kødet i saucen og drys med hakket persille.


Citrontærte med marengs


Tærtedej:
125 g blødt smør
250-300 g hvedemel
1/5 tsk bagepulver
1 æg
3 spsk sukker

Bland sammen og rul ud og placér i tærteform. Bag i ovnen ved 175 grader i ca. 15 min. 

Citroncreme:
3 citroner
2 æg
2 æggeblommer
100 g sukker
2 dl fløde

Riv skallen på citronerne. Skær skallen af citronerne og skær kødet ud i skiver. Kom skiver og skal, sukker, æg og blommer i en blender. Blend, tilsæt fløde og blend igen til en ensartet masse.
Hæld citroncremen i tærteformen og bag den i ovnen ved 140 grader i 20 min eller til cremen er gylden.

Marengs:
125 g æggehvide
200 g sukker

Pisk æggehvider og lidt af sukkeret til en sej æggesnaps. Tilsæt resten af sukkeret og bliv ved med at piske indtil sukkeret opløses.
Smør marengsen på citrontærten med en palet. Bag tærten ved 230 grader indtil marengsen er gylden.


Macarons


125 g mandelmel
225 g flormelis
20 g kakao
120 g æggehvide
60 g sukker

Sigt mandelmel, flormelis og kakao i en skål. Pisk æggehvider til marengs ved at tilsætte sukkeret lidt af gangen. Vend mandelmel, kakao og flormelis i marengsen. Sprøjt små cirkler på bageplader. Lad dem stå og sætte sig i 30 min inden de bages i 20 min ved 140 grader.

Chokoladecreme:
1 dl fløde
100 g mørk chokolade

Hak chokoladen fint og kom det i en skål. Kog fløden op, hæld den varme fløde over chokoladen og rør rundt indtil chokoladen er smeltet og opløst i fløden. Stil cremen i køleskabet. Når cremen er kold piskes den op, ikke for meget, for kan nemt skille. Læg macaronsne sammen med chokoladecremen.