Gør det nemt for dig selv og køb en lækker andelevermousse eller paté i en delikatesse og lav dit eget tilbehør - foie gras kan selvfølgelig også bruges. Det er vigtigt, at man serverer både noget sprødt, noget surt/sødt og friskt til andelevermousse eller foie gras, fordi det er så fedt, som det er. Her er andelevermoussen serveret med friskt salat vendt i olie, ristede græskarkerner, tyndt skåret ristet rugbrød og en hjemmelavet løgmarmelade. Her får du opskriften på løgmarmeladen, som min mor for nogle år siden fik med sig fra en køkkenskole i Provence.
Andelevermousse med løgmarmelade og ristet rugbrød
Ca. 2 kg løg
1/2 kg æbler (helst Belle de Boskoop)
Skal og saft af citron
150 g rosiner
3 dl tør hvidvin
3 dl sherryvinaigre
300 g rørsukker
100 g koncentreret tomatpure fra dåse
8 spsk honning
3 spsk reven ingefær
1 tsk stødt kanel
cayennepeber efter smag - pas på, det er stærkt!
Lidt salt
Pil løgene og skær dem i skiver. Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem i tern. Sæt løg, æbler, citronsaft og -skal, rosiner og hvidvin over lavt blus i 20 min. Tilsæt så halvdelen af eddiken og lad det stå igen til det er mørt. I en skål blandes halvdelen af eddiken med sukker, tomatpuré, honning, ingefær, kanel, cayennepeber og salt. Kom blandingen i gryden og lad det koge videre i 20-25 min. Når marmeladen er sirupsagtig er den færdig. Køles af og kommes på glas i køleskabet.