Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2013

Fastelavnsboller med lakrids/marcipanfyld

Jeg ELSKER fastelavnsboller. Jeg plejer at lave en klassisk udgave med marcipan og nougat i midten, men denne gang blev de piftet op med lakrids. 

Fastelavnsboller med lakrids/marcipanfyld



2 dl mælk
40 g gær
2 æg
150 g smør
2 spsk sukker
5-600 g hvedemel
1 knivspids kardemomme
Pensling: 1 sammenpisket æg

Fyld: 
100 g sukker
150 g rå marcipan
70 g smør
1-2 tsk lakridspulver
Ovenstående røres sammen


Pynt: smeltet mørk chokolade

Rør gær ud i lun mælk og tilsæt sukker og æg. Smuldr smør i mel og bland med gærblandingen sammen med kardemomme. Ælt igennem og lad hæve i 30 minutter. Rul dejen tyndt ud og skær kvadrater på 10x10 cm og fordel remoncen i små klatter på dejen. Skær små stykker nougat ud og fordel også dem på dejen. Pak kvadraterne så du får små boller, som du vender om og lægger på en bageplade med bagepapir, hvor de skal hæve til dobbelt størrelse. Pensl med æg. Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Spis en mens de er varme og lad resten køle af, så du kan dekorere dem med smeltet, mørk chokolade. God fastelavn!

tirsdag den 22. januar 2013

Koldhævet brød med fuldkorn og yoghurt

Jeg bagte dette dejlige brød med sprød skorpe og luftigt, saftigt indre forleden dag. Det smagte perfekt til tomatsuppe og blev brugt til bruschetta dagen efter.


Koldhævet brød med fuldkorn og yoghurt








































6 dl koldt vand
10-15 g gær
1 dl græsk yoghurt
1 spsk brun farin/muscovadosukker
5 g havsalt
700 g hvedemelet
100 g fuldkornshvede

Rør vand og yoghurt i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker og salt og rør rundt. Tilsæt mel lidt af gangen mens du rører. Ælt til sidst i et par minutter til dejen bliver smidig - evt. på røremaskine.
Sæt et stykke film over skålen og sæt den i køleskabet natten over - eller i 2 døgn. Tag dejen ud af køleskabet et par timer før brødet bages. Giv den en chance for lige at blive luftig igen. Tænd ovnen på 250 grader og sæt et ildfast fad med vand i bunden af ovnen. Tag den varme bageplade ud og kom et stykke bagepapir udover, hvor du "hælder" dejen ud på. Lad brødet bage i en halv time til det lyder hult, når man banker i bunden.



torsdag den 10. januar 2013

Kiksetærte med lakridscreme og skovbær-topping

Jeg faldt over en opskrift på kiksetærte med lakridscreme og skovbærtopping i Johan Bülows lille biks i kælderen i Magasin, som jeg måtte prøve! Kombinationen af den sprøde kiksebund, cremet lakrids og syrlige bær måtte simpelthen udforskes. Jeg har ændret lidt i opskriften, så her er min udgave af den lækre tærte:

Kiksetærte med lakridscreme og skovbær-topping





Kiksebund:
200 g fuldkornskiks
1 tsk vanillesukker
60 g muscovadosukker eller brun farin
120 g blødt smør
50 g grahamsmel

Knus kiks og bland med de resterende ingredienser til en samlet masse. Ælt evt. med fingrene. Massen presses ned i en smurt tærteform, så det ligger som en kompakt bund. Bages i 8 min. ved 180 grader.

Lakridscreme:
3 dl kondenseret mælk
4 æggeblommer
Ca. 1 spsk lakridspulver, jeg brugte "Raw liquorice powder" - opskriften siger "Salty liquorice sirup" og "Fine liquorice powder", men det havde jeg ikke

Bland det hele sammen. Hæld cremen i den forbagte tærte, som bages yderligere 8 min. ved 180 grader.

Bær-topping:
200 g frosne bær - jeg brugte en blanding af forskellige skovbær 
50 g sukker
1 blad husblas

Kog bær og sukker op i et bar minutter. Lad husblas ligge i koldt vand i et par minutter. Tag bær af varmen og si det meste af væden fra. Vrid husblas og kom i bærrene og rør rundt. Når bær er afkølet hældes de over den kolde lakridstærte. Pynt evt. med mynteblade.


tirsdag den 8. januar 2013

Verdens bedste pandekager

De bedste pandekager er sprøde og bløde, smager syrligt og sødt og er varme og tynde. Fyld dem med din yndlings-syltetøj, ahornsirup eller frisk frugt. Da jeg var lille, fik vi nogen gange pandekager til aftensmad. Uden noget andet! Her får du min opskrift på pandekager.



OBS! Rettelse: Jeg har glemt at skrive, at der også skal 1 spsk sukker i dejen. 

Til ca. 12 stk. Pisk æg og mælk med halvdelen af melet. Tilsæt så resten af melet og vanille, citronsaft- og skal, kardemomme og salt. Pisk grundigt inden du tilsætter smeltet smør. Pisk ind til der ikke er flere klumper i dejen. Sæt på køl. Brug en suppeske eller hæld dejen op i en kande, når du bager. Bag pandekagerne på en meget varm pande og husk at bruge smør ind imellem. 

mandag den 24. december 2012

Jødekager

Glædelig jul til jer alle sammen fra Ida Marengs. Jeg er lige vågnet og er allerede på vej på ski her i Chamonix, for solen står klart på himlen, og der er faldet sne i nat. Jubii! I dag får I en opskrift på jødekager, for dem nåede jeg at bage, inden jeg tog afsted, og de var helt fantastiske! Så hvis du mangler lidt sødt til kaffen i aften udover konfekten er jødekagerne et godt bud. De er nemme at lave, og denne udgave er med grahamsmel.

Jødekager



100 g grahamsmel
150 g hvedemel
1/2 tsk hjortetaksalt
150 g smør
1 æg
100 g sukker
Kanel og sukker 

Bland hjortetaksalt med mel og smuldr smøren nedi. Tilsæt sukker og æg og rør sammen til en ensartet dej. Dejen sættes i køleskabet i min. 20 min. og rulles ud på et meldrysset bord, hvorefter kagerne kan stikkes ud med forskellige forme. Jeg havde lidt travlt, så mine kager blev stukket ud med toppen af et champagneglas. Kagerne drysses med kanelsukker og bages i ovnen ved 200 grader i ca. 6-7 minutter, til de er sprøde og lidt gyldne i kanten.




lørdag den 15. december 2012

Honningkager

Her får du Camilla Plums fantastiske opskrift på honningkager. Hvis du er hurtig, kan du smække dejen sammen nu, og så er de klar til jul!

Honningkager

500 g mel
500 g honning (gerne lynghonning eller din favorit)

Bland mel og honning - sæt det i en skål i køleskabet med film over og lad det stå i min. en uge - allerhelst 14 dage og gerne længere.

2 æggeblommer
5 g potaske
5 g hjortetakssalt
4 tsk stødt kanel
2 tsk stødt allehånde
1 tsk reven muskatnød
2 tsk stødt ingefær

Rugmel

Ælt alle ingredienserne i dejen og tilsæt lidt vand, hvis det er vanskeligt at røre i. Rul dejen ud på et meldrysset bord (helst rugmel) i ca. 1 cm tykkelse. Stik dem ud som på billedet og bag dem (placér dem langt fra hinanden på pladen, de hæver meget) i 10 min ved 200 grader. 

Mørk chokolade

Smelt chokoladen og overtræk honninghjerterne. Jeg skrev navnene på de heldige med glasur på mine honningkager. 









torsdag den 13. december 2012

Oldemors fedtebrød

Min absolutte yndlingssmåkage her i julen er min oldemors fedtebrød. Hun lever desværre ikke mere og har ikke gjort i lang tid, men det gør hendes fedtebrød derimod.

Oldemors fedtebrød




125 g hvedemel
1/4 tsk hjortetaksalt
65 g kokosmel
125 g blødt smør
65 g sukker

Glasur: flormelis og vand
Ekstra kokos til drys

Bland alle ingredienserne og form flade, lange "brød" af dejen på en bageplade med bagepapir (ligesom på billedet). Bag dem i en 200 grader varm ovn i 10 min. Tag dem ud og skær straks i små stykker. Lad dem køle af på en rist. Når de er afkølede fordeles glasuren på midten og der drysses med kokos.


mandag den 10. december 2012

Ostescones med fuldkorn

Say cheese!! Disse vidunderlige scones er proppet med lækker ost og er et perfekt lille mellemmåltid på en kold eftermiddag. Opskriften stammer fra en af min mors gamle kogebøger, der hedder "Cranks", og jeg kan tydeligt huske, da jeg var lille og min mor bagte dem. De smager allerbedst med smør, sennep og brøndkarse!

Ostescones med fuldkorn




450 g 100 % fuldkornsmel
1 tsk havsalt
15 g gær
1 tsk sukker
3-4 dl vand
1 pisket æg
275 g revet cheddarost

Bland mel og salt. Rør gær og sukker i en lille skål med 1,5 dl lunkent vand. Lad det så lunt til det skummer. Hæld gæren op i melet og tilsæt gradvis resten af vandet. Bland det godt i en røremaskine sammen med ægget. Lad det hæve i ca. 20 min. Rul så dejen ud på en let melet overflade til et rektangel. 1/3 af osten drysses på det midterste stykke. Fold venstre stykke indover og drys halvdelen af osten på overfladen. Til sidst foldes højre side indover. Rul med en kagerulle, så dejen presses sammen med osten. Stik scones'ne ud med et glas, pensl dem med lidt mælk og drys resten af osten henover. Fold og rul dejresterne, så det hele bliver brugt. Bag dem i 25 min i en 200 grader varm ovn.





søndag den 18. november 2012

Vaffelfabrikken og vaffelopskrift

For kun halvanden uge siden mødtes Linn fra bloggen Frk. Kræsen og jeg på en café på Nørrebro. Igår stillede vi op til Restaurant Day med Vaffelfabrikken. Det har været en super hurtig proces, men vi har lagt alle kræfter i. Forberedelserne var mange; vi har kogt marmelade, handlet ind, lavet postkort etc. Bare det at hakke nødderne hjemme hos Linn tog halvanden time!





Lørdag formiddag brugte vi især meget tid på forberedelserne. Vi lavede dej, skar æbler og piskede flødeskum. Men der var også tid til at prøvesmage - vi delte en vaffel og blev enige om, at dem kunne vi sagtens være bekendt at servere!

Det var en kæmpe succes, og vi er meget taknemlige for, at så mange søde mennesker troppede op trods kø og kulde! Vi solgte mange flere, end hvad vi havde regnet med og stod der også en time mere. Vi håber, I var lige så glade for at besøge os, som vi var for at få besøg. Arla og Urtekram havde været så søde at sponsorere en hel masse lækre råvarer, som vi var meget glade for at bruge. 






Vi solgte to forskellige vafler: en med skyr eller flødeskum, hjemmelavet brombærmarmelade og friske krydderurter og en med skyr eller flødeskum, friske danske æbler skåret i tynde skiver, hakkede nødder, hakket mørk chokolade og friske krydderurter.
En stor tak til alle jer derude, en stor tak til Arla og Urtekram, en stor tak til verdens bedste Camilla, der hjalp til, en stor tak til Stefanskirken for telt, borde og elektricitet, en stor tak for lån af vaffeljern og termokander, en stor tak for mel og æbler og en stor tak til søde Linn, som var en super god vaffelpartner!








Overskuddet kommer ubeskåret til at gå til Movember, og vi vil - når vi har lavet regnskab - selvfølgelig også fortælle, hvor meget vi har skrabet sammen. 

Her får I vores helt egen vaffelopskrift (som nogle af jer fik med på de små postkort, vi havde lavet). 

Ida Marengs og Frk Kræsens vafler
Til ca. 10 stk.
3 æg
4 dl mælk
4 dl mel
2 tsk bagepulver
130 g smeltet smør
1 spsk rørsukker
Et nip groft salt
Kornene af en vanillestang eller Urtekrams lækre vanillesukker
Saft og skal fra 1 øko-citron
Lidt revet muskatnød
Pisk alle ingredienserne sammen. Si dejen fri for klumper og bag vaflerne på et vaffeljern smurt med smeltet smør. 

Ps. Opskriften på brombærmarmeladen kommer snart her på bloggen!

















tirsdag den 13. november 2012

Hjemmelavede burgers med karamelliserede rødløg

Som en (lidt sen) hyldest til Obama kommer der her en opskrift på de lækreste, hjemmelavede burgers. Jeg brugte Brdr. Prices opskrift på burgerboller - som ligesom Mr. Obama er nogle fantastiske mænd - og fandt på at servere grov guacamole (se sidste indlæg) og karamelliserede rødløg til.

Hjemmelavede burgers med karamelliserede rødløg













Burgerboller:

3 dl sødmælk
20 g gær
½ kg hvedemel
Ca. 1 tsk fint salt
1 spsk sukker
30 g smør
Æg til pensling
Sesamfrø

Bland gæren i den håndvarme mælk og tilsæt mel, salt, sukker og smørret, som skal være blødt.
Ælt dejen meget grundigt igennem, (cirka 10 minutter) eventuelt på røremaskinen med dejkrog. Kom dejen i en melet skål, dæk den til og sæt den til hævning i stuetemperatur i cirka halvanden time.
Del dejen i 6-8 stykker og form dem til boller Læg dem til efterhævning på en bageplade i en halv times tid.
Bollerne pensles med pisket æg, drysses med sesamfrø og bages i en 200 grader varm ovn i cirka 15 minutter.

Karamelliserede rødløg:
4 rødløg
2 spsk smør
2 spsk rørsukker
1/2 dl balsamico-eddike
Et nip groft salt og peber

Skær løg i både og svits dem i smøret på en pande i et par minutter. Tilsæt så rørsukker og eddike og lad det koge ind ved svag varme i lidt over 5 minutter. Smag til med salt og peber.

Derudover:
Tomater i skiver
Cheddarost i skiver
Hakkebøffer (hk. oksekød formes til bøffer og steges på panden)
Ketchup
Miracle Whip
Grov guacamole

Sammensæt din egen burger. 







torsdag den 8. november 2012

Verdens nemmeste kanelsløjfer

Nu nærmer julen sig, og inden vi ser os om er den forbi. Jeg pynter først op til jul i december, men julebagningen starter allerede i november - den får man nemlig aldrig nok af. Her får du et forslag til verdens nemmeste små julekager - eller ikke-julekager, hvis du synes, det er for tidligt - lavet af kun tre ingredienser på kun 20 min. Inspirationen er hentet fra Alt For Damerne. 
Kanelsløjfer

1 rulle butterdej
Kanel og sukker

Tænd ovnen på 200. Rul butterdejen ud. Som regel ligger den allerede i bagepapir, men placér den ellers på noget bagepapir på en bageplade. Bland kanelsukkeret sammen og drys det udover i et fint lag som vist på det første billede nedenfor. Brug en kagerulle og rul met et let pres henover dejen for at få kanelsukkeret til at hænge fast. 
Vend butterdejsfirkanten om så kanelsiden kommer til at ligge ned ad. Drys igen med kanel på den "nye" side og lav samme trick med kagerullen. Fold dejen ligesom på billederne nedenfor og skær den endelige pølse i små sløjfer. Fordel på bagepladen og bag i ovnen, til de er gyldne. Hold øje med dem, for det går stærkt!









onsdag den 7. november 2012

Vaffelfabrikken hos Ida Marengs og Frk. Kræsen


Igår aftes mødtes jeg med søde Linn fra bloggen Frk. Kræsen. Vi havde bare aftalt, at vi skulle hyggesnakke, men snakken kom hurtigt til at handle om Restaurant Day i København - et projekt startet i Finland, hvor alle kan åbne deres egen lille restaurant d. 17. november. Vi besluttede os for at gå sammen og lave en hyggelig lille vaffelrestaurant, hvor alle kan komme til en hyggesnak og en hjemmebagt vaffel. Vi inviterer jer indenfor i vores udendørs køkken, for som I sikkert allerede ved er køkkenet jo for os begge vores absolutte yndlingssted! 

Vaffelfabrikken - som vi har kaldt vores lille restaurant - kommer til at ligge i starten af Stefansgade på Nørrebro og den vil have åbent mellem 14-16 d. 17. november. På Stefansgade vil der desuden være andre små restauranter, som du også kan besøge. Vi vil servere vafler med forskellige slags topping, og arbejder på højtryk med at komme på noget super lækkert. Skriv endelig forslag, hvis du har idéer!
Vaflerne sælger vi til 15 kr. stykket og overskuddet går ubeskåret til Movember! Vi har været så heldige, at Arla og Urtekram har besluttet sig for at sponsorere vores Vaffelfabrik - så mange tak til dem! Vi glæder os meget til at bruge de lækre råvarer.

Linn og jeg glæder os helt vildt og håber på at se en hel masse! Jeg vil skrive meget mere om Vaffelfabrikken, når vi nærmer os, men ind til videre kan I følge med og melde jer til på vores Facebook-event og læse mere om Restaurant Day her.