Viser opslag med etiketten dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dessert. Vis alle opslag

tirsdag den 5. marts 2013

Æbletærte

I Frankrig lavede jeg denne super nemme æbletærte med butterdejsbund og karamelliseret overflade. Før har jeg lavet en mangotærte, der mindede meget om, så opskriften er nærmest den samme, bare med æbler.

Æbletærte



2 æbler - ikke for søde
1 færdiglavet butterdej (helst lavet på smør)
40-50 g rørsukker (afhængigt af hvor surt/sødt æblet er)
80 g smør
Creme fraiche til servering

Vask æblerne og fjern kernehus. Skær æblerne i meget tynde både og fordel dem i cirkler på tærtedejen, som placeres på en bageplade med bagepapir. Drys sukkeret udover og fordel små smørklatter over det hele. Sæt i ovnen ved 200 grader ind til tærten bliver gylden i kanten. (Ca. 45 min.)
Server et stykke tærte med creme fraiche til.

tirsdag den 26. februar 2013

Limefromage med lakrids og hvid chokolade

I den seneste tid har der været meget stille på bloggen af to årsager; for det første har jeg været i Frankrig med min familie og kom hjem igår. Ihh, hvor jeg synes, at her gråt og kedeligt i Danmark i forhold til i alperne. Snart bliver det forhåbentligt lidt mere forårsagtigt! Den anden grund til, at her har været lidt stille er, at bloggen er ved at blive "renoveret" fuldstændig. Jeg får hjælp af en ven, der er rigtig god til den slags - så bloggen er i gode hænder! Jeg glæder mig meget til at præsentere jer for den nye side snart, men vi må vente lidt endnu... Ind til da får I en opskrift på en lækker limefromage a la farmors citronfromage med et twist. Jeg har nemlig hørt, at det er populært igen - og jeg kan godt forstå hvorfor!

Limefromage med lakrids og hvid chokolade


























4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
3 blade husblas
2,5 dl piskefløde
3 lime, saft og skal (øko)
100 g sukker
100 g hvid chokolade
1 tsk lakridspulver (rå)

Læg husblas i blød i koldt vand. Riv skallen af lime (som du har vasket) og pres saften ud i en gryde. Tænd for blusset og lad det varme op. Udblød husblasen og lad den opsløse i den varme limesaft, mens du rører rundt. Pisk æggeblommerne med sukkeret til det bliver luftigt og tilsæt derefter limesaften fra gryden og halvdelen af limeskallen. Pisk æggehviderne stive. Pisk fløden til skum. Vend flødeskum i æggeblomme/sukker-blandingen forsigtigt. Vend til sidst æggehviderne i. Kom i små skåle eller kopper, som jeg har gjort og sæt på køl i et par timer før servering. 
Hak den hvide chokolade groft og rør sammen med lakridspulveret og den resterende limeskal. Drys ovenpå fromagen og servér!

mandag den 4. februar 2013

Lys chokolademousse med chilimarineret ananas

Nogle mennesker er mere til lys chokolade end mørk, måske fordi de synes, det kan blive en anelse bittert en gang imellem. Jeg forsøgte at lave en chokolademousse med lys chokolade (Valhronas Jivara 40%), selvom jeg plejer at bruge mørk, og det blev rigtig lækkert!

Lys chokolademousse med chilimarineret ananas








Til 4 portioner:

350 g lys chokolade (40 %)
80 g smør
4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
20 g sukker
Tern af 1/2 frisk ananas
1/2-1 chili

Skær ananas i tern og hak chilien. Lad ananasen ligge i chili ind til moussen er færdig.
Smelt chokolade og smør i mikroovn eller over vandbad. Pisk hviderne stive og tilsæt sukkeret til sidst og pisk igen. Bland æggeblommerne i chokoladen, når den er kølet lidt af. Vend hviderne op i chokoladen med en spatel stille og roligt, så luftigheden bevares. Hæld straks på glas eller i små skåle og stil på køl indtil servering. 
Anret moussen med ananas på toppen.

mandag den 21. januar 2013

Bær med creamcheese-råcreme og kiksecrunch

Jeg smækkede en hurtig dessert sammen den anden dag, der simpelthen blev for god til ikke at få sit eget indlæg her på bloggen. Bloggen fungerer jo også for mig som et opslagsværk, hvor jeg arkiverer alle mine bedste opskrifter, så det sker ofte, at jeg selv søger på min blog for at blive inspireret af, hvordan jeg plejer at gøre og tilmed huske hvilke erfaringer, jeg allerede har gjort mig. Og denne dessert skulle ikke gå i glemmebogen..

Bær med creamcheese-råcreme og kiksecrunch





Til 2 personer:
Blåbær, brombær og jordbær, vasket (brug gerne andre bær)
2 pasteuriserede æggeblommer
1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
3 spsk mascarpone 
1 citron
Et par fuldkornskiks fra Digestive
Lidt mynte på toppen

Pisk æggeblommerne luftige med sukkeret. Tilsæt mascarpone og pisk igen. Pres citronsaft og rør rundt og smag til. Anret cremen over bærrene og knus kiks udover.

Ps. Kan du gætte, hvilken amerikansk dessert, jeg har ladet mig inspirere af?




lørdag den 19. januar 2013

Rødtungefileter i senneps/fløde-sauce med spinat, fennikel og pinjekerner

Som lovet får I her min udgave af en opskrift på rødtunge tilberedt i dampovn. Længere nede kan I se, hvordan chokolademousse nemt og hurtigt bliver lavet med lidt hjælp fra dampovnen.


Rødtungefileter i senneps/fløde-sauce med spinat, fennikel og pinjekerner (tilberedt i dampovn)





8 rødtungefileter
1 fennikel, vasket og skåret i fine skiver
1 skalotteløg, hakket
1 hvidløg, finthakket
1 klat smør
1 dl hvidvin
100 g pinjekerner
300 g babyspinat, vasket
1 øko-citron, vasket
3 spsk 38% creme fraiche
2,5 dl fløde
1 spsk dijonsennep
Et par friske estragon-kviste, vasket
Salt/peber

Svits løg og hvidløg i en gryde og tilsæt spinaten. Lad spinaten stege ind til den mister vandet/falder sammen. Sluk for blusset og smag til med salt og peber. Tilsæt creme fraichen og rør rundt. Fisken rulles til små pakker med spinatfyldet indeni. Anret fisken på et dampfad med huller og drys med salt og peber.
Hæld hvidvin i gryden fra før - det gør ikke noget, at der er lidt rester fra før i gryden. Tilsæt desuden fløde, sennep, estragon, citronskal og lad hurtigt saucen koge op. 
Fordel fennikel i et dampfad uden huller og hæld saucen herover. Sæt i dampovnen og tænd på 100 grader i 5 minutter. Rist pinjekerner på en varm og tør pande til de bliver gyldne. Når fadet tages ud tilberedes fisken i 5 minutter ved 80 grader. Skær evt. citronen i tynde skiver og læg ved fisken. Hæld saucen på et fad og anret fisken herpå. Drys med pinjekerner og server.

Chokolademousse med appelsinmarinerede jordbær (med hjælp fra dampovn)


Til 6 portioner:
200 g mørk chokolade
80 g smør
4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
40 g sukker

Topping:
4 jordbær
1 appelsin

Smelt smør og chokolade i dampovnen ved at lægge det i en skål med film over, så kondensvandet ikke kommer ned i skålen. Sæt i dampovnen i 3 minutter ved 100 grader.
Pisk imens æggehviderne stive og hvide og tilsæt til sidst sukkeret og pisk igen. Hæld æggeblommer i chokolademassen og rør rundt. Vend de piskede æggehvider i chokolademassen med en kagespatel uden at piske, så luften ikke forsvinder. 
Hæld chokolademoussen på glas og stil på køl.
Vask og skær jordbær i tynde skiver. Pres appelsinsaft udover og lad dem marinere lidt heri. Riv evt. skallen fra appelsinen udover.



fredag den 18. januar 2013

Miele-event om dampovn

Midt i alle eksamenerne har jeg en masse spændende projekter igang. Et af de projekter er et samarbejde med Miele om deres fantastiske dampovn. Onsdag aften havde Miele og jeg nemlig inviteret andre madbloggere i Mieles køkken i Glostrup for at eksperimentere med opskrifter i en dampovn. På trods af mange sygemeldinger havde vi en hyggelig aften i dampovnens tegn.

Dampovnen er god til mange ting - men i mine øjne er den specielt velegnet til tilberedning af fisk. I onsdags lavede vi hver vores fortolkning af rødtungefileter med tilbehør i dampovn, og derefter lavede vi en dessert. Resultaterne var meget forskellige, og det afspejler jo netop dampovnens alsidighed. Desuden er det meget nemt at nå det perfekte resultat med en dampovn, når det kommer til tekstur og smag af fisken. Farverne og vitaminerne bliver i grøntsagerne, og den milde - og ikke mindst sunde - tilberedning gør generelt kun godt for smagen og teksturerne på madvarerne. 

Imorgen på bloggen kommer mit bud på en opskrift med rødtungefileter med tilbehør i dampovn - og så kan du også læse, hvordan en dampovn kan hjælpe dig med at lave chokolademousse. De andre opskrifter blev udtænkt af de søde piger fra Snack Around  og Gane & Gaffel.

Hvis du selv kunne tænke dig at eksperimentere og lege i Mieles køkken, er der mulighed for det. Miele inviterer nemlig indenfor til forskellige arrangementer, hvor du kan blive inspireret til hverdagens madlavning. Arrangementerne foregår både i Vejle og i Glostrup, og du kan læse meget mere om det her. 



















torsdag den 10. januar 2013

Kiksetærte med lakridscreme og skovbær-topping

Jeg faldt over en opskrift på kiksetærte med lakridscreme og skovbærtopping i Johan Bülows lille biks i kælderen i Magasin, som jeg måtte prøve! Kombinationen af den sprøde kiksebund, cremet lakrids og syrlige bær måtte simpelthen udforskes. Jeg har ændret lidt i opskriften, så her er min udgave af den lækre tærte:

Kiksetærte med lakridscreme og skovbær-topping





Kiksebund:
200 g fuldkornskiks
1 tsk vanillesukker
60 g muscovadosukker eller brun farin
120 g blødt smør
50 g grahamsmel

Knus kiks og bland med de resterende ingredienser til en samlet masse. Ælt evt. med fingrene. Massen presses ned i en smurt tærteform, så det ligger som en kompakt bund. Bages i 8 min. ved 180 grader.

Lakridscreme:
3 dl kondenseret mælk
4 æggeblommer
Ca. 1 spsk lakridspulver, jeg brugte "Raw liquorice powder" - opskriften siger "Salty liquorice sirup" og "Fine liquorice powder", men det havde jeg ikke

Bland det hele sammen. Hæld cremen i den forbagte tærte, som bages yderligere 8 min. ved 180 grader.

Bær-topping:
200 g frosne bær - jeg brugte en blanding af forskellige skovbær 
50 g sukker
1 blad husblas

Kog bær og sukker op i et bar minutter. Lad husblas ligge i koldt vand i et par minutter. Tag bær af varmen og si det meste af væden fra. Vrid husblas og kom i bærrene og rør rundt. Når bær er afkølet hældes de over den kolde lakridstærte. Pynt evt. med mynteblade.


tirsdag den 8. januar 2013

Verdens bedste pandekager

De bedste pandekager er sprøde og bløde, smager syrligt og sødt og er varme og tynde. Fyld dem med din yndlings-syltetøj, ahornsirup eller frisk frugt. Da jeg var lille, fik vi nogen gange pandekager til aftensmad. Uden noget andet! Her får du min opskrift på pandekager.



OBS! Rettelse: Jeg har glemt at skrive, at der også skal 1 spsk sukker i dejen. 

Til ca. 12 stk. Pisk æg og mælk med halvdelen af melet. Tilsæt så resten af melet og vanille, citronsaft- og skal, kardemomme og salt. Pisk grundigt inden du tilsætter smeltet smør. Pisk ind til der ikke er flere klumper i dejen. Sæt på køl. Brug en suppeske eller hæld dejen op i en kande, når du bager. Bag pandekagerne på en meget varm pande og husk at bruge smør ind imellem. 

søndag den 6. januar 2013

Yoghurtis / Frozen yogurt med citron og vanille

Jeg er kæmpe fan af yoghurt is, så selvfølgelig var denne variant én af de første eksperimenter på ismaskinen. Resultatet blev fantastisk!

Yoghurtis / Frozen yoghurt med citron og vanille



500 g græsk yoghurt (jeg brugte 10 %)
1 dl piskefløde
2-3 spsk sukker
Kornene af 1 vanillestang
Skallen og saften af 1 citron

Hakket chokolade, nødder, frugt, bær eller anden topping

Kog fløden med sukker og vanillestang + korn. Når det koger tages gryden af blusset og vanillestangen fjernes. Hæld fløden over yoghurten og tilsæt citron. Pisk til en ensartet masse og sæt på køl inden du kører isen på ismaskine. Alternativt kan yoghurtcremen sættes i fryseren i en form og tages ud og blendes på halvvejen - dvs. lige inden isen fryser fast - og sættes ind igen. 



fredag den 4. januar 2013

Mælkechokoladeis på min nye ismaskine

Jeg var så heldig at få en ismaskine i julegave. Jeg har fået en italiensk Musso Lussini, og den står allerede og pynter smukt på mit køkkenbord. Den kom med posten igår, og den stakkels 70-årige mand kunne ikke bære den 20 kg tunge maskine hele vejen på på 4. etage, hvor jeg bor, så han måtte have lidt hjælp. På pakken står der "handle with care", og jeg lover Musso, at jeg vil passe på den som om den var min baby. Jeg lagde ud med en vanille/lime flødeis, som jeg har lavet før på min mosters maskine, og så lavede jeg en mælkechokoladeis efter en opskrift af Meyer med Valhronas Jivara chokolade. Jeg læner mig nok lidt op af opskrifter i starten, og jeg lover, at der hyppigt vil komme diverse iseventyr her på bloggen i år 2013. 

Mælkechokoladeis


175 g lys chokolade
5 dl fløde
1 stang vanille 
4 æggeblommer
100 g sukker

Hak chokoladen og hæld i en glasskål. Bring fløde og vanille i kog. Pisk æggeblommer og sukker luftigt. Tag vanillestangen op af fløden og hæld fløden i æggemassen under piskning. Hæld massen i gryden igen og lad den koge op til den når at blive lidt tyk. Hæld den varme creme over chokoladen og pisk ind til det smelter. Stil skålen i køleskab ind til massen er kølig og kør den så på ismaskinen. Har man ikke ismaskine hældes massen i en form og sættes i fryseren. Lige når massen begynder at fryse hældes den i en blender og blendes og sættes så i fryseren igen i formen.




tirsdag den 27. november 2012

Lakridsmarengs

På vej hjem fra arbejde tager jeg ofte metroen i Magasins kælder i disse kolde tider. Turen gennem Magasins kælder byder på mange fristelser, men én af dem er trods alt mere fristende end de andre; nemlig Johan Bülows lille biks. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at gå forbi, smage på de smagsprøver - der næsten altid står fremme - og hilse på de ekspedienter, der altid hilser pænt (og genkendende). Jeg er en stor fan - ikke bare af de lækre lakrids-chokoladekugler, men også af sirup og pulver. Pulveret brugte jeg igår i disse lakridsmarengs, der fik en flot lakridsmarmorering. Jeg havde nogle passionsfrugter, jeg udhulede og noget hvid chokolade, jeg hakkede, og vupti! så havde jeg en dessert. Jeg tror dog det ville have været endnu bedre med en klat is oveni.

Lakridsmarengs


Til to bageplader:
8 bægre æggehvider
1 spsk hyldeblomsteddike
7 dl rørsukker
2 spsk lakridspulver - evt. fra Johan Bülow
1 spsk vand

Pisk hviderne stive og tilsæt sukkeret lidt af gangen sammen med eddiken. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Når hviderne er helt stive og blanke er de færdige. Lakridspulver blandes med lidt vand og denne masse røres langsomt i marengsen med en dejskraber uden at røre det helt sammen - på den måde opnår man marmorering.
Sæt ovnens temperatur ned til 110 grader. Placér marengs i store klatter på bagepapir på bageplader med ske. Lad dem bage/tørre i ovnen i lidt over en time. Hvis du har lavet dem små, skal de have kortere tid, og hvis du har lavet dem store, skal de have længere tid. 






onsdag den 7. november 2012

Vaffelfabrikken hos Ida Marengs og Frk. Kræsen


Igår aftes mødtes jeg med søde Linn fra bloggen Frk. Kræsen. Vi havde bare aftalt, at vi skulle hyggesnakke, men snakken kom hurtigt til at handle om Restaurant Day i København - et projekt startet i Finland, hvor alle kan åbne deres egen lille restaurant d. 17. november. Vi besluttede os for at gå sammen og lave en hyggelig lille vaffelrestaurant, hvor alle kan komme til en hyggesnak og en hjemmebagt vaffel. Vi inviterer jer indenfor i vores udendørs køkken, for som I sikkert allerede ved er køkkenet jo for os begge vores absolutte yndlingssted! 

Vaffelfabrikken - som vi har kaldt vores lille restaurant - kommer til at ligge i starten af Stefansgade på Nørrebro og den vil have åbent mellem 14-16 d. 17. november. På Stefansgade vil der desuden være andre små restauranter, som du også kan besøge. Vi vil servere vafler med forskellige slags topping, og arbejder på højtryk med at komme på noget super lækkert. Skriv endelig forslag, hvis du har idéer!
Vaflerne sælger vi til 15 kr. stykket og overskuddet går ubeskåret til Movember! Vi har været så heldige, at Arla og Urtekram har besluttet sig for at sponsorere vores Vaffelfabrik - så mange tak til dem! Vi glæder os meget til at bruge de lækre råvarer.

Linn og jeg glæder os helt vildt og håber på at se en hel masse! Jeg vil skrive meget mere om Vaffelfabrikken, når vi nærmer os, men ind til videre kan I følge med og melde jer til på vores Facebook-event og læse mere om Restaurant Day her.





fredag den 2. november 2012

Hjemmelavede flødeboller med lakrids og hvid chokolade


Jeg har lavet flødeboller igen. Denne gang blev de virkelig (!) gode. Kombinationen af den fløjlsbløde guf med lakridssmag og den hvide chokolade, der smelter i munden, er simpelthen helt fantastisk. Denne gang har jeg specificeret opskriften en del, for sidste gang jeg bloggede om flødeboller, kom der en masse spørgsmål. Spørg endelig igen, hvis I er i tvivl om noget og del gerne nogle flødebolle-idéer.

Hjemmelavede flødeboller med lakrids og hvid chokolade


Til ca. 35 stk
1/4 liter æggehvide
1/2 kg sukker
50 g glukose (kan købes i større supermarkeder)
Lakridspulver f.eks. fra Johan Bülow (ikke lakridsrodspulver!)
165 g vand
1 rulle marcipan
6-700 g hvid chokolade til overtræk

Redskaber:
Vægt
Kagerulle
2 gryder
Sukkertermometer (kan købes i f.eks. Panduro Hobby)
Sprøjtepose og tyl (kan købes hos Kunst og Køkkentøj bl.a.)
Bagepapir
Spatel
Skarp kniv
Køkkenmaskine med piskeris eller skål og elpisker
Skål i f.eks. glas, der passer til vandbad til gryden
Forklæde og grydelapper
 
1. Pisk æggehviderne meget stive i maskine eller med elpisker. Det er vigtigt, at hviderne ikke står for lang tid og venter - så bliver de nemlig "våde".
2. Kog sukker, glukose og vand til 116 grader i en gryde - mål med et sukkertermometer hele tiden og hold godt øje. 
3. Hæld den varme sukkerlage langsomt i de stiftpiskede æggehvider imens der piskes og pisk to minutter på fuld kraft bagefter. Massen skal få en flot glat overflade og have samme konsistens som guf, man får på gammeldags isvafler om sommeren.
4. Lakridspulveret blandes i massen lidt efter lidt indtil du synes, det smager, som det skal. Pas på ikke at komme for meget i, så smagen bliver for dominerende. Hellere lidt for lidt end lidt for meget.
5. Rul marcipanen ud med en kagerulle mellem to stykker bagepapir og tryk den ud i små cirkler (jeg brugte toppen af et champagneglas - det passede godt i størrelsen). Rul den overskydende marcipan ud igen og tryk cirkler ud. 
6. Hæld lakridsmassen i en sprøjtepose med tyl. Fyld den kun halvt op. Sprøjt massen ud på marcipan-cirklerne som vist på billederne. Lad flødebollerne stå i en times tid, så de lige kan nå at sætte sig.
7. Smelt den hvide chokolade (hakket) over vandbad langsomt. Overtræk flødebollerne i smeltet chokolade som på billedet og pynt med et drys lakridspulver.
8. Lad flødebollerne stå ind til chokoladen stivner.
9. SPIS!!! (helst inden for en uges tid - men det bliver ikke noget problem).








Det sidste billede afslører lidt mørk chokolade - jeg løb tør for den hvide chokolade, men havde så heldigvis noget mørkt, så nogle af flødebollerne blev med mørk chokolade, hvilket bestemt også var et hit!


tirsdag den 16. oktober 2012

Kanelis med granatæblekerner og hvid chokolade

Her får du en opskrift på en meget simpel dessert! Det smager fantastisk og er en lille smule julet på grund af kanelen. Mmmh!

Kanelis med granatæblekerner og hvid chokolade


Bland vanilleis med kanel - smag dig frem og find ud af, hvor meget kanel, du synes, der skal tilsættes. Hak chokoladen og befri kernerne fra granatæblet. Drys chokolade og kerner udover desserten og SPIS!

fredag den 28. september 2012

Vanilleis med lakrids/karamelsauce og bær

Det her er en af verdens lækreste og nemmeste desserter! Variér tilbehøret (her har jeg valgt brombær og blåbær) afhængig af årstiden. Min far voksede op på et mejeri, og han er i dag nærmest afhængig af is. Dvs. han spiser det faktisk hver dag, hvis kan komme til det. Derfor er der næsten altid is i mine forældres fryser, så sidst jeg var hjemme, lavede vi den her isdessert:


Vanilleis med lakrids/karamelsauce og brombær og blåbær


En liter god vanilleis (de gode er som regel de lidt mere gullige (pga. æg) og desuden propfyldt med sorte vanillekorn)
Lakridspulver (evt. Johan Bülows)
1/4 liter piskefløde
2 små skefulde mørk muscovadosukker
Brombær og blåbær (eller sæsonens frugt/bær)

Desserten skal tilberedes i sidste øjeblik og kræver ingen forberedelsestid. Hæld fløde i en dyb pande og lad det koge lidt op. Tilsæt sukkeret og lad massen blive lidt karamelagtig, før du drysser lidt lakridspulver på. Start med lidt lakrids og smag dig så frem, før du tilsætter mere. Det er forskelligt hvor koncentreret, lakridspulver er, så det er svært at angive mængde, men prøv dig frem.
Hæld saucen udover vanilleis og drys med vaskede bær. Spis med det samme!


lørdag den 15. september 2012

Tarte Tatin

Tarte Tatin er en af mine yndlingsdesserter! Jeg forbinder denne franske dessert med Pariser-restauranter, og det bedste ved den er de smørstegte, karamelliserede æbler.. Hvis jeg var et lille æble ville jeg være Tarte Tatin, når jeg blev stor!
Opskriften er inspireret af Brødrene Price, for de har lavet den med mørdej, som jeg foretrækker til denne tærte frem for butterdej. Afhængig af hvor man er i Frankrig bliver tærten lavet både med blommer, æbler og pærer. Man kan sagtens blande æbler og pærer, hvis man synes.

Tarte Tatin


50 g flormelis
1 æg
250 g mel
170 g smør
Lidt salt

1,5 kg syrlige æbler
100 g smør
200 g sukker

Bland mel, flormelis og salt sammen i en skål og smuldr koldt smør deri. Saml dejen med ægget og stil den i køleskabet mindst 1 time.
Skræl æbler og fjern kernehuse - skær dem i både. Smelt smøret på en pande og tilsæt sukkeret. Hæld æblerne på panden, når sukkeret begynder at karamellisere (som på billedet nedenfor). Æblerne skal brunes en smule, og det er meget vigtigt, at de fylder panden ud. Hvis ikke de gør det, så tilsæt lidt flere. Tag en kop og en ske og fyld et par skefulde af siruppen/karamellen fra panden over i koppen med skeen.
Rul dejen ud så den cirka passer med panden og læg den så forsigtigt på og luk til (som på billedet nedenfor). Skær det resterende dej væk.
Sæt panden i ovnen i cirka 25 minutter ved 200 grader. Tag den ud og læg et stort spækbræt henover. Vend så panden (med grydehandsker!!!) og spækbrættet i en hurtig vending så tærten står på spækbrættet. Æblestykkerne kan godt rutsje lidt rundt, men de skal bare lige lægges på plads.
Server kagen lun med lidt karamelsauce fra tidligere og evt. creme fraiche eller vanilleis.