Det er en kunst at pochere et æg. Men med "lidt" øvelse og finesse, bliver du hurtigt en mester. Og der er da ikke noget så klassisk som asparges med pocherede æg. Lad være med at give op på forhånd - og for den sags skyld heller ikke efter de første par mislykkedes forsøg på at pochere æggene. Det skal nok komme, og det er det hele værd. Her får du en opskrift på en let sommerforret:
Grillede asparges i parmaskinke med pocheret æg og parmesan
1 æg pr. person + evt. nogle flere æg til forsøg (skal være så friske som muligt)
1 dl eddike pr. 1 liter vand
Salt
4 Asparges pr. person
Parmaskinke
Parmesan
Blå birkes
Dild
Salat
Olie/eddike-dressing m. citron og salt og peber
Sat vand og eddike over med salt. Når dette koger, listes ægget (som er slået ud) lige så stille og roligt ned i vandet med enten en lille skål eller en hulske, som skal blive et par sekunder nede i vandet ind til ægget har "samlet sig". På den måde slipper du for at stå og samle ægget med to skeer. Gør dette med alle æggene. Tænd for ovnen på grillfunktion (ca. 350 grader). Vask og rul aspargesene i skinken og placér dem på bagepladen med sølvpapir i ovnen i et par minutter inden du tager dem ud, vender dem og sætter dem ind igen for en kort stund. Lad æg og asparges køle af og vask salaten. Lav en lille dressing til salaten evt af et skvæt olivenolie, lidt sherryvineddike, lidt citronsaft og salt og peber og vend salaten heri, før det anbringes på tallerkenerne. Fordel asparges og æg herpå og drys lidt birkes over ægget. Riv parmesanen med en kartoffelskræller, så det bliver brede stykker og fordel både ost og dild over aspargesene. Server!