For kun halvanden uge siden mødtes Linn fra bloggen Frk. Kræsen og jeg på en café på Nørrebro. Igår stillede vi op til Restaurant Day med Vaffelfabrikken. Det har været en super hurtig proces, men vi har lagt alle kræfter i. Forberedelserne var mange; vi har kogt marmelade, handlet ind, lavet postkort etc. Bare det at hakke nødderne hjemme hos Linn tog halvanden time!
Lørdag formiddag brugte vi især meget tid på forberedelserne. Vi lavede dej, skar æbler og piskede flødeskum. Men der var også tid til at prøvesmage - vi delte en vaffel og blev enige om, at dem kunne vi sagtens være bekendt at servere!
Det var en kæmpe succes, og vi er meget taknemlige for, at så mange søde mennesker troppede op trods kø og kulde! Vi solgte mange flere, end hvad vi havde regnet med og stod der også en time mere. Vi håber, I var lige så glade for at besøge os, som vi var for at få besøg. Arla og Urtekram havde været så søde at sponsorere en hel masse lækre råvarer, som vi var meget glade for at bruge.
Vi solgte to forskellige vafler: en med skyr eller flødeskum, hjemmelavet brombærmarmelade og friske krydderurter og en med skyr eller flødeskum, friske danske æbler skåret i tynde skiver, hakkede nødder, hakket mørk chokolade og friske krydderurter.
En stor tak til alle jer derude, en stor tak til Arla og Urtekram, en stor tak til verdens bedste Camilla, der hjalp til, en stor tak til Stefanskirken for telt, borde og elektricitet, en stor tak for lån af vaffeljern og termokander, en stor tak for mel og æbler og en stor tak til søde Linn, som var en super god vaffelpartner!
Overskuddet kommer ubeskåret til at gå til Movember, og vi vil - når vi har lavet regnskab - selvfølgelig også fortælle, hvor meget vi har skrabet sammen.
Her får I vores helt egen vaffelopskrift (som nogle af jer fik med på de små postkort, vi havde lavet).
Ida Marengs og Frk Kræsens vafler
Til ca. 10 stk.
3 æg
4 dl mælk
4 dl mel
2 tsk bagepulver
130 g smeltet smør
1 spsk rørsukker
Et nip groft salt
Kornene af en vanillestang eller Urtekrams lækre vanillesukker
Saft og skal fra 1 øko-citron
Lidt revet muskatnød
Pisk alle ingredienserne sammen. Si dejen fri for klumper og bag vaflerne på et vaffeljern smurt med smeltet smør.
Ps. Opskriften på brombærmarmeladen kommer snart her på bloggen!