søndag den 15. januar 2012

Rodsellerisalat med sennepsdressing

Et let og lækkert alternativ til almindelig råkost. Der skal ikke blandes for meget dressing i salaten; kun til det lige akkurat dækker rodselleristavene.

Rodsellerisalat med sennepsdressing


Skræl og skær rodselleri i tændstiktynde strimler og bland disse med en dressing, du blander af et par skefulde creme fraiche smagt til med 1-2 teskefulde dijonsennep og salt og peber.

lørdag den 14. januar 2012

Amerikanske bananpandekager med passionsfrugtsmør

Så bliver det bare ikke bedre! Man kan jo altid bilde sig selv ind, at det er ok, når nu der er frugt i både pandekagerne og smøren, hvis man har dårlig samvittighed over de mange kalorier. De er dog bestemt alle kalorierne værd, hvis I spørger mig!


Amerikanske bananpandekager med passionsfrugtsmør



Til ca. 30 stk:

300 g mel
3 tsk bagepulver
3 spsk sukker
100 g smeltet smør
4 æg
5 dl kærnemælk
4 mosede bananer

8 passionsfrugter
200 g smør i tern

Bland smeltet smør, mælk og æg i en skål og mel, bagepulver og sukker i en anden. Bland det hele sammen og tilsæt banan. Sæt på køl. Indmaden i passionsfrugterne kommes i en kasserolle, og dette bringes hurtigt i kog. Skru ned og kom lidt efter lidt smørtern i kasserollen imens der røres, ind til det bliver til en creme. Sluk for blusset og lad det køle af, imens du steger pandekagerne på en pande med smør.





fredag den 13. januar 2012

Vagtler med parmaskinke, perlespelt og vindruesauce

Jeg købte vagtler (stadig med nogle fjer og hoveder) i Ma Poule i Torvehallerne, og de blev her til aften tilberedt efter en idé fra mit yndlings-madblad, ELLE à Table, importeret fra Frankrig.
Min mor har fødselsdag i dag, så det var derfor, der blev gjort lidt ekstra ud af det. De små fugle smagte fantastisk, og så var det altså en fornøjelse at tilberede dem. Det kan godt være, at det har noget at gøre med, at det er fredag d. 13., men jeg bliver altså nødt til at indrømme, at jeg nød at skære hovederne over på de små basser. (Er det meget underligt at have det sådan?)


Vagtler med parmaskinke, perlespelt og vindruesauce





Til 5 personer:
1 vagtel pr. mand
1 stykke parmaskinke pr. vagtel
1 bakke vindruer 
Perlespelt (kog som anvist på pakken/posen)
2 spsk citronolie
1 håndfuld bredbladet persille, hakket
25 g smør+lidt mere til at stege løgene i
1 stort glas Muscat-vin
1 skalotteløg
Salt og peber
Snor til at binde rundt om vagtlerne

Hak løget og svits løg i en klat smør. Bind et stykke parmaskinke rundt om fuglene med køkkensnor (når du har halshugget dem og plukket dem) og steg disse i løgene ved middel varme i lang tid. Kog perlespelten og bland med citronolie og hakket persille. Bag evt. vagtlerne færdige i ovnen, imens du laver saucen, som laves på samme pande, hvor du kommer alle ingredienserne på samtidig -  vindruer, muscat-vin, kolde klatter smør (ca. 25 g) og selvfølgelig salt og peber.
Fordel perlespelt på tallerkener, hæld vindrue-sauce over og placér til sidst vagtlen herpå. 




onsdag den 11. januar 2012

Salat med hvidløg- og chilimarineret blæksprutte

Jeg var forbi Torvehallerne i dag og købte mig en blæksprutte til 10 kr. Det behøver altså ikke at være dyrt at spise lækker fisk. Jeg gik hjem og skar den ud i ringe og marinerede disse i olivenolie, hvidløg, salt og peber og stegte dem på panden. Der kom en lækker salat ud af det:


Salat med hvidløg- og chilimarineret blæksprutte


Til 2 personer:
2 blækspruttehuse (købt hos fiskehandleren i Torvehallerne til en 10'er stykket - hal 1)
Blandet, grøn salat
Saft af 1 citron
1 bundt persille, finthakket
1-2 fed hvidløg, finthakket
1/2 chili, finthakket
Salt og peber
Olivenolie

Skyl blækspruttehusene grundigt. Skær dem ud i tynde ringe og marinér dem i olivenolie, salt, peber, chili og hvidløg. Svits på en brandvarm pande til ringene bliver gyldne. Når de er færdige på panden blandes de med persille og citronsaft og hældes ud over salaten.


torsdag den 5. januar 2012

Bruschetta med gedeost og akaciehonning

Der er mange, der har svært ved gedeost, og jeg er også en af dem. Gedeost er næsten den eneste ting, jeg normalt ikke bryder mig specielt meget om at spise, men akaciehonningen hjælper meget på det! Her er et forslag til en rigtig lækker forret eller snack:

Bruschetta med gedeost og akaciehonning


Skær brød og gedeost i skiver og fordel osten på brødet. Pensl evt. brødet med en lille smule olivenolie først. Bag dem i ovnen ved 200 grader, ind til de bliver gyldne.  Hæld honningen udover i en tynd stråle og servér dem varme.

onsdag den 4. januar 2012

Grillede auberginer med græsk yoghurt, persille og akaciehonning

En af mine ynglingssalater er en aubergine-salat, jeg engang så i "Suveræne Salater"-kogebogen. Jeg har dog tilføjet persillen, der virker som et perfekt sprødt element i salaten. Den er nem at lave og passer efter min mening både godt til en grillaften om sommeren eller til en kold vinterdag.

Grillede auberginer med græsk yoghurt, persille og akaciehonning


Auberginer, ca. 1 pr. mand
Olivenolie
Græsk yoghurt blandet med presset hvidløg, salt og peber
Akaciehonning
Hakket persille

Vask og skær auberginerne i ca. 1/2 centimeters tykkelse. Læg dem på en bageplade og pensl dem med olivenolie og drys med salt og peber. Grill dem i ovnen ind til de bliver gyldne og lad dem køle af. 
Bland dressingen og fordel den udover auberginerne. Kom lidt honning udover i en tynd stråle og drys til sidst med hakket persille.


tirsdag den 3. januar 2012

Romainesalat med sukkerærter, vindruer og mozzarella

Jeg håber, at I alle kom godt ind i det nye år. Her kommer (for en gangs skyld) et forholdsvist sundt indlæg til dem, der skal have lidt hjælp til et sundt nytårsforsæt. Velbekomme!

Romainesalat med sukkerærter, vindruer og mozzarella


Overskriften afslører ingredienserne. Lav evt. en olie-eddike dressing til salaten.