tirsdag den 29. november 2011

Stegt pighvar med forårsløg og beurre blanc

Denne opskrift er ligesom løgmarmeladen fra en køkkenskole i Provence, min mor besøgte for nogle år siden. Det er ret omstændigt og tager noget tid at lave fiskefonden, men det er det hele værd! Her er der serveret lidt ovnbagte kartofler til, men det kan man jo gøre, som man har lyst.

Stegt pighvar med forårsløg og beurre blanc

Til 6 pers.

1 pighvar på ca 2 kg
12 smukke toppe af forårsløg
50 g usaltet smør og lidt vand
Salt og peber

Beurre blanc:
1 dl hvidvin
1 dl fiskefond
200 g usaltet smør
Salt og peber
Citronsaft
Hakket dild

Fiskefond:
500 g fiskeben og hoveder
1 porre
1 tomat
2 fed hvidløg
2 skalotteløg
1 bundt persille
Frisk timian
1 laurbærblad
Ca. 10 stk hel sort peber
10 tørrede koriander
2.3 spsk god olivenolie eller lidt usaltet smør
1/2 flaske hvidvin
Vand til det dækker

Skyl fiskeben og hoveder godt i vand, gæller, blod og alle urenheder fjernes. Den rengjorte porre, tomaten, hvidløg og skalotteløg skæres i stykker af 3 cm, bland med krydderurter og krydderier.
Varm olivenolie eller smør i gryden (ikke for varm), sauter grøntsager osv. heri, tilsæt fiskebenene, grøntsager og ben må ikke tage farve. Tilsæt vin, lad den koge op og dæk med koldt vand, lad det simre i 20 min, det må endelig ikke bulderkoge, fonden skal jævnligt skummes af, så urenhederne ikke koger ind i fonden. Det er vigtigt, at kogetiden ikke overskrides. Tag gryden af blusset og lad den hvile i en halv time. Si fonden igennem en fintmasket sigte, evt gennem et rent viskestykke. Kog fonden ind til ca. halvdelen. 

Og nu til tilberedningen af fisken:

Skær pighvaren i fileter. Forårsløgene skæres skråt. Stuv løgene i smør og lidt vand. Smag til med salt og peber og si så væden fra. Steg pighvaren på panden i lidt smør og olie, krydr med salt og peber. Du kan også lave fisken i ovnen - læg da fileterne på sølpapir smurt med smeltet smør og smør også fisken. 

Endelig beurre blanc:

Hvidvin og fiskefond koges helt ind, det kolde smør piskes i i små stykker over lav varme. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft, rør foråsløgene i og hold saucen varm. Andret sauce på varme tallerkener og drys med friskhakket dild. Anret fisken på saucen og server! (evt med kartofler)

mandag den 28. november 2011

Flødekarameller med lakrids

I weekenden lavede jeg flødekarameller med to veninder efter Mette Blomsterbergs opskrift (http://www.altfordamerne.dk/jul/juleopskrifter/Lakrids-karameller/). På billedet fra hendes opskrift ligner karamellerne nærmere fudge end karameller, men på billedet nedenfor kan du se vores resultat inden karamellerne blev rystet i en pose med lakridspulver. De blev knap så perfekte og kvadratiske som Fru Blomsterbergs, men der er vel også en charme ved at man kan se, de er hjemmelavede. Lakridsen gjorde karamellerne ekstra gode! Jeg har altså en fetisch for lakrids lige i øjeblikket - can't help it!

Flødekarameller med lakrids


0,5 l piskefløde 38 %
250 g sukker
125 g glukose
2 tsk lakridspulver (lakridssirup kan også bruges)
Lakridspulver 

Kog piskefløde, sukker og glukose indtil massen er gyldenbrun og meget tyktflydende. Rør i den engang imellem, dog mest i slutningen. Tag gryden af varmen efter en halv times tid og rør lakridspulveret i. Hæld karamellen op i en bradepande, der er foret med olieret bagepapir på både bund og sider. Læg også olieret bagepapir på toppen. Lad det afkøle et koldt sted og knæk/skær den så. Ryst karamellerne i en pose med lakridspulver.

søndag den 27. november 2011

Fischer på Østerbro

Jeg spiste frokost med min mor på italienske Fischer på Østerbro. Jeg fik canneloni med spinat og ricotta, og det var virkelig godt! Umiddelbart er Fischer ikke en restaurant man går forbi og får lyst til at gå ind på, men når først man kommer ind og får serveret nybagt, varmt brød med lækker olivenolie til, er man klar over, at man ikke er gået forkert. Beklager billedkvaliteten - frokosten var før det nye kamera.


fredag den 25. november 2011

Andelevermousse med løgmarmelade og ristet rugbrød

Gør det nemt for dig selv og køb en lækker andelevermousse eller paté i en delikatesse og lav dit eget tilbehør - foie gras kan selvfølgelig også bruges. Det er vigtigt, at man serverer både noget sprødt, noget surt/sødt og friskt til andelevermousse eller foie gras, fordi det er så fedt, som det er. Her er andelevermoussen serveret med friskt salat vendt i olie, ristede græskarkerner, tyndt skåret ristet rugbrød og en hjemmelavet løgmarmelade. Her får du opskriften på løgmarmeladen, som min mor for nogle år siden fik med sig fra en køkkenskole i Provence.

Andelevermousse med løgmarmelade og ristet rugbrød


Ca. 2 kg løg
1/2 kg æbler (helst Belle de Boskoop)
Skal og saft af citron
150 g rosiner
3 dl tør hvidvin
3 dl sherryvinaigre
300 g rørsukker
100 g koncentreret tomatpure fra dåse
8 spsk honning
3 spsk reven ingefær
1 tsk stødt kanel
cayennepeber efter smag - pas på, det er stærkt!
Lidt salt

Pil løgene og skær dem i skiver. Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem i tern. Sæt løg, æbler, citronsaft og -skal, rosiner og hvidvin over lavt blus i 20 min. Tilsæt så halvdelen af eddiken og lad det stå igen til det er mørt. I en skål blandes halvdelen af eddiken med sukker, tomatpuré, honning, ingefær, kanel, cayennepeber og salt. Kom blandingen i gryden og lad det koge videre i 20-25 min. Når marmeladen er sirupsagtig er den færdig. Køles af og kommes på glas i køleskabet.

mandag den 21. november 2011

Lakrids-islagkage og nyt kamera

Endelig har jeg anskaffet mig et ordenligt spejlreflekskamera, som jeg fremover vil bruge til at tage billeder af den mad, jeg laver og lægger på bloggen. Jeg håber, I kan se forbedringerne. 
Min far havde fødselsdag i weekenden og vi fik gæster på besøg til søndagsfrokost og en lækker islagkage med lakridsis, granatæblekerner og hvid chokolade.


Lakrids-islagkage med granatæblekerner og hvid chokolade



Vanilleis
Lakridspulver fra Johan Bülow (Jeg er afhængig!!)
Hvid chokolade, hakket
Granatæblekerner

Til bundene (2-3 stk):
En god klat smør (smeltet)
Rasp
150 g flormelis
500 g rå marcipan
125 g æggehvider
100 g finthakkede mandler

Ælt marcipan og flormelis og tilsæt æggehviderne lidt af gangen. Tilsidst æltes mandlerne med. Tegn cirkler på bagepapir med blyant og fordel dejen herpå, men først pensles bagepapiret med smeltet smør. Drys til sidst bundene med rasp.
Bages i ovnen ved 180 grader til de bliver lidt sprøde og let gyldenbrune.

onsdag den 16. november 2011

Kyllingehakkebøffer i parmesanpanering

Parmesanosten er meget salt, så derfor behøver du næsten ikke at salte bøfferne. Det er meget enkelt - hakket kyllingekød formes til bøffer og paneres i revet parmesan. Bøfferne steges i en klat smør på panden og krydres med lidt peber. Server med en lækker salat!

Parmesanpanerede kyllingehakkebøffer


tirsdag den 15. november 2011

Hokkaidosuppe

Denne suppe har min yndlingsfarve, og så er den super lækker på en kold novemberaften. For at forstærke farven skræller jeg ikke græskarerne, men bruger skrællen i suppen og fjerner kun indmaden. Kernerne kan sættes i blød i kogende vand med salt og derefter tørres og ristes i ovnen dryppet med sesamolie. Smager himmelsk som snack eller som topping til suppen. Velbekomme!

Hokkaidosuppe



1 porre - skåret
Et par gulerødder - skåret i tern
Hokkaidogræskar med skal (helst øko) - skåret i tern
Citron - skal og saft
Chili - hakket
Revet ingefær
Hakket hvidløg
Kokosmælk
Salt og peber
Topping: creme fraiche og evt. koriander

Svits porre, chili, ingefær og hvidløg. Tilsæt gulerødder og græskar. Derefter hældes kokosmælk og citron over grøntsagerne og dette koger op. Suppen blendes med en stavblender og smages til med salt og peber. Server med en klat creme fraiche og lidt koriander